Antallet af syge stiger også i Kerteminde

0
847

Der er stadig stabil drift på de kommunale plejecentre, men antallet af sygemeldinger blandt personalet er stigende. Foto: Arkiv

Kommunen forsøger nu at finde afløsere til plejehjemmene. Politiske møder er også aflyst

-Vores møder må bare vente, men vi kan holde en virtuel afstemning, siger Jens Gantriis, der sidder midt i et møde.  Foto: Arkiv

Direktør Anders Bjældager, der er leder af kommunens krisestab, fortæller nu, at man mærker et stigende antal sygemeldinger blandt kommunens medarbejdere på plejecentrene.
– Jeg vil først understrege, at vi stadig har stabil drift på vores plejecentre. Men nu skal vi være opmærksomme på udviklingen, hvis der pludselig mangler arbejdskraft. Vi ved jo ikke, hvor mange af vores medarbejdere, der eventuelt kan være smittede, da man jo ikke tester mere, siger han.

Når det handler om de ældre beboere, må han jo erkende, at det kan være svært at skelne mellem symptomerne på Corona-virus og beboernes øvrige diagnoser.

Man har stadig mulighed for at flytte rundt med fagmedarbejdere, som jo har Kerteminde Kommune som arbejdssted. Så der er ekstra reserver endnu.

– Men vi er også gået i gang med at få etableret en slags reservebank med tidligere fagmedarbejdere. Vi kontakter også personer, som vi ved bor i kommunen, siger Anders Bjældager.

Han betoner også, at selvom medarbejderne er sendt hjem, skal der jo stadig betales fakturaer, udbetales løn og holdes styr på it-systemerne. Men det meste af det kan ordnes on-line.

Politiske møder aflyst
Det politiske system er også blevet ramt. Helt konkret betød det for Arbejds-, Erhvervs- og Vækstudvalget, at dets møde blev aflyst en halv time, før det skulle have været holdt den 11. marts.
– Der var en sag, som vi følte skulle behandles. Nemlig VisitKertemindes ansøgning om midler til turismearbejdet. Men de har sagt, at de godt kan vente til april, siger udvalgsformand Jens Gantriis (V).

Anders Bjældager oplyser, at der kan holdes virtuelt møde, hvis der viser sig at være en sag, der ikke kan vente. Så kan man faktisk holde en virtuel afstemning, men ingen debat.

Der kan dog også være mulighed for debat via skype, men da udvalgsmøder jo er lukkede, skal man så sikre, at forbindelsen er sikker.

– Men som verden ser ud nu, må tingene jo bare vente, siger Jens Gantriis.

Hans udvalg var det eneste, der blev ramt af virus. De øvrige fagudvalg nåede at holde deres møder.