
Britta Segnitz Due og Ib Nordenbæk Pedersen, Elmevej 50, Kerteminde, kan på lørdag 4. april fejre diamantbryllup (60 års bryllupsdag).
Britta Segnitz Due og Ib Nordenbæk Pedersen er begge født i Kerteminde. Parret mødte hinanden i 1963, da han var 22 år og hun var 16, og de har holdt sammen lige siden.
I deres unge år havde Britta og Ib travlt med at bygge restaurationer – og senere var de beskæftiget indenfor forretninger og handel, blandt andet isbutikken “Isbjørnen” på hjørnet af Langegade og Vestergade (hvor Den Italienske Isbutik nu ligger). Intet har været for svært for dem. Ægteparret har haft et langt arbejdsomt liv, fortæller familien.
Diamantbrudeparret har fire børn, ni børnebørn og snart to oldebørn, en stor familie, som de glædes over. Familien har altid været det vigtigste for Britta og Ib.
Parret nyder nu pensionisttilværelsen og glædes over, når familien og familiens hunde kommer på besøg.

Billedet i toppen viser et nyt foto af Britta Segnitz Due og Ib Nordenbæk Pedersen, der kan fejre diamantbryllup 4. april. Nederst ses et billede af parret fra brylluppet i 1966. Fotos: Privat
