En fransk ridder har forelsket sig i en gammel gård i Dalby

0
2971
Oliven Catherine I Hoveddøren

Catherine Fogel foran sin hoveddør. Hun blev straks forelsket i den gamle gård. Foto: Susanne Krøyer

65-årige Catherine Fogel flytter sin Olivenolieforretning fra Charlottenlund til Dalby. Her vil hun indrette et Olivoteque i en af gårdens gamle stalde, hvor hun kan præsentere olivenolie af højeste klasse plus mange andre aktiviteter

Oliven Båse Til Oliven

Her i den gamle stald, skal hun præsentere sine olivenolier. I kurven, hun står med, bliver der sat flasker, så man kan smage. Foto: Susanne Krøyer

Oliven Køkken

Et gammelt køkken er forvandlet til et sydeuropæisk landkøkken med marmorgulve og retroinventar. Foto: Susanne Krøyer

Oliven Ove

Ovnen er ny og meget retro. Foto: Susanne Krøyer

Oliven Olivengtræer

Selvfølgelig skal der være oliventræer i et olivoteque. De fire træer var så store, at Catherine måtte købe ekstra store baljer. De skal stå inde i stalden. Foto: Susanne Krøyer

Det er ikke en hvem som helst, der er rykket ind i den gamle gård fra 1677 på Mosegårdsvej 39 i Dalby. Det er en kvinde, der fører sig frem som ekspert i olivenolie og ost. Hun har via sin egen webshop markedsført lokale sydeuropæiske produkter af højeste klasse.

Derfor fik hun sidste år overrakt den franske ridderorden for sin indsats med at indføre og promovere lokale franske fødevareprodukter i Danmark. Det skete ved en ceremoni i den franske ambassade i København.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle ende med at blive en anerkendt og højt respekteret skikkelse i olivenolie- og osteverdenen.

Taler ni sprog
Hun er datter af en fransk mor og en dansk far. Hun blev født i Casablanca, hvor hendes far arbejdede på en amerikansk base med ansvar for indkøb. Efter tre år flyttede familien til Tenerife, hvor hun voksede op, indtil hun var fyldt 14 år. Herefter gik turen til Sverige, hvor hun boede i tre år. Her traf hun sin nu eksmand, som hun blev gift med som 18-årig. Parret flyttede til København, hvor Catherine fødte sit første af to børn.

Dansk kunne hun ikke tale, men hun arbejdede et halvt år i en børnehave, hvor hun talte dansk med børnene. Da hun fik sin søn, ville hun ikke arbejde på fuld tid, så hun fik et job som gadesælger af dagbladet Politiken. Det var bare tre dage om ugen, og det passede hende fint.

Men man var så tilfreds med hendes indsats, at hun fik arbejde på indkøbskontoret. Efter syv år havde hun fået nok af det og ville gerne prøve at arbejde i bladets udenrigspolitiske afdeling. Men hendes chef i indkøbskontoret var så glad for hende, at han stoppede for det.

Så var det slut. I stedet fik hun job hos firmaet Brødrene Eskesen, der producerede nogle sjove nøgleringe med flydende ting i, som blev solgt over hele verden.
– Jeg skulle være vikar i receptionen, men allerede fra den første dag var der en kø af mennesker, der kom for at kigge på mig, fortæller hun grinende.

Og det var der en rigtig god grund til. For nu er tiden kommet til at berette, at Catherine Fogel faktisk taler hele 9 sprog flydende: Dansk, fransk, spansk, italiensk, engelsk, tysk, græsk, hebraisk (hendes mor var af jødisk afstamning) og så til sidst svensk.  Hendes far var protestant og hun selv blev opdraget i en katolsk nonneskole. Nå men tilbage til receptionen.
-De hørte jo, at jeg kunne tale med hele verden på alle disse sprog. Det syntes de, var så utroligt. Og efter tre dage blev jeg fastansat, og jeg endte med at blive eksportdirektør for hele virksomheden.

 

Etablerede eget tøjfirma
Efter 12 år utroligt succesrige år sagde hun farvel og tak. Herefter kom hun i kontakt med Disney-koncernen efter en periode, hvor hun vandrede rundt i de franske bjerge for at finde ud af, hvad hun ville med sit liv. Hun blev kaldt til samtale i Paris, på et tidspunkt, hvor Disney var ved at etablere en forlystelsespark i Paris.
De ville gerne have noget unikt tøj, så hun fandt tre danske producenter til dem. I samme forbindelse etablerede hun sit eget firma under navnet European Touch, som hun drev i 12 år. Hun importerede fransk børnetøj til både piger og drenge, som blev solgt i hele Skandinavien fra en butik, hun havde i Hellerup, ligesom hun solgte tasker med Disney-logo over hele verden.

Men i 2002 så hun en jobannonce, som fangede hendes interesse.  Et dansk firma søgte en medarbejder til administrationen af import af fødevarer fra Sydeuropa. Firmaets navn var Gastro Import. Det er et firma, som importerer lokale specialiteter af høj gastronomisk kvalitet, som sælges videre til restauranter, kantiner og specialbutikker. Og her er hun nu indkøbsdirektør.

Har en meget veludviklet smags- og duftesans
Samtidig har hun udviklet sig på mange andre måder. Ved et tilfælde opdagede hun, at hun havde en særdeles veludviklet duft- og smagssans.
– I begyndelsen troede jeg bare, jeg var sart. Men i 2002 tog jeg til Italien for at forstå olivenolien bedre, og det var faktisk her, at jeg blev gjort opmærksom på mine specielle evner med hensyn til at dufte og smage. Så jeg besluttede mig for at videreudvikle mine evner og gøre dem til en levevej, fortæller hun.

Hun var 45 år gammel, da hun kastede sig ud i denne del af sin karriere.
Og i dag er hun en af kun 36 på verdensplan, der har fået den treårige professionelle uddannelse som olivenoliesmagsdommer. Jo, en sådan findes skam. Hun er også panelleder for den italienske forening af olivenolie-smagere.

Hendes evner bruges også til at smage på og vurdere ost. Hun er den første dansker til at blive optaget i Guild des Fromagers, og i 2008 blev hun udnævnt til Maitre Fromager, der er den højeste udmærkelse inden for osteekspertise. I 2011 modtog hun ærestitlen Ambassadeur i alle de skandinaviske lande for sin enorme viden og formidling af ost.

Den olivenolie, der er i flasken til højre, er kåret som verdens bedste.

Hendes næse kan dømme en olivenolie ude eller inde. Hun er den eneste smagsdommer på det niveau, som kommer fra et ikke-producerende land.  Hun er også en eftertragtet dommer i ostekonkurrencer over hele verden. Og hun er meget glad for, at hun har været med til at promovere danske kvalitetsoste, som også hen ad vejen har vundet medaljer.

I 2018 oprettede hun sin egen webshop under navnet Olivoteque.
– Jeg syntes, det var svært at komme igennem til butikker og supermarkeder for at få dem til at forstå, hvad god olivenolie er. Med min webshop ville jeg give forbrugerne mulighed for at smage og købe rigtig god olivenolie. Det betød ikke noget i forhold til mit job, fordi via min webshop henvender jeg mig kun til slutforbrugeren.

Hvorfor i alverden flytter hun nu til Dalby?

Siddende i sit splinternye køkken i den gamle, men nu totalt moderniserede stueetage i den gamle gård, fortæller hun historien om, hvordan hun nu er endt i en lille landsby på Hindsholm.
– Jeg har en kunde fra Dalby, som efterhånden har været igennem alle min produkter, så da jeg alligevel skulle til Fyn, ville jeg aflevere dem til ham personligt. På vej ud af Dalby kører jeg forbi Mosegårdvej 39, hvor der står et til salg skilt og jeg må indrømme, at jeg med det samme blev forelsket i gården, og da jeg så søen, var jeg solgt. Jeg troede, dette herlige sted ville koste en formue, men 1,4 mio. kr. er jo ikke en formue i mine øjne, jeg bor jo i Charlottenlund. Men jeg var egentlig klar til at flytte. Jeg ville nemlig gerne have et sted, hvor jeg selv kan opbevare og fremvise mine produkter.

Så Catherine fik fat i mægleren og lånte nøglen. Hun fik på mirakuløs vis også tilkaldt 10 håndværkere, der kunne kigge på sagerne, så hun ikke købte noget i blinde. Det var i juni måned sidste år midt under en pandemi, hvor håndværkerne havde utroligt travlt, men det fik hun altså. Og efter en snak med en af sine nye naboer, slog hun til.
– Det er et stort spring for mig, men jeg rejser stadig rigtig meget, så det er lige meget, hvor jeg bor. Jeg elsker naturen, og tænk nu behøver jeg ikke køre efter den. Jeg har det hele omkring mig, bare se de svaner ude på søen, griner hun.

Renoveringen af gården, kom hurtigt i gang. Hun har et budget på 1,6 mio. til renoveringen, men som bekendt dukker der altid noget op, så hun kommer måske til at bruge lidt flere.

Gulv af marmor og retro-inventar
Når man træder ind i hendes hus, bliver man totalt overrasket. Et gammelt køkken er blevet forvandlet til et sydlandsk køkken med fantastiske marmorgulve, som er lavet af rød og hvid italiensk marmor, som har samme alder, som huset.  Køkkeninventaret er splinternyt, men også meget retro-agtigt. Et smukt langt køkkenbord af træ pynter smukt. –  Og det er lavet af lokale håndværkere. Jeg går meget op i at bruge lokale håndværkere, og jeg køber ind i lokale butikker. Der er Kærbygaard Tømrerforretning, der har lavet bord og stole. Og jeg er så glad for det, smiler hun.

Hele huset og alle rum i huset bærer præg af hendes sans for æstetik. Intet er overladt til tilfældigheder.
Købte over 300 cypresser

Hun går også grundigt til værks udvendigt. F.eks. skulle hun bruge noget til at indhegne sin nyerhvervede ejendom med.
– I min nye have står der to store cypresser, så jeg besluttede, at det også skulle være cypresser som hegn. Så jeg købte 345 af slagsen, griner hun.

Hun vil også etablere et fysisk Olivoteque. Det er ved at blive indrettet i en tidligere stald bag en af de to store sidevendte længer, som nu skal rives ned. De er nemlig i så dårlig stand, at de ikke står til at redde. Inde i stalden vil hun bruge de gamle båse, dog med nyt træ, til at lave udstillinger med de typer olivenolie, hun vil sælge, og som man også kan komme til at smage. Hun har valgt et udvalg, som består af olier fra Italien, Grækenland, Portugal, Spanien og Frankrig. En slags fra fastlandet og en fra omliggende øer.

Hendes projekt er, at hun vil holde konferencer, undervise på kokkeskoler, hoteller og restauranter. Hun vil også  tilbyde rejser, hvor deltagerne kommer rundt og besøger producenterne af de bedste olivenolier og oste. Måske også til Sherryområder. Hun er nemlig også certificeret Sherry Educator og dømmer tit i sherrykonkurrencer. Hun skal naturligvis som sædvanlig deltage i de mange konkurrencer i forbindelse med olivenolie og oste. Hun er en meget efterspurgt dommer. Hun bliver altid kontakter i god tid, så de er sikre på, at hun kommer.

Men hun skal også passe sine børn og børnebørn. Hun har selv en søn og en datter, men da hendes søster døde, blev hun reservemor/tante for hendes tre børn. Der er kommet 10 børnebørn, som hun elsker at rejse med.

Ud over Europa har hun også besøgt Canada og USA. Hun besøger tit Israel, hvor hun stadig har familie.
– Jeg glæder mig til at komme i gang her i Dalby, men jeg flytter først permanent, når jeg får solgt min lejlighed i Charlottenlund. Men der er heldigvis allerede stor interesse for at blive en del af mit Olivoteque. Flere af producenterne har allerede kontaktet mig.

Hun håber da også på, at hun kommer i nærkontakt med lokalområdet. Hun har allerede fået mad bragt ud fra Rudolf Mathis. Hun shopper både i Kerteminde og i Mesinge. – – Jeg håber også, at jeg kan åbne folks øjne for den vidunderlige olivenolie, som er et rent naturprojekt. Det eneste produkt, der kun består af naturligt fedt. Jeg bruger selv olien som et krydderi. Den smager nemlig igennem, hvis man bruger den rigtigt.

Hun er enormt glad for, at hun nu kan udleve sine passioner og det med fuld opbakning fra sin direktør.
– Når man først har prøvet, er det svært at slippe. Og tænk lige på, at olivenolie er en af verdens ældste fødevarer. Hvad havde duen i næbbet, da den vente tilbage til Noahs Ark? En olivengren!!!