Artikler relateret til Corono-virus ligger nu frit tilgængelige for alle på Kjavis.dk

0
210

Foto: Emil Andresen

Også her på avisen har disse mærkværdige tider givet stof til eftertanke, og vi har nu besluttet at lægge samfundsoplysende artikler relateret til Covid-19 uden for betalingsmuren

Vi har på Kjavis.dk besluttet at udvise det samfundssind som alle taler om. Det er kun en dråbe i et stort hav vi kan bidrage med, men lige nu handler det ikke om os – det handler om at komme igennem det her sammen og ud på den anden side nogen lunde hele og med forstanden i behold.

Vi fører lige nu en krig imod en virus – vi kan ikke se den – blot kan vi se, at verdens gader og stræder ligger øde af respekt for den udgang som virus kan få og allerede har fået for rigtig mange: døden. Døden i familien. Døden iblandt venner og bekendte. Det er rædselsscenarier, vi ser i nyhederne lige nu fra rundt omkring i verden. Den situation vi lige nu ser i Italien er opstået på blot en enkelt måned. Borgere rundt omkring i Italien føler sig lige nu ladt i stikken af staten, der ikke har kapacitet til at hjælpe alle. Lad os håbe det ikke kommer så vidt her i Danmark. Lad os alle sammen hjælpe hinanden så godt vi kan i denne svære tid, hvor solen heldigvis skinner så vi kan komme ud og se at lyset stadig findes.

Derfor også en opfordring herfra til at følge statsleder, regentens, sundhedsstyrelsens og borgmestrenes råd om at tage forholdsregler, ikke mødes i større grupper, holde afstand, spritte og vaske hænder.

Under fanebladet Nyt om Corona-virus lægger vi alt materiale, som vi mener er relevant for borgerne i Kerteminde kommune, op, og vi har fra i dag af gjort alt materialet tilgængeligt for alle som måtte have lyst til at læse det udenom betalingsmuren. Fortæl det gerne til venner og familie så de kan følge med også her. Vi forsøger at viderebringe alle meddelelser fra kommunens ansatte om retningslinjer og forhold lige nu.

God læselyst.