Avisens redningsmand takker af

1
1595

Henrik Madsen overlader i morgen formandsposten i Kjerteminde Avis til advokat Sine Mohr. Han overtog et afviklingsprojekt i økonomiske vanskeligheder, men overgiver et udviklingsprojekt til sin efterfølger

2682e674 f21f 43a6 adb2 18e276aa519c

Efter næsten fire år som formand for Kjerteminde Avis takker Henrik Madsen af på en ekstraordinær generalforsamling i morgen, mandag. Han har lysten til at fortsætte, men det kniber med tiden, når han både er selvstændig og politisk engageret i blandt andet Kerteminde Byråd og EU’s regionale udvalg. Foto: Privat

Henrik Madsen overtog et afviklingsprojekt, da han i begyndelsen af 2020 sagde ja til at blive formand for Kjerteminde Avis.

I forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling i morgen, mandag, overlader han trygt formandsposten til advokat Sine Mohr, som bestyrelsen har indstillet som hans efterfølger, og nu er det et udviklingsprojekt, han giver videre.

– Jeg overtog på et tidspunkt, hvor Kjerteminde Avis stod i en meget svær situation, og det er ikke for meget sagt, at det var et økonomisk morads, der skulle ryddes op i, siger Henrik Madsen, der efter eget udsagn har arbejdet med medier hele sit voksne liv, siden han som bare 17-årig tøjekspedient i Regent i Odense gik ned på det på det tidspunkt nystartede TV 2 og fik job som fotograf.

Han satte sig to mål for Kjerteminde Avis. For det første skulle avisen være en vagthund, der skulle overvåge magthaverne. For det andet skulle der styr på økonomien. Begge mål er indbyrdes afhængige af hinanden – og begge mål er nået.

– Jeg er glad for, at Kjerteminde Avis står for journalistik i sin ædleste form, og at den på fornemste vis står for at facilitere debatten. Vores journalistiske medarbejdere har styr på, hvad der rør sig, og de er hele tiden to skridt foran. Jeg er også glad for, at journalisterne forstår den politiske agenda, og at redaktionen evner at begå sig på tværs af hele byrådet, siger Henrik Madsen.

– Positionen som bestyrelsesformand er en underlig størrelse. På den ene side har du det uigenkaldeligt fulde ansvar. På den anden side skal du, når du har sat holdet, blande dig fuldstændig uden om den daglige avisdrift. Derfor er det allervigtigste element i det at være formand at sætte det rigtige hold og herefter understøtte det og fremfor alt lade være med at gå i vejen, siger Henrik Madsen.

– Jeg måtte tage mig selv i nakkehårene, da jeg i sin tid fandt ud af, hvor ringe det stod til økonomisk, og her var det bestemt en faktor, at jeg under ingen omstændigheder skulle være den formand, der lagde en over 140 år gammel avis i graven, siger han.

– Kjerteminde Avis har for mig fra starten været ønsket om at indgå i den demokratiske symbiose, både som facilitator og som vagthund. Altså skulle den lille lokale forening opleve at kunne få omtale, samtidig med at vi stiller kritiske spørgsmål i komplekse sager, siger han.

Toneangivende avis

Henrik Madsen har selv opfundet begrebet narrowcasting (i modsætning til broadcasting), som handler om, at et medie skal arbejde med en bestemt, afgrænset målgruppe og fokusere på den i stedet for at skulle forsøge at nå alt og alle.

– Jeg betragter det også som en succes, at Kjerteminde Avis laver historier, som politikerne taler om – og ikke omvendt. Avisen er toneangivende på en lang række områder, hvad for eksempel fjernvarmesagen og biogassagen vidner om. Uden vores redaktion af stædige journalister var der heller ikke sat gang i en uvildig advokatundersøgelse af en tidligere borgmester, siger den nu afgående formand.

– Vi – og det skal jeg vænne mig til ikke at sige mere – er i den paradoksale situation, at der simpelthen ikke er ressourcer til at afsøge alle de historier, man får ind. Kjerteminde Avis er, takket være den dygtige redaktion, blevet en magnet for meddelere, der er centrale for toneangivende historier.

Udover at gennemføre en vellykket redningsaktion for Kjerteminde Avis har Henrik Madsen på det seneste været med til at udvide det redaktionelle virkefelt med Nyborg Avis, der gik i luften 1. september.

– Vi var i en situation, hvor vi følte, at vi var nået langt på Kjerteminde Avis, og så havde vi valget mellem at trykke på bremsen eller på speederen. Vi valgte at trykke på speederen og søgte Slots- og Kulturstyrelsen om støtte til et vækstprojekt. Som det eneste medie i Danmark fik vi alle vore ønsker opfyldt, siger Henrik Madsen.

Journalistisk kapital

Han er generelt bekymret for udviklingen i mediebranchen, hvor stort set alle medier skærer ned på journalistisk, ikke mindst den undersøgende graverjournalistik. Senest har BT nedlagt sin gravergruppe.

– Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke har større respekt for den journalistiske kapital, som jo er mediernes kerneforretning. Og det bekymrer mig også som politiker, siger Henrik Madsen.

Han vælger at sige stop nu, fordi hans tid er knap. Siden han overtog formandsposten, er han blevet valgt ind i Kerteminde Byråd for Konservative, og han er medlem af Danmarks regionale udvalg i EU, som rådgiver Europakommissionen i forbindelse med nye lovforslag, der vedrører kommuner og regioner.

Dertil kommer, at han har sit eget firma LeadIT, der laver kommunikationsopgaver for større virksomheder inden for blandt andet vindmølleindustrien.

– Jeg mangler tiden, ikke lysten til at fortsætte som formand for Kjerteminde Avis, men jeg synes også, tiden er kommet til, at der skal nye kræfter og ideer til. Hvis jeg først når dertil, hvor det bliver til ”mere af det samme”, så skal jeg videre. Jeg er klart bedst til udvikling, ikke til drift, siger Henrik Madsen.

Dybt afhængig af støtte

– Formandsposten i Kjerteminde Avis er den mest krævende bestyrelsespost, jeg har haft, men jeg giver faklen videre med stolthed, og det gør mig glad at se, at avisen er et godt sted. Jeg overtog et afviklingsprojekt og videregiver et udviklingsprojekt, men for mig har det også været et kærlighedsprojekt. Jeg har det lidt, som om at jeg giver mit barn videre, men jeg gør det med glæde og stolthed, siger han.

– Jeg er mig bevidst, at min formandsperiode om et lille øjeblik blot er et komma i en lang avishistorie. Uanset hvordan vi har rettet op på forskellige ting, så er økonomien hos Kjerteminde Avis stadig følsom overfor udsving. Avisen er fortsat dybt afhængige af de mange loyale abonnenter, annoncører, mediestøtte og fantastiske frivillige og lønnede medarbejdere. Særligt med tanke på alle de store sager, som avisen har gravet frem, er det mit håb, at alle vil stille sig selv spørgsmålet: Hvor var vi, hvis ikke Kjerteminde Avis var her?