Havnefestens formand efter omsætningsrekord og ingen sigtelser for vold: ”Flytningen er kommet for at blive”

1
5752

Kerteminderne kan lige så godt vænne sig til, at havnefesten er placeret fredag og lørdag i fremtiden. Havnefesten 2023 satte omsætningsrekord og i modsætning til sidste år har politiet ikke registreret en eneste sigtelse for vold

Havneshow 2023 (1)

Havnefesten 2023 var en stor succes. Omsætningsrekord og ingen registrerede voldsepisoder er resultatet af arrangementet. Foto: Emil Andresen

”Det har været en fest nærmest fra åben til luk begge dage. Vi er meget glade” kommer der fra Preben Frets, der er formand for havnefesten i Kerteminde.

Årets havnefest var flyttet til fredag og lørdag i stedet for lørdag og søndag. Det havde blandt andet fået natteravnene til på forhånd at annoncere, de ville fordoble antallet. Dels fordi der nu var to deciderede festaftener i stedet for en og dels fordi de mange voldsepisoder ved sidste års havnefest fortsat var i frisk erindring.

”Der er ingen tvivl om, at både politiet, natteravnene og flere vagter ude på pladsen, har medvirket til, at der ikke har været nogle voldsepisoder i år. Sidste år foregik nærmest alle episoderne også udenfor pladsen, men både natteravne og politi også forblev synlige udenfor i timerne efter pladsen lukkede. Det tror jeg har hjulpet”, forklarer formanden videre.

Preben Frets’ betragtninger bliver også bekræftet af Fyns Politi.

”Der er ikke registreret sigtelser for vold i forbindelse med havnefesten i Kerteminde”, forklarer kommunikationsrådgiver ved Fyns Politi, Mads Boel.

”Der var en episode med en gæst, der havde en kniv med ind på pladsen fredag. Ham tog vi med. Derudover har vi registreret et par episoder med optræk til vold, der ikke udviklede sig. En enkelt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Så alt i alt har det været en meget rolig havnefest i Kerteminde indtil videre”, forklarer Mads Boel videre.

Kombinationen af omsætningsrekord og en meget rolig havnefest, glæder formanden for arrangementet, Preben Frets så meget, at han allerede nu vil vurdere, at flytningen til fredag og lørdag er kommet for at blive.

”Hvis det står til mig, så er fredagen kommet for at blive. Det er færre timer for de frivillige og gæsterne tog rigtig godt imod det nye initiativ. Vi har også sat omsætningsrekord. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor meget det bliver, men det er sikkert, der er tale om en rekord. Så jeg vil helt sikkert anbefale at vi fortsætter med fredag og lørdag fremadrettet”, vurderer formanden for havnefesten.

Selvom flytningen af havnefesten til fredag og lørdag var et brud på traditionerne, så holdt arrangørerne fast i det traditionelle havneshow om lørdagen. Der var fotograf Emil Andresen, traditionen tro, på pletten. Hans galleri fra showet kan du se her.