Borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) får ros af to chefer fra Dansk Erhverv, der fremhæver hans beslutning om at vente med at tage stilling til eventuelle udvidelser af Odense Havn, indtil alt er undersøgt til bunds

Udvidelse af Odense Havn “vil få store positive konsekvenser for Fyn og Danmark”, skriver Jesper Kronborg og Brian Mikkelsen i et brev til borgmester Kasper Ejsing Olesen (S). Odense Havn er emnet for Kjerteminde Avis’ vælgermøde, der finder sted torsdag aften i Troelskærsalen i Munkebo. Foto: KJ Avis
Interesseorganisationen Dansk Erhverv blander sig nu i debatten om eventuelle udvidelser af Odense Havn, der er blevet et af hovedemnerne i valgkampen, og som er omdrejningspunktet for Kjerteminde Avis’ vælgermøde i Munkebo torsdag aften.
I et brev, som Kasper Ejsing Olesen (S) modtog onsdag, roser Dansk Erhverv borgmesteren for at insistere på at vente med at tage stilling til nye udvidelser af Odense Havn, indtil sagen er undersøgt til bunds og alle spørgsmål besvaret.
– Vi værdsætter, at du tydeligt har tilkendegivet at ville gennemføre de nødvendige undersøgelser og myndighedsprocessen, så beslutningen kan træffes på et ordentligt og fagligt oplyst grundlag. Vi vil gerne tilkendegive med dette brev, at det bakker vi op om, skriver Jesper Kronborg og Brian Mikkelsen, der er henholdsvis branchedirektør i Dansk Erhverv Transport og administrerende direktør i Dansk Erhverv.
I brevet understreger de to, at udvidelse af Odense Havn “vil få store positive konsekvenser for Fyn og Danmark”.
– Hvis undersøgelserne peger på, at en udvidelse kan ske i overensstemmelse med de gældende miljøkrav og til gavn for Fyn og Danmark, så står vi med et stort erhvervseventyr, der utvivlsomt vil styrke området med tilflyttere og mere vækst og velfærd. Såfremt myndighedsprocessen viser, at projektet ikke kan gennemføres forsvarligt, skal det naturligvis ikke realiseres, skriver Jesper Kronborg og Brian Mikkelsen.
Dansk Erhverv mener, politikerne skal tage sig den fornødne tid til at få konsekvenserne af eventuelle udvidelser belyst, og der er ingen grund til at skynde sig, understreger de to repræsentanter:
– Det bedste er ikke at beslutte sig hurtigst muligt, men at beslutte rigtigt. En forhastet beslutning ville risikere at lukke døren til et projekt, som potentielt kan styrke både arbejdspladser, den grønne omstilling og hele den regionale erhvervsudvikling. For erhvervslivet og den grønne omstilling ville det være uforsvarligt, uden at vi har fået svar på, om det kan gennemføres på en forsvarlig måde.
Jesper Kronborg og Brian Mikkelsen skriver også, at de er enige med borgmester Kasper Ejsing Olesen i, at det er staten, ikke Kerteminde Kommune, der skal finansiere vejudvidelser og øvrige investeringer i infrastruktur.
Dansk Erhverv har omkring 18.000 medlemsvirksomheder og over 100 brancheforeninger.


