Byrådsmedlem: Udvidelsen af Odense Havn skal standses nu

2
958

Kristian Hald har brugt sin såkaldte initiativret til at foreslå, at Kerteminde Kommune indstiller myndighedsarbejdet i forbindelse med udvidelsen af Odense Havn med øjeblikkelig virkning. Sagen skal diskuteres på byrådsmødet i næste uge

Default

Mobilitetsanalysen, der blev offentliggjort af Kerteminde Kommune i begyndelsen af oktober, viser, hvordan trafikken vil udvikle sig, hvis Odense Havn får lov til at gennemføre de to ønskede udvidelser, et nyt erhvervsområde og en ny havneterminal, herunder en omlægning af sejlrenden gennem Odense Fjord. Foto: KJ Avis

Byrådsmedlem Kristian Hald har stillet et kontroversielt forslag, som skal behandles af Kerteminde Byråd på torsdag 23. oktober, på det sidste ordinære byrådsmøde inden kommunalvalget.

Kristian Hald vil ganske enkelt have standset planprocessen i forbindelse med udvidelse af Odense Havn, det der er på vej til at blive til lokalplan 342. Arbejdet har stået på siden sommeren 2024, da et flertal i Økonomiudvalget (seks ud af ni medlemmer) stemte for at genoptage det store myndighedsarbejde, der kræves for blandt andet at etablere et nyt erhvervsområde og udvide havneterminalen.

Arbejdet havde da ligget stille et par måneder, fordi Plan- og Teknikudvalget savnede løsninger på blandt andet vejforløb, trafiksikkerhed, naturgenopretning og besætning af arbejdskraft. Pausen førte til, at der blev indgået en samarbejdsaftale mellem Odense Havn, Odense Kommune (der som bekendt ejer havnen) og Kerteminde Kommune.

Kristian Hald var som medlem af Økonomiudvalget selv med til at stemme for genoptagelse af myndighedsarbejdet, men har hele tiden erklæret sig skeptisk over for udvidelsen af Odense Havn.

– Jeg var allerede på det tidspunkt imod udvidelsen af Odense Havn, men dengang var jeg stadig medlem af Socialdemokratiet og skulle følge partilinjen, siger Kristian Hald, der blev ekskluderet af partiet i foråret 2025 og siden har været løsgænger.

Ved kommunalvalget opstiller han for sin egen borgerliste, Hverdagens Stemme.

Aftale mellem borgmestre

Kristian Halds beslutning om at bruge sin såkaldte initiativret til at forsøge at standse udvidelsen af Odense Havn kom, da Kerteminde Kommune i begyndelsen af oktober offentliggjorde den mobilitetsanalyse, som det rådgivende ingeniørfirma COWI har udarbejdet på begæring af den politiske styregruppe under samarbejdsaftalen.

Kristian Hald har søgt sagsindsigt og mener, efter at have læst især mailkorrespondancen mellem Odenses stadsdirektør Eik Møller og Kertemindes kommunaldirektør Inger Marie Vynne, at “Odense Kommune ikke har overholdt samarbejdsaftalens principper om et konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde eller om fuld gennemsigtighed for offentligheden”.

På den baggrund mener han, at Kerteminde Byråd skal tage konsekvensen og indstille planprocessen, inden der bliver brugt flere ressourcer på sagen.

Kristian Hald hæfter sig blandt andet ved, at Eik Møller refererer til en aftale, der angiveligt skulle være indgået mellem de to borgmestre, Peter Rahbæk Juel (S) og Kasper Ejsing Olesen (S), om at hemmeligholde mobilitetsanalysen til efter kommunalvalget.

Rapporten viser blandt andet, at alene de trafikale ændringer, der bliver nødvendige, hvis Odense Havn skal udvides, vil koste Kerteminde Kommune 86 millioner kroner.

Kasper Ejsing Olesen har på det bestemteste afvist, at der skulle foreligge en aftale om at udsætte offentliggørelsen til efter kommunalvalget og har fremlagt mails som dokumentation.

Forsøg på at presse Kerteminde

Tilsyneladende var de to kommuner ikke enige med hensyn til, at der skulle kunne gives aktindsigt i styregruppens materiale, for eksempel mailkorrespondance og mødereferater. Odense Kommune mente, materialet var undtaget reglerne om aktindsigt, mens Kerteminde Kommune ikke var i tvivl om, at mobilitetsanalysen var omfattet af bestemmelserne.

Kommunaldirektør Inger Marie Vynne modstod presset fra Odense Kommune, indhentede juridisk rådgivning fra advokatfirmaet Horten, og da beskeden herfra var opbakning til Kerteminde Kommune, blev materialet udleveret, da TV2 Fyn begærede aktindsigt.

– Jeg kan ikke konkludere andet end, at Odense Kommune, med sine handlinger, har ønsket mindst mulig gennemsigtighed for offentligheden. Jeg kan ligeledes kun konkludere, at Odense Kommunes juridiske redegørelse, som Horten har vurderet som værende uden korrekte juridiske vurderinger, kun kan have haft til hensigt at presse Kerteminde kommune. Dette pres er for mig at se ikke et udtryk for “et konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde”, men derimod et dystert forvarsel om, hvordan vi kan forvente, at Odense Kommune kommer til at bruge sine juridiske og administrative muskler til at forsøge at påvirke Kerteminde kommune i en retning, der ikke er i Kertemindes interesse, i den videre proces, skriver Kristian Hald.

Pw0a8191kopier

Kristian Hald blev i marts ekskluderet af Socialdemokratiet, blandt andet på grund af samarbejdsvanskeligheder og fordi han jævnligt gik enegang i sager om for eksempel Kerteminde Biogas. Nu har han gjort sig bemærket igen med et forslag om at indstille myndighedsarbejdet i forbindelse med udvidelsen af Odense Havn. Foto: KJ Avis