Døde havpattedyr, der strander ved vandkanten, bliver en del af Fjord&Bælts formidling

0
1142
Ditte Bølle ved fryser

Ditte Bølle er biolog ved Fjord&Bælt. Foto: Mads Dirckinck-Holmfeld

I denne tid opleves mange havpattedyr på strande rundt omkring i Danmark.

Pressemeddelelse:

Borgere indrapporterer både døde sæler og marsvin. Indimellem rapporteres der om levende sælunger, som ligger alene på stranden.

”Helt generelt skal man lade dyrene på stranden være. Uanset om de er døde eller levende”, fortæller biolog, Ditte Bølle, fra Fjord&Bælt.

”De små sælunger efterlades ofte på stranden mens deres mor søger føde i vandet. Moderen henter dem igen. Men hvis man rører ved sælungen, risikerer man at moderen ikke længere vil kendes ved den. Ungen kan også blive skræmt og smutte i vandet for derefter at blive væk fra moderen – måske kan den også finde på at bide fra sig, og det kan være ganske alvorligt med et sælbid”, fortæller hun.

Døde havpattedyr på stranden er et helt almindeligt fænomen. Året rundt faktisk. Men i denne tid ses det ganske ofte. Det kan der være mange årsager til, og derfor er det også vigtigt at indberette fundene til Beredskabet for havpattedyr. Indberetning kan ske til Naturstyrelsen eller Fiskeri- og søfartsmuseet i Esbjerg. Der er imidlertid også en del henvendelser til Fjord&Bælt i Kerteminde.

”Vi får tit opkald eller mails fra borgere, som er stødt på døde dyr på stranden. I alle tilfælde sender vi informationerne videre til beredskabet. Men af og til henter vi også dyr ind på Fjord&Bælt. Her kommer vi dyrene i fryseren. Nogle af dem sendes til obduktion ved beredskabet, mens andre indgår i vores formidling. Det kan være til skoletjenesten eller til sommerferien, når vores gæster kan opleve dissektioner. Det er nemlig en helt særlig oplevelse for mange at se hvordan dyrene ser ud indeni. Og det lærer man en masse af”, fortæller Ditte Bølle.

Fjord&Bælt har løbende dissektioner i sommerferien. Ikke bare havpattedyr kommer under kniven. Også fugle, hummer og blæksprutter bliver dissekeret i løbet af sommeren.