Fra Kerteminde til TV-skærmen: Michelles rejse i Bagedysten

0
2095
Michelle Olsen, Bagedysten

Michelle Olsen er 29 år og bor i Kerteminde med sin kæreste Mads og deres søn Vilfred. Foto: Martha Frederikke Wiese

Michelle Olsen nåede hele vejen til semifinalen i Den Store Bagedyst. Nu reflekterer hun over de måneder, der både kostede hende nattesøvnen og startede en stor personlig udvikling.

Ingen mennesker er perfekte – heller ikke Michelle Olsen. For eksempel beskriver hun sig selv som Pepsi Max-afhængig, og hendes telefonskærme overlever sjældent mere end et halv år. Men Michelle Olsen kan til gengæld noget ret specielt; hun kan bage, så engle og eksperter synger lovpris.

Vejen til teltet

Den Store Bagedysts seertal er kun overgået af et eneste andet program på DR; dronningens nytårstale. I år så over 850.000 danskere med, da de ti udvalgte deltagere for første gang skulle kridte dejskraberne i det efterhånden velkendte bagetelt. Men vejen dertil er lang, hvis man er en af dem, der kommer gennem nåleøjet.

Der ligger et utal af castinger forud for de ni programmer, seerne kan nyde på lørdage i løbet af efteråret. Over 600 havde ansøgt, og omkring 240 var kaldt til første casting. Efter det fulgte et hardcore udskillelsesforløb, hvor kun det bedste er godt nok. Og til allersidst kom dagen, hvor DR giver besked til de sidste tilbage i kapløbet. Enten får man en mail med afslag, ellers ringer telefonen, og du er inde.

– Jeg holdt på Føtex’ parkeringsplads i Ringsted. Jeg havde været meget tidligt oppe den morgen, og jeg vidste, at den dag ville jeg enten få en mail eller et opkald. I mit arbejde som kørende sælger, får jeg mange opkald fra numre, jeg ikke kender, så jeg var ved at dø, hver gang telefonen ringede den dag. Da der så endelig bliver sagt ‘det er Søren fra DR’ i den anden ende, skreg jeg bare, for så vidste jeg jo, at jeg var med, forklarer deltageren om et af de vigtigste opkald i sit liv.

‘Klar, parat, bag!’

Efter det skæbnesvangre opkald, gik Michelle Olsen i gang med alle de forberedelser, hun kunne.

– Det er så svært at forklare med ord, hvad der sker i ens krop, når man går ind i det telt til første bagning. Det er vildt uvant, for der er kameraer over alt og en masse mennesker i produktionen, som I jo ikke ser derhjemme,

Men trods nerver og præstationspres, har Michelle Olsen haft et fast holdepunkt fra allerførste program – hun er 100% sig selv, for hun kan ikke være andet.

“jeg er super meget i mine følelsers vold. Jeg er, som du ser det på skærmen. jeg lægger ikke låg på”

Tiden bag om bagedysten

Programmerne af en til halvanden times varighed er det absolutte nedkog af et stort stykke arbejde.

– I den periode var alt, jeg gjorde og tænkte ligesom centreret Bagedysten. Jeg drømte endda om bagedysten, griner den lokale deltager.

Optagelserne til hvert program foregår typisk onsdag og torsdag, men allerede tirsdag skal deltagerne møde op og gøre deres køkkener klar. Og når kameraerne er er slukket efter sidste bageopgave torsdag, svirrer tankerne om næste ugens program igen.

– Det er enormt intenst. Jeg bagte hver aften og mange gange også om natten. Mads (Michelle Olsens kæreste, red.) har jo hørt på en røremaskine stort set non-stop i to en halv måned. Det er i virkeligheden vildt, han ikke blev sindssyg af det,

At Michelle Olsen havde sin kæreste og families opbakning var udslagsgivende for, at hun kom så langt, som hun gjorde. For selvom kærestetid, fødselsdage og middage med pigerne blev lagt på hylden, følte Michelle Olsen aldrig, at hun fik påduttet en dårlig samvittighed.

Også på arbejdet var der opbakning at finde, og det er heldigt, når man som Michelle Olsen uge efter uge måtte sige ‘jeg kommer ikke onsdag og torsdag’.

Mesterbagerforklæderne

“Det var en følelse af totalt eufori”

To gange lykkedes det Michelle Olsen at gå fra bageteltet med et mesterbagerforklæde om livet. Forklædet bliver givet til den deltager, der i den pågældende uge har imponeret dommerne mest.

– Det var en kæmpe forløsning, første gang dommerne sagde mit navn i den forbindelse. Man arbejder så hårdt så længe, og lige der, der føltes det bare som om, at det har været alle søvnløse nætter værd,

Anden gang mesterbagerforklædet gik til den lokale deltager, var følelsen dog en anden. I de bage-dage havde alle deltagere kæmpet med forskellige udfordringer – og hun var ingen undtagelse. Derfor indfandt samme stolthed sig ikke lige i øjeblikket.

– Jeg tror simpelthen bare, jeg var så overrasket. Når jeg ser programmet nu, kan jeg egentlig godt forstå, hvorfor jeg fik det, men i situationen var det en flad fornemmelse,

Hæder og ærgrelse

Michelle Olsen var af flere spået som finalefavorit, men som alle ved, falder ting ikke altid ud, som vi forventer det.

– Lige nu fylder ærgrelsen selvfølgelig helt vildt meget, fortæller hun.

Da kaffen bliver drukket tirsdag eftermiddag i Michelle Olsens hjem, er det fire dage siden, semifinalen rullede over skærmen.

“Det, jeg ikke selv havde tænkt over, er, at jeg skulle opleve mit eget exit to gange – én gang i juni og igen i lørdags”

Michelle Olsen nåede, selvom hun ikke selv blev finalist, at være med i alle afsnit. Alle sæsonens deltagere er nemlig til stede i finaleafsnittet. Hun beskriver tiden mellem sidste optagelse i slutningen af juni, til at første program nåede hjem i stuerne d. 24. september som et mærkeligt limbo.

– Jeg gik ligesom rundt med den her kæmpe hemmelighed, jeg i virkeligheden bare havde lyst til at skrige ud over byens tage. Det var så, undskyld mit sprog, fucking mærkeligt!

Efter første afsnit væltede roserne ind i Michelle Olsens indbakke, og hendes følgertal på det sociale medie Instagram er næsten tidoblet.

“Folk er simpelthen så søde. Jeg har for eksempel ikke engang nået at svare på alle de beskeder, jeg fik lørdag aften. Det er ret rørende”

Også i det virkelige liv kan Michelle Olsen mærke seernes opbakning. Hjemme i Kerteminde stopper folk op og siger hej, og de yngste borgere vil gerne tage billeder med bagestjernen.

Den personlige udvikling

Et så vildt forløb, som Michelle Olsen havde under optagelserne til Bagedysten, kan ikke undgå at sætte sine spor. Deltageren føler stadig ikke, at hun har fået indhentet den tabte søvn, men det er sådan set også det eneste negative, hun kan komme i tanke om.

“Bagedysten har sat gang i en personlig udvikling for mig. Det er første gang, jeg på den måde har gjort noget, der kun var for mig selv”

Udviklingen handler både om at lære, at det er okay at prioritere sig selv og de ting, man gerne vil opnå. Men der er også andre lag. Michelle Olsen er i gang med at lære ikke at være så selvkritisk. I bageteltet kunne hun sidde og være overbevist om, at hun i hvert fald måtte være den, der røg ud. Momenter senere kunne hun modtage et mesterbagerforklæde.

– Det er noget, jeg skal arbejde på – også her ude i det virkelige liv,

I ‘det virkelige liv’ er Michelle Olsen stadig ansat som kørende sælger i Plastmo – en arbejdsplads, hun beskriver som en lille familie. Sin rigtige lille familie har det godt i Kerteminde, hvor sønnen Vilfred snart starter i børnehave. Men Michelle Olsen er ikke færdig på skærmen endnu – lige om lidt er det tid til at tænde for Den Store Bagedyst i jule- og nytårsversion.