Efter mere end 40 år i børnenes tjeneste: Nu takker Britt Troelsen af

0
2564
IMG

Efter næsten 41 år som pædagog og efterfølgende distriktsleder for daginstitutioner i  Kerteminde, går Britt Troelsen på pension Foto: Britt Troelsen

Det er de færreste, der har samme arbejdsgiver i næsten 40 år. Distriktsleder for daginstitutionerne i Kerteminde, Britt Troelsen er en af dem, der har. Nu er tiden inde til pension, selvom Britt ikke føler sig gammel. 

“Jamen jeg er jo åbenbart blevet gammel. Så skal man jo på pension. Jeg er blevet 68 år. Jeg synes nu ellers ikke, jeg føler mig gammel”, indleder hun.

Britt Troelsen er et kendt navn blandt usigeligt mange mennesker i Kerteminde Kommune. Hun har passet børn og været leder for ansatte, der har passet børn i mere end 40 år. Faktisk har hun nu også passet både flere af børnenes forældre og nogle af sine egne ansatte.

“Jeg har nydt at være her. Det må jeg sige. Vi har været nogle stykker, der har arbejdet sammen i næsten alle årerne og vi har haft det rigtig godt sammen”, fortsætter hun.

Selvom tiden nu er inde til pension, der venter lige om hjørnet, så har Britt ikke gjort sig de store tanker om, hvad tiden skal bruges på, når hun nu ikke længere skal have ansvaret for børn i Kerteminde.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal endnu. Nu har jeg været vant til, hele tiden at vide, hvad jeg skal om en time i de sidste 40 år. Så nu vil jeg glæde mig til, jeg ikke ved, hvad jeg skal i et stykke tid. Min mand og jeg har en stor have og bor tæt på en dejlig natur. Så mon ikke der kommer til at gå noget tid med at gå i haven og være i naturen? Det tror jeg. Og så vil jeg læse en masse bøger”, smiler hun

Ingen medalje

Normalt får man Dronningens fortjenstmedalje, hvis man har har været ansat samme sted i mere end 40 år. Det får Britt dog ikke, fordi hun var ansat i Munkebo i de første to år og derefter skiftede til Kerteminde Kommune, der på det tidspunkt var en anden arbejdsgiver.

“Selvom du jo egentlig har været ansat i 40 år, så får du ikke medaljen – ærgrer det dig?”

“Næ – hvis det gjorde det, så var jeg jo bare blevet. Jeg har aldrig rigtig gået op i den slags. Nu passer det lige med, min mand er gået på pension her for et halvt år siden, så nu synes jeg tiden er rigtig”

Er det korrekt forstået, at hvis du havde været i Kerteminde først og så efter kommunesammenlægningen var flyttet til Munkebo, så havde du fået en medalje? Men fordi det var Munkebo først og du skiftede til Kerteminde inden kommunesammenlægningen, så får du ikke en?

“Ja – sådan har jeg også forstået det. Det er lidt spøjst, men regler er jo regler, selvom de godt kan virkelige lidt underlige nogle gange”, slutter hun

Selvom Britt altså må undvære en officiel medalje for sit arbejde gennem mere end 40 år, så kalder pension, husbond, natur og bøger nu på hendes tilstedeværelse, når det bliver sommerferie, og en anden må tage over for Britt Troelsen, selvom det på forhånd kan ligne en svær opgave.