Forberedelserne til Langeskov Kræmmermarked er godt i gang

0
176

Kræmmermarkedet i Langeskov planlægger sammen med markederne på Lolland, i Viborg, Mørkøv og ved Egeskov at gennemføre de traditionelle markeder i september måned. Foto: Chris Miller

 – Vi er i bestyrelsen fuldt ud fortrøstningsfulde, og der skal nok komme et Kræmmermarked, siger kasserer i Langeskov Borgerforening Lena Bækholm

Forbuddet mod arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 500 personer tilstede, fastholdes til minimum 31. august og det er det, man læner sig op af i Langeskov Borgerforening, der er primus motor bag Langeskov kræmmermarked, der sædvanligvis afholdes den tredje weekend i september.

– Vores musikprogram er booket og klart, og vores forberedelser til årets Kræmmermarked er i fuld gang, siger kasserer Lena Bækholm, der til dagligt styrer finanserne i foreningen.

Også formand Thomas Folleraas har tidligere udtalt sig til Kjavis.dk omkring det forestående Kræmmermarked, der bliver det første store arrangement i Kerteminde Kommune der kan afholdes i år.

Læs også Satser på at kunne gennemføre årets Kræmmermarked

Konfronteret med udsagnet Langeskov Kræmmermarked – vores lys i mørket har kasserer Lena Bækholm svært ved at holde et forløsende grin tilbage: – Vi tror på det, siger hun efterfølgende med seriøs mine.

Hun er selvfølgelig godt klar over, at Borgerforeningens populære og stort anlagte Kræmmermarked kan gå hen og blive et ekstra stort tilløbsstykke, nu hvor kommunen snydes for alle sommerens arrangementer, aflyst af COVID-19.

– Vi havde bestyrelsesmøde i sidste uge hvor vi endnu engang kiggede hinanden dybt i øjnene i forhold til afholdelsen af markedet anno 2020, fortsætter Lena Bækholm der kan fortælle, at kræmmerne står i kø for at få en bod: – Vi har for længst udsolgt vores 300 stadepladser, og stadig har vi en hel liste af kræmmere, der godt kunne tænke sig at komme med, og det er jo fantastisk, at vi er så stort et tilløbsstykke.

I bestyrelsen kunne man derfor også blot konstatere, at der stadig er fuld opbakning fra alle til at man gennemfører Kræmmermarkedet:
– Vi holder selvfølgelig hele tiden nøje øje med udviklingen af de forskellige faser, hvor man lige nu har taget forskud på fase 3, der først skulle have være gået i gang den 8. juni. Derfor er vi også fortrøstningsfulde overfor, at vi efter den 31. august, hvor de minimum 500 forhåbentligt falder væk som planlagt, kan samles og hygge os under de rette forholdsregler sidst i september på byens markedsplads.

Frygt blev fejet af bordet
I Borgerforeningen agerer man lige nu som man har gjort et hvilket som helst andet år: – Vores musikprogram er fastlagt, og vi har søgt de tilladelser, vi skal, for at kunne gå i gang som vi plejer.

Men en kort overgang frygtede man faktisk, at Kræmmermarkedet var blevet prissat, da meldingen om, at Radikale ønskede en nedlukning af store forsamlinger resten af året, kom ud under en af de politiske forhandlinger. Så galt gik det dog ikke, og foreningen kan indtil videre ånde lettet op og fortsætte med forberedelserne:

Hvad der kommer på musikprogrammet vil man dog endnu ikke afsløre.
– Jeg ved bare, at vores formand Thomas Folleraas har styr på lige netop den del.

Lena Bækholm kan også fortælle, at fire andre septembermarkeder er i gang med planlægningen, herunder Viborg, Mørkøv på Sjælland, Døllefjellemusse på Lolland og Egeskov har marked i weekenden før Langeskov.

Hvad angår forholdsregler fra myndighederne venter man lige nu på at se, hvad man vil blive pålagt af afstandtagen og værnemidler: – Vi har jo vores øltelte og den sædvanlige fællesspisning lørdag aften, og vi må se om det bliver til at gennemføre.
– Der kan ikke blive tale om at hegne pladsen ind, ligesom vi heller ikke kan se os selv tage entré, fastslår hun.

Skulle det komme dertil, at Langeskov Kræmmermarked må aflyses, er foreningen ikke i fare for ikke at kunne fortsætte med at holde kræmmermarkeder fremover: – Vi har i Langeskov Borgerforening en velkonsolideret pengekasse, og vi kan godt tåle at aflyse i år, skulle det komme til det. Dem, der vil lide under en eventuel aflysning, er alle byens foreninger, der selvfølgelig mister den økonomiske støtte de tjener på salg af diverse, svarende til ca. 500.000 kr.

Bestyrelsen i Borgerforeningen kører derfor lige nu efter den plan, at der nok skal blive et Kræmmermarked i år: – Vi er fortrøstningsfulde i forhold til vores arrangement. Men bottom line vil hele tiden være, at vi følger myndighedernes retningslinjer, uanset hvad, slutter Lena Bækholm