
KB’s Emil Kingo Eriksen bragte sensationelt KB foran 1-0. Foto: Christopher Miller
KB’s opgør mod HB Køge var en neglebidder fuld af forhåbning og flossede nerver.
600-700 tilskuere var mødt op til at se KB’s egen Emil Kingo Eriksen være første mand til at sende bolden i nettet i et træfsikkert straffespark i 33. minut.
Episoden, der ledte op til straffesparket var dog en kende mere dramatisk, end man nogensinde håber, en fodboldkamp bliver. I et uheldigt sammenstød blev både HB Køges førstemålmand Frederik Mehder og KB’s Johan Blirup skadet og derefter kørt til skadestuen.
Trods skader, måtte de to hold fortsætte, og i første halvleg endte KB med at gå til pause med føringen i behold.
HB Køges trænere må have haft en alvorssnak med deres mandskab i pausen, for det sjællandske hold kom ud på græsset med fornyet energi. I anden halvleg gik der nemlig ikke mere end halvandet minut, før HB Køges nummer 17, Oscar Buch, udlignede KB’s føring.
(Artiklen fortsætter under billedet)

HB Køges træner Daniel Agger. Foto: Christopher Miller
Overraskende udvikling
Med en stilling på 1-1 gik kampen i forlænget spilletid. Mens spændingen stadig voksede mellem tilskuerne, og spillerne gav 110% af sig selv, blev det ikke til flere mål i de 2×15 minutter, og så skulle spillerne gøre sig klar til straffesparkskonkurrence. Desværre, for Kerteminderne i hvert fald, endte KB med at tabe 3-1 i straffe og altså 4-2 samlet.
KB kan være mere end stolte af den præstation, som holdet og trænerne leverede her til aften.

KB’s Lasse Fogtmann spillede en fremragende kamp. Foto: Christopher Miller