
I den kommuneplan for Kerteminde Kommune, der er i høring, står, at der skal udlægges nye områder til erhverv. Flere beboere i Dræby er utilfredse, da de mener, at det både larmer, er dårligt for naturen og ødelægger vejene.
Flere beboere i Dræby har udtrykt stærk utilfredshed med Kerteminde Kommunes nye bud på en kommuneplan samt at den skov, der før afskærmede dem fra støj, nu er væk. Det har blandt andet affødt et kritisk opslag på Facebook gruppen ”Os der bor i Dræby”, som kritiserer kommuneplanen, der lige nu er i høring. Siden opslaget er blevet lagt op, har modstanden vokset sig stor. Opslaget er blevet delt 71 gange.
En række billeder af Dræby Fed fylder bordet i spisestuen på Elkærgaard. De viser, hvor det er, at Odense Havn skal bygge ud. Det rammer næsten ind i deres baghave, fortæller Monica Steengaard, der er med i en arbejdsgruppe i Dræby Beboerforening, der kæmper for naturgendannelse. Ligeledes viser billederne det plantebælte, som nu i stedet er blevet forvandlet til et stort stykke jord. Og med denne forvandling er der kommet larm, lys og tung trafik. Skoven holdt nemlig en stor del af maskinernes larm væk.
– Vi kan konstant høre maskinerne banke. Nogle af mine venner i Munkebo kan også høre det, hvis vinden er i deres retning, forklarer Monica.
Hun sidder i Dræby Beboerforening og har boet i Dræby hele sit liv. Sammen med 4 andre har hun en arbejdsgruppe, der kæmper for at bevare en del af naturen i Dræby. Den samme natur, som hun mener, at kommunen, med deres politik, giver væk til industri.
– Jeg synes, at det er lidt paradoksalt, at man snakker om grønpolitik, men fører sortpolitik, fortæller hun.
– Vi har ikke flere vilde dyr herude. De er blevet skræmt væk af larmen, fortæller Monica.
Borgmester i Kerteminde Kommune, Kasper Ejsing Olesen, fortæller dog, at de ikke kan gøre noget ved det plantebælte, som allerede er fældet. Det er Odense Havn, der ejer det.
– Her er det erhvervsjord, og det er Odense Havn, der ejer det, og derfor kan vi ikke sige, at det må de ikke, fortæller han, og fortsætter:
– Det er ærgerligt, at der bliver fjernet skov, så derfor snakker jeg også med Odense Havn, om der ikke er nogle andre steder, hvor vi kan etablere noget grønt, fortæller han.
Carsten Aa, den administrerende direktør for Odense Havn, mener dog ikke, at det er deres ansvar at bygge skov. Dette plantebælte, der er fældet, har længe tilhørt Odense Havn, og nu er det så blevet aktiveret, da de skulle bruge det.
– Det var et plantebælte, som var beliggende på erhvervsjord. Det er blevet fældet, fordi vi har brug for det. Det var ikke udlagt til skov, fortæller Carsten Aa.

Lodsejernes valg
Indtil nu er der kommet seks indsigelser mod netop denne del af kommuneplanen, fremgår det på Kerteminde Kommunes hjemmeside. Klagerne går bl.a. på, at der frygtes for naturen, vejene og larmen. Borgmester for Kerteminde Kommune, Kasper Ejsing Olesen, mener dog, at man skal huske på, at dette forslag stadig bare er i høring. Lodsejerne, som har denne jord, er bestemt heller ikke tvunget til at sælge, forklarer han.
– I byrådet ser vi på, hvor er det erhverv kan udvikle sig. Og der er noget jord herude, som vi har lagt i høring til noget erhverv, men vi går jo ikke ind og siger, at nu er det vores jord. Det er jo stadig dem, som ejer jorden, der har fuld råderet over jorden, fortæller Kasper Ejsing Olesen.
Det er Monica ikke enig i. Det er nemlig langt fra så enkelt, fortæller hun. Odense Havn har penge nok til at byde mere, end lodsejerne kan forestille sig. Og så kan det være nærmest umuligt at sige nej.
– De har så mange penge, at man ikke kan sige nej, fortæller hun
Carsten Aa mener dog ikke, at man kan sige sådan. Han nævner blandt andet, at det ikke er dem, der har bedt om at disse jordstykker bliver udlagt til erhverv i kommuneplanforslaget, og at alle jo har et valg.
– Hvis man har et stykke jord, så er det jo enhvers ret at sige nej til at sælge, hvis ikke man vil det, fortæller Carsten Aa.

Løsningen
I et Facebookopslag foreslår arbejdsgruppen i Dræby Beboerforening blandt andet, at der bliver plantet et 200 meter bredt skovbælte, der skal være med til at genoprette naturen i Dræby.
– Vi vil rigtig gerne have at I gør det muligt i den nye kommunalplan at området på 29 hektar i stedet for industri, giver mulighed for naturgenopretning, og at vi (forhåbentlig i fællesskab) kan få etableret et 200 meter bredt skovbælte langs med Munkebostien, som så ender i nærheden af den nye shelterplads, skriver Dræby Beboerforenings arbejdsgruppe blandet andet i et nyt Facebookopslag.
Og den idé er Kasper Ejsing Olesen ikke helt afvisende overfor. Han har dog ikke nået at kigge nærmere på den endnu.
– Det skal vi se på. Jeg har lige hørt det forslag, men jeg har ikke nået at smide kort på, forklarer han.
Borgmesteren fortæller også, at han er enig i, at det er vigtigt, at der skal være tiltag, som genopretter naturen.
– Jeg synes, vi skal kigge på, om der er noget vi kan gøre der. Det tror jeg også Odense Havn er interesseret i, siger han.
Carsten Aa siger dog, at det ikke har noget med Odense Havn at gøre, om der bliver plantet ny skov. Det er op til kommunen og grundejerne at lave et plantebælte, hvis det er det, de har lyst til. Odense Havn har ikke mulighed for at plante fredskov på deres erhvervsjord, forklarer han.
– Det står jo frit for, hvis man vil have et plantebælte på den jord, der ligger udenfor vores område, så kan de jo frit udlægge det til skov og beplante det, fortæller Carsten Aa, og fortsætter.
– Faktisk må vi ikke plante fredskov nogle steder. Det kan vi gøre, hvis vi udvider havnen. Men at begynde at tage erhvervsjord, der nu bruges til at skabe arbejdspladser i tusindvis, og begynde at plante fredskov på det, det må vi ikke, og det er ikke noget, vi har lyst til at gøre, fortæller Carsten Aa.
Der er høringsfrist d. 9. marts på kommuneplanen.


