Musik er vigtigt – og så er det godt for sprogforståelsen. Derfor synges der også meget på Nymarksskolen. Det gælder ikke mindst i de yngste klassetrin

0.A på Nymarksskolen medvirker som børnekor i en eventyrbog, når den udgives som lydbog til jul. Foto: Louise Nordstrøm
Der var ikke langt fra idé til handling, da en forælder spurgte, om ikke 0.A klassen på Nymarksskolen kunne have lyst til at medvirke som børnekor til en titelsang på en lydbog, der produceres i det lokale LN Studio.
Foruden de velkendte julesange, har 0.A gennem december øvet sig ekstra meget på ”Heltesangen”, der er skrevet af forfatter Anne Zenon og sønnen Elliot over den gode gamle melodi ”Noget om helte” af Halfdan Rasmussen og Robert Normann. ”Heltesangen” udkommer som titelmelodi på lydbogen ”Rejsen efter en helt” på selveste juleaften i år.
– Det er fedt, når der kommer nogle sjove projekter til os, siger klasselæren, der samtidigt forklarer, at det er svært at få ture ud af huset til at hænge sammen med busruterne i området.
Eleverne fra 0.A er netop blevet færdige med at synge for studiemikrofonen, de har stået og dannet en halvcirkel foran, og er nu på vej ud for at holde et velfortjent frikvarter.
– Det er tydeligt, at eleverne har øvet sig både i og uden for klasseværelset, og er gået til opgaven med en kæmpe entusiasme, fortæller Louise Nordstrøm.
Hun er er mor til to af eleverne, og står for at producere lydbogen med dertilhørende tiltelsang.
– Jeg må indrømme, at jeg fik gåsehud flere gange undervejs, da de sang under optagelsen. Ja, de unger er bare for seje! Jeg er så glad for, at de har hygget sig med det, for det var det, der var hele meningen, afslutter hun med et smil.
Rejsen efter en helt
Børns fantasi er en forunderlig størrelse og bogen ”Rejsen efter en helt” er da også et godt eksempel på hvilken magi der kan opstå, når børn får plads til at udfolde sig kreativt.
– Vi fandt på historien, da Elliot var 6 år og var meget bidt af at spille spil som Minecraft, fortæller forfatter Anne Zenon om værket og fortsætter: – Elliot kom med en masse ideer og lærte mig om spillet, og derfra satte jeg mig til tasterne og skrev om Asta, der forsvinder ind i en digital spilleverden, hvor alt er firkantet – også grise, kaniner og hulahopringe. Der gik nogle år, før bogen var klar til udgivelse. Elliot var blevet 10 år og var nu med til at lave vers til den sang, der er i bogen. Noget af det sjoveste var, da vi sammen modtog illustratorens bud på, hvordan Asta og hele det digitale univers skulle se ud.
Anne Zenon kan samtidigt oplyse, at sønnen Elliot siden har været med til at læse op på en litteraturfestival og nu er en fast gæst på Bogforum.

Anne Zenon og Elliot Zenon Wikholm. Privatfoto.
Kærlighed til litteratur er en stor gave at give videre til sine børn, og på Wadskjær Forlag udgives der mange forskellige bøger til enhver smag – ikke mindst mange børnebøger.
Wadskjær Forlag glæder sig til at udgive ”Rejsen efter en helt” d. 24. december som e-bog og lydbog. Som en særlig tak til Nymarksskolens 0.A for deres medvirken, får klassen en personlig hilsen og deres eget eksemplar af bogen, så de har endnu et litterært værk at fordybe sig i.


