Det gode vejr har hjulpet på en vellykket skolestart

0
272

Søs Løkke, skoleleder på Hindsholmskolen fortæller, at skolestart for 0. – 3. klasse i dag er gået rigtig godt. – Det betyder da meget, at vi har så dejligt vejr for tiden. Solen skinner også i Dalby, og så meget som muligt skal jo foregå udenfor, siger Søs Løkke.

– Eleverne er fordelt lidt anderledes på lokalerne end ellers, forklarer Søs Løkke – Men det var de forberedt på, efter at vi havde sendt information ud forinden. Der var nok nogle af de mindste, der var lidt utrygge ved situationen, men så var det godt at have mor og far ved hånden.

Søs Løkke er overasket over, hvor dygtige eleverne er til at overholde coronareglerne.

– Jeg må sige, at jeg er positivt overrasket, siger hun.  – De holder pænt afstand, og de sørger omhyggeligt for at vaske hænder. Er der alligevel en, der glemmer det, så minder kammeraterne ham eller hende om, at det er vigtigt.

– Så det er ikke kun de voksne, der holder øje med at reglerne bliver overholdt. Børnene  hjælper også hinanden på en rigtig god måde.

I dag var det som nævnt 0.- 3. klasse, der begyndte i skole igen på Hindsholmskolen. I morgen bliver det så 4. – og 5. klasse, der skal i gang igen.’

Endnu er der ikke truffet beslutning med hensyn til de ældre klassetrin. Unge og Skolechef Annemette Winther oplyser, at man håber på en beslutning senest den 10. maj.

– Vi håber da, at klassetrinene 5. – 10. klasse også får lov at møde i skole igen inden sommerferien, siger Søs Løkke.

– Og selv om vi har taget flere lokaler i brug til de små, så bliver det ikke et problem at have de større børn. Når det forhåbentlig sker, tager vi fællesarealerne og hallen i brug.

Skoleder Søs Møller, Hindsholmskolen og Mesinge Skole er positivt overrasket over hvor dygtige de yngste elever er til at overholde coronareglerne. (privatfoto)