Fra den 3. august er der ikke længere FM-radiosignal på Antenneforeningens kabler

5
541

Kære Antenneforening.

Jeg er overhovedet ikke interesseret i jeres opgradering til giganettet. Jeg er mere end rigeligt tilfreds med mit internet, som det er. Undskyld jeg spørger: Hvad skal jeg med mere. Hvor godt har man af at sidde ved en skærm? Jeg synes, jeg bruger meget tid allerede, og der er vigtigere og sundere ting at tage sig til, og nettet fungerer helt upåklageligt.

Da DR i sin tid lod P1 og P2 deles om den samme frekvens på FM og sendte halvdelen af begge programmers tid over på DAB, smadrede man i høj grad mit og mange andre menneskers glade radiolytteliv. Forklaringen var, at det var en politisk beslutning, og det måtte vi leve med, men det var ikke til glæde for befolkningen.

Da man fjernede Giro 413 fra FM, fjernede man denne søndagsglæde fra en masse mennesker, som ikke hørte og stadig ikke hører DAB.

At slukke for FM signalet til radioen på kablet, synes jeg er noget svineri. Hvad skal jeg med giganettet, som jeg ikke kan i forvejen ligeså godt?.

Vi bliver hele tiden påduttet ting, vi ikke har bedt om og ikke har brug for, og som sker på bekostning af noget, vi er glade for. (Dette gælder ikke kun giganettet på bekostning af det kablede FM-radiosignal).

Jeg gider da ikke høre radio på fjernsynet. Jeg har flere udmærkede stereo FM radioer, som lyder bedre end noget DAB, jeg endnu har hørt.

Heldigvis kan jeg stadig høre FM-radio uden kabel, – men hvor længe???

Som I kan se, er jeg ikke spor taknemmelig, men jeg skal nok vænne mig til det, som alt andet, jeg får trukket ned over mit meget syndige hoved.

Jeg ved godt, jeg ikke har prøvet dette endnu, men jeg har oplevet meget andet, man besmykkede med det fine ord “udvikling”, som var det modsatte.

Med venlig – men indtil videre ikke særlig taknemmelig – hilsen. Måske kommer det?

Steen Ørsted
Vestergade 55
5300 Kerteminde