Gave til de helt særlige frivillige: – Det handler om liv eller død

0
385

De frivillige medlemmer af Dansk Søredningsselskab i Kerteminde modtog i dag en stor gave fra Odense Havn. Alle medlemmer fik en særlig vinterdragt, så de er ekstra sikret, når de i vinterhalvåret stævner ud for at redde nødstedte sejlere

Dsrs 2

For de frivillige i DSRS var det næste som juleaften med kransekage, portvin og gaver. Foto: Michael Rathje

Fredag formiddag klokken 10 var det lille lokale ved havnekontoret proppet med medlemmer fra DSRS, der stod klar med portvin og kransekage, og spændt ventede på, at direktøren for Odense Havn Carsten Aa skulle komme og officielt overrække medlemmerne de særlige fiberdragter fra Helly Hansen til en værdi af 25.000 kr.

De nye vinterdragter vil spare medlemmerne kostbare minutter, hvis de om vinteren blive kaldt ud til en ulykke til havs. Alle 26 medlemmer får en dragt til at ligge hjemme, så de hurtigst muligt kan komme af sted. For hvert minut tæller. Responstiden, fra en melding om en sejler i akut havsnød kommer ind på vagttelefonen til redningsskibet Ida sejler ud, er på 6 – 10 minutter.

Dsrs 1

Inden talerne og gaverne viste stationsleder ved DSRS Kerteminde Jens Hjort det gode redningsskib Ida frem for Carsten Aa. Foto: Michael Rathje

Derfor havde DSRS søgt Odense Havn om et sponsorat til de nye dragter, og det syntes direktør Carsten Aa af flere grunde var en god ide.

– Det er jo dybest set en samfundsforpligtelse, som alle os virksomheder har. Det er folk, der er ude og reelt set gør en forskel, det er liv og død. Det er det, det handler om. Og hvis de ikke kan holde varmen, så skal vi selvfølgelig bakke op om det her. Det er folk, der gør det frivilligt, de får ikke en krone for det. Det er kæmpe respekt, og derfor skal vi selvfølgelig hjælpe dem, alt det vi kan.

Carsten Aa har dog også en personlig grund til at støtte DSRS.

– Jeg har en morfar, der var redningsbådsfører, og faktisk druknede med en redningsbåd i Hvidesande, så det ligger mig endnu tættere på. Men som virksomhed, der i øvrigt beskæftiger sig om alt, hvad der er på vandet, så er det jo endnu tættere for os, fortæller Carsten Aen om sponsoratet af vinterdragterne.

Dsrs 3

Til ære for fotograferne tog et par af de frivillige de nye vinterdragter på. Foto: Michael Rathje

DSRS Kerteminde oplever et stigende antal udkald. I 2024 var de ude 109 gange mod 82 gange året før. Der er også sket en stigning i udkaldene i vinterperioden. I denne vinter har DSRS allerede været ude og hjælpe skibe i nød fem gange.

Carsten Aa elsker alt, der sejler på vandet. Han skulle derfor se det gode redningsskib Ida, inden der kunne deles gaver ud