Håb om et anderledes og bedre 2021

1
487

Beboere og personale på Fjordly blev i dag vaccineret for corona. Her ses vaccinationskittet, bragt ud på dagen af apotekere fra OUH. Foto: RMJ

Lørdag den 2. januar2021 blev en dejlig dag for beboere og medarbejdere, der for de flestes vedkommende modtog vaccinen med spænding.

Christina Riesgaard Lorentzen arbejder til daglig på Fjordly, og var også på arbejde her til morgen, hvor hun selv skulle vaccineres, hvis der var vacciner nok. Foto: RMJ

– Det er da dejligt, og vi har glædet os, fortæller Christina Riesgaard Lorentzen, mangeårig ansat på Fjordly Plejecenter om morgenens vaccine, der forhåbentligt er starten på et nyt kapitel, og på vejen tilbage til normale tilstande.

Trods glæden er der også en vis nervøsitet til stede: – Det er jo nyt for os alle, så vi er da også lidt nervøse, fortsætter hun.

Om at arbejde på et plejecenter under corona fortæller Christina: – Det har været udfordrende med alle de værnemidler og pårørende, som ikke har kunne komme på besøg som de plejer, men vi klarer det jo, vi kommer igennem det.

Om snart at kunne slippe restriktioner og værnemidler siger hun: – Vi kan da håbe på, at vi snart kan komme tilbage til det vi engang kendte, men det er svært at forestille sig.

Hvad tager I med jer fra tiden, I nu har været igennem?
– Vi har skulle være meget grundige, og det skal vi fortsætte med. Ligeså har der været mere rengøring og bedre hygiejne, og det har været godt.

Du er blevet selvlysende!
Bagest i køen fra Kirsebærhaven, som var den have, der stod først for til vaccinationen på Fjordly, står Hans-Juhl Larsen fra Langeskov, der til daglig passer både guldfisk og blomsterne på terrassen:

– Du er jo blevet selvlysende, siger han i spøg til Poul Alfred Nielsen, den først vaccinerede på Fjordly, som går forbi ham på vej tilbage til Kirsebærhaven.


Hans-Juhl Larsen glæder sig til at blive vaccineret. Foto: RMJ

– Ej, det var en spøg, supplerer han med et smil og siger til Kjerteminde Avis: – Det er dejligt, at vi nu skal vaccineres, så vi kan få vores hverdag tilbage, siger han om tiden, der er gået, og som har indebåret langt mindre besøg, fra især børnebørnene, som han savner.

– Min kone har kunnet besøge mig gennem terrassedøren, fortæller Hans-Juhl, men der har jo kun været en af gangen.
Selv har han været hjemme hos sin kone i Langeskov for at fejre julen, men det er ikke alle, der har været så heldige at have den mulighed. Men nu ser vi forhåbentligt frem imod tider, hvor vi igen kan besøge vores kære, og de os, med knap så mange restriktioner, regler og afstand imellem os.