At lægge hånd på sin Biskop!

For en uge siden blev Mads Davidsen indsat som ny Biskop i Fyens Stift. Flot, højtideligt, smukt og ovenikøbet i solskinsvejr, blev Biskoppen indsat med alt det, som hører en sådan indsættelse til. Kronprinsen deltog, alle biskopper samt en hel del pensionerede også, biskopper fra det øvrige Norden, alle provster samt mange præster og menighedsrådsmedlemmer.

Der er tale om en nogen anden første dag på arbejdet, end hvis man havde fået et håndtryk af chefen, og så havde fået at vide, at dér er dit skrivebord og kaffemaskinen står der. Velkommen.

Det var som sagt festligt og farverigt, og så blev det hele også sendt i fjernsynet.

Det viste sig, at jeg fik en mindre rolle i det alt sammen. En rolle, som dog fyldte meget i min bevidsthed, i hvert fald den første nat. Mere om det senere.

Det er sådan, at der er en tradition for, at den yngste og den ældste anciennitetsmæssigt i Fyens Stift kan få den rolle dels at iklæde bispekåben til den nye biskop og dels sammen med tre biskopper også højtideligt lægge hånd på den nye biskops hoved under bøn og Fadervor. Dér kommer det med at lægge hånd på. Så det var ikke spor dramatisk.

Nogen biskopper fravælger denne tradition, men Mads Davidsen valgte traditionen. Og da jeg har været præst her i Fyens Stift i mere end 40 år, regnede man sig frem til, at ingen andre kunne ”slå” det, så jeg blev den ældste. Den yngste blev også her fra området, nemlig Mads Nissen fra Dalby – Stubberup. At det er den yngste og den ældste ligger deri så også det gode symbolske, at så bakker samtlige præster op bag den nye biskop – fra den yngste til den ældste og alle dér midt imellem.

Det blev altså vores opgave at iklæde Mads Davidsen bispekåben, samt under bønnen lægge hånd på den nye Biskops hoved. Og det forløb helt perfekt, syntes vi selv, og andre var heller ikke karrige med roserne. Og det er jo fint.

Da jeg fik det at vide, at jeg skulle iklæde og højtideligt lægge hånd på, blev jeg selvfølgelig taknemmelig og glad. Men så kommer jo også tankerne – altså det gjorde de til mig. For jeg er jo en ældre mand, så meget kan jo gå galt, når man lige pludselig skal være lidt inde i det centrale.

I hvert fald, så var den kommende nat for mig noget af en spændende oplevelse. For jeg drømte, at lige idet, bispekåben skulle sættes på skuldrene af den nye biskop, så faldt jeg og lå lige så kort, som jeg var, næsten lige ud for Dronningen – altså i min drøm. Dronningen var dog snarrådig, og gik hen og hjalp mig op! I min drøm fik jeg så sagt, at det skal du da ikke gøre, ”sådan en gammel dame”. Lynhurtigt kom så bemærkningen: Vi to er da vist ikke dus. Og det indrømmede jeg jo blankt.

Det med ”den gamle dame”, som jeg her sætter i anførselstegn for ikke at blive grebet i majestætsfornærmelse, sagde hun ikke noget til. Højst sandsynligt, fordi hun selv har brugt udtrykket, da Dronningen besøgte os soldater i Afghanistan. Her holdt Dronningen en fremragende tale, som fik fugtigheden frem i mange soldaters øjenkroge. Dronningen indledte sin gode tale på følgende måde: ”I har jo nok hørt i mine nytårstaler, at jeg altid sender en hilsen til soldaterne, der er udsendt. Jeg har så tit spekuleret over, at jeg godt kunne tænke mig at besøge I soldater. Det talte jeg med Kronprinsen om, men sagde dog alligevel: Mig gamle dame, hvortil Kronprinsen sagde: Jo, Mor, gør det dog. Tag dog af sted. Og det gjorde jeg. Og her er jeg i Afghanistan.”

Nå tilbage til nattens drømmerier, for der var alligevel noget, der ikke helt stemte, kunne jeg godt i min drøm registrere. Dronningen er jo lige blevet rygopereret, så hun ville nok sende Kronprinsen i stedet for.

Så min drøm fortsatte. Nu er det jo nok heller ikke den store hemmelighed, at jeg har været udsendt som feltpræst en del gange, og har erhvervet mig en række medaljer, som jeg også vidste, jeg skulle bære ved indvielsen af den nye biskop.

Så da Kronprinsen, som altså nu havde overtaget Dronningen plads, så mine fine medaljer, kom han under den første salme hen til mig, og vi faldt i snak om, hvor jeg havde været henne, og nogle af de steder, hvor han havde besøgt udsendte soldater. Snakken gik, og salmen blev sunget færdig, og selv efter et meget langt efterspil fra orglet, var vi to stadig ikke færdige med vores snak. Men nu begyndte alle biskopper at rømme sig højlydt, og vi fandt vore pladser, og den højtidelige indvielse kunne fortsætte og alt forløb planmæssigt.

I Det gamle Testamente kunne Josef tyde drømme. Det kan jeg ikke. Dog vil jeg blot til sidst sige, at denne dag altså har sat sit præg i mig. Og i en hel anden og større målestok, må det også have sat sit store præg i vores nye biskop, Mads Davidsen. Og han klarede det i meget fin stil, uanset, hvad han måtte have haft af drømme eller betænkeligheder.

April 2023, Knud Erik Kristensen, Sognepræst i Kølstrup