
Foto: Privat
I tidernes morgen gik der gæs på Longen, men de blev fjernet hvert år til slagtetid. Nu har nogen plantet en hæk – den skal også fjernes, udtaler Jesper Hempler (SF), der er formand for Miljø-, Natur og Teknikudvalget.
Der er kommet ny natur på Longen ved fjorden i Kerteminde, og det er ikke så godt, mener Jesper Hempler, der søndag havde besøg af en borger, der gjorde ham opmærksom på, at der var plantet en helt ny hæk på græsstykket ved Longen.
– Jeg kiggede på det, og kunne konstatere at det er korrekt. Der var også slået græs og sat stolper op. Det skal nu sendes videre til administrationen, for der skal søges tilladelse om noget lignende, når det foregår på et offentligt område, og indenfor noget, der er strandbeskyttet.
Jesper Hempler kan sagtens følge tanken om et hyggeligt fællesareal, for det er det, anlægget af hækken ligner, men det er altså ikke lovligt, det der er foregået. – Jeg blev da overrasket over at se, at der var plantet hæk, indrømmer han.
– Man skal formodentligt også have Kystdirektoratet ind over, og jeg håber, at de rette myndighedspersoner nu tager sig af det. Sådan er reglerne, og området skal nu reetableres, konkluderer han.
Opdateret: Kjerteminde Avis har senere i dag været i kontakt med borgerne på Longen, som har anlagt buskene, ikke hækken, der kan rives op igen skulle dispensation til området ikke gives. Læs mere her: Et ønske om at styrke fællesskabet på Longen


