– Den her sild, den er død!

0
413

Byrådet lagde sig nærmest fladt ned i sagen om Søbrinken  i Langeskov. Foto: RMJ

Med udtryk som ‘skidt i nælderne’ og ‘jogget i spinaten’ var det klart for de fleste, at sagen om Søbrinken i Langeskov nu er en stendød sild

Anne Wolfenberg spurgte ind til procedurer hos administrationen i Kerteminde Kommune under spørgetiden. Foto: RMJ

Sagen om udstykning og salg af Søbrinken 19 i Langeskov nåede i går til byrådsmødet. Sagen blev kort opsummeret af borgmester Kasper Olesen (A), der, efter at borgerne i Søbrinkens Grundejerforening havde råbt vagt i gevær, angående det forestående salg af en grund, de i følge lokalplanen har ret til, fik sat en uvildig undersøgelse i gang omkring hvorvidt kommunen havde ret eller ej til at gøre det, de nu var lige ved at gøre.

Redegørelsen blev, at det havde man ikke. Det store spørgsmål er her, hvordan det kunne komme så vidt, at en sag, der synes så simpel, kan ende i byrådet, for så at blive erklæret stendød og en fejltagelse. Djævlen ligger her i detaljen, og svaret skal muligvis findes hos administrationen, hvor der blev begået fejl, da man glemte at høre Søbrinkens Grundejerforening om hvorvidt de havde indsigelser i sagen. Havde man gjort det, var sagen stoppet allerede dengang for snart et par måneder siden.

Politikerne er kede af fadæsen
Herefter markerede både Jesper Hempler (F), Lars Ole Valsø (C) og Thomas Lindevang (C) og kommenterede sagen som værende lukket:

– Vi har skidt i nælderne, sagde Jesper Hempler derfor. – Det har ikke været specielt kønt, og vi må sige, vi som byråd har jogget i spinaten – vi trækker det tilbage og lukker sagen. Vi kan ikke sælge den grund.

– Sagen er lukket, lad os stoppe den her, fortsatte Lars Ole Valsøe.

– Det er da rigtig positivt, at folk vil bo i Langeskov, lagde Thomas Lindevang, der sidder i det udvalg, hvor idéen om at sælge ud af grønne områder i kommunen blev fostret, ud. Efterfølgende gav han oplysninger om sagens kronologi, hvorefter han konkluderede, at man aldrig ville have været nået så langt, havde administrationen gjort deres forarbejde.

– Fordi vi fik af vide, at der ingen indsigelser var, fik vi Søbrinken 100 med ind i undersøgelsen. I den tro, at der ingen indsigelser var. Heldigvis vågner borgerne her og undrer sig, fortsatte han. – Og heldigvis tager borgmesteren initiativ til en undersøgelse, der konkluderer, at kommunen har handlet i strid med reglerne. Den viden kunne jeg godt tænke mig at have fået på et meget tidligere stadie. Det kunne vi alle godt have tænkt os. Samtidig undrer det mig, at man behøver at bringe en uvildig instans indover.

– Vi skal ikke bygge på hverken Søbrinken 17 eller 100, sagde en tydelig berørt Thomas Lindevang. – Men vi skal da komme folk i møde, der gerne vil bo i Langeskov, så lad os da komme i gang med at udstykke nye grunde i området i stedet, for den her sild, den er død!

Knud Ahrnkiel (M) ønskede efterfølgende at beklage overfor den borger, der ønskede at bo på grunden, og som er blevet offer i sagen.
– Det var et fornuftigt beløb der blev budt på grunden, så lad os sende den tilbage til udvalget og få lavet en ny lokalplan. Der er god økonomi i at sælge den grund. Det er ikke til gene for nogen at sælge den, selvom sagen da ikke ser godt ud lige nu.

Men efter sagens fremlæggelse kunne også han se det fornuftige i ikke at gå videre med netop Søbrinken.

Lad champagnepropperne springe
Anne Wolfenberg og Kaj Nielsen, begge medlemmer af Søbrinkens Grundejerforening, var begge til stede under gårsdagens byrådsmøde, og der var glæde at spore hos begge efter endt byrådsmøde:

– Det er rigtig dejligt at få en afklaring, sagde en tydelig lettet Anne Wolfenberg. – Nu fik vi ro i sindet og mon ikke vi skal have et glas champagne i aften.