Gamle kertemindere kommer hvert år hjem til havnefesten i Lille Kerteminde

I 60 år har der været afholdt havnefest i Kerteminde. En tradition, der hvert år giver mange kertemindere, som er flyttet fra byen, hjemve. For dem handler havnefesten ikke om vandshow, foodtrucks eller musikken – det handler om gamle venskaber

– Hvem fanden gider til havnefest? Vi bliver sgu da bare her. Kan jeg sove her, eller kan jeg ikke sove her?

Stemningen er høj allerede lørdag formiddag i en have på Klintevej i Kerteminde. Her har Mads Martinussen samlet venner til en forfest og en genindspilning af sin sang ”Lille Kerteminde”, som han har udgivet under sit kunstnernavn September Kid.

Forfesterne er en af traditionerne under havnefesten. Allerede fredag eftermiddag kunne man i villakvarterene i Kerteminde høre musik og latter fra forfester i flere haver. Her mødtes venner, inden festen fortsatte på havnepladsen.

I Mads’ mors have møder vennerne langsomt op. Klokken 11 er meget tidligt, når der blev festet igennem fredag.

Bag de mange solbriller gemmer tømmermændene sig.

Men efter et par reparationsbajere og en Fernet Branca er Mads’ venner klar til at skråle med på ”Lille Kerteminde”. En sang om at vokse op i byen og savnet af Kerteminde og de gamle venner, når man er flyttet udenbys.

En tekst, som Hans Brodersen kan relatere til. Han er 39 år og bor nu i Berlin, men har ikke misset en havnefest siden 1988.

– Som ung var jeg medlem af sejlklubben, og vi skulle hjælpe med at bære optimistjoller og passe hoppeborgen. Min farfar Reiner Brodersen var faktisk med til at starte havnefesten i sin tid, og min far og mor lærte hinanden at kende til en havnefest. Havnefesten er bare unik, fordi den har foregået i så mange år. Alle har en relation til havnefesten, og mange glæder sig til at komme hjem og tage til havnefest, fortæller Hans Brodersen.

En anden af de hjemvendte venner bag mørke solbriller er den 36-årige Martin Lindgård Jørgensen, der siden 2014 har boet i Odense.

– Da jeg boede i Kerteminde, var det jo stensikkert, at dér skulle man bare til havnefest. Jeg har holdt en del forfester hjemme hos de gamle, hvor jeg har haft en masse venner udefra til at komme på besøg. Jeg har haft helstegt pattegris og 25 gutter nede i teltet, og bagefter tog vi alle sammen med ned til havnefest, fortæller Martin.

Efter Martin flyttede fra byen, har han stort set været hjemme til havnefesten hvert år. Dog ikke sidste år, da han lige var blevet far. Men i år skulle han til havnefest igen, selvom det er svært at forklare, hvad det er, der trækker.

– Jeg havde faktisk snakken med min kæreste i går, inden vi tog afsted, hvor hun sådan spurgte: “Hvad er planen dernede i Kerteminde?” Så sagde jeg til hende: “Jamen, der er jo ikke sådan rigtig nogen plan.” Det er jo ikke fordi, der er noget musik, jeg sådan nødvendigvis skal høre, eller noget bestemt, jeg skal se. Det er jo bare at komme ned og mødes med en masse folk, som man ikke nødvendigvis lige mødes så tit med. Altså i går stod jeg og faldt i snak med fire gutter, som jeg har gået i folkeskole med, og som jeg ikke har set meget til siden. Det er bare fedt, at man ved, at der er én gang om året, hvor alle søger hjem til Kerteminde, siger Martin Lindgård Jørgensen, inden forfesten i haven slutter, og vennerne går i samlet trop ned for at se havneshowet.

Til forfesten i haven var deres ven Emil Saysette savnet. Han er ellers en fast deltager i havnefesten, og han plejer hvert år at køre hjem til Kerteminde fra Italien, hvor han bor. Men i år har han for første gang meldt afbud, da benzinpriserne er blevet så høje. Ifølge Emils venner er det første gang i hans liv, at han går glip af en havnefest.