
Bageriet på Langegade kan for alvor mærke, at det er fastelavn. Aldrig har interessen været så stor for de cremede kager, som den har været efter coronaens første bølge.
Højtiden er over os. Børn, der går rundt i gaderne med maske, og tønder, der bliver slået til tusind stykker slik. På Langegade betyder højtiden en dørklokke, der ringer konstant samt cremede boller i hundredevis, som bliver langet over disken. Og i weekenden regner Henrik Bendtsen, der driver Langegades Bageri på tiende år, at salget “eksploderer”.
– På en stille dag sælger vi 130-150 stykker, men i den kommende weekend forventer vi at nå helt op på over 1000 solgte fastelavnsboller, fortæller Henrik Bendtsen, der ejer Langegades Bageri.
Henrik fortæller også, at det er det, de sælger klart mest af for tiden.

Corona har styrket salget
Og selvom det kun er for en kort stund, at maskerede kertemindere er velkomne i butikken, så kan det godt mærkes på kasseapparatet, fortæller Henrik Bendtsen, der beretter om ”et lille plus”. Men der har ikke altid været denne tårnhøje interesse for de cremede boller.
– Hvis vi sammenligner med inden corona, så sælger vi helt klart flere nu, end vi gjorde før, fortæller Henrik Bendtsen.
I coronaens førstebølge blev mange danskere mindet om at købe lokalt, og nærværet blev for nogle en ting, man skulle sætte ekstra stor pris på, når man endelig havde mulighed for det. Og nærvær betyder for Henrik Bendtsen også kage og kaffe.
– Jeg tror, at folk savner nærværet. Og så mærkede vi jo også, at folk blev bedre til at købe lokalt, fortæller Henrik Bendtsen om hans oplevelser under tiden med corona.
Salget er flyttet
Henrik fortæller dog, at når der bliver solgt meget det ene sted i butikken, så bliver der solgt mindre på en af de andre hylder. Det er nemlig ofte, at det udelukkende er en fastelavnsbolle, der finder vej ned i bagerposen.
– Hvis de køber en fastelavns bolle, køber de sjældent andet, forklarer Henrik.
Salget af fastelavnsboller forventes at toppe på søndag, hvor fastelavnsdagen for alvor skal fejres.


