Pias Pølsevogn har knoklet i 40 år men hun har haft det sjovt imens

0
118

Pia Hansen var bare 21 år, da hun i 1986 fik hjælp af sin farfar, campingpladsejeren Hjalmar Hansen, til at indgå aftale med Kerteminde Kommune om forpagtning af strandbadet. Siden har hun langet i tusindevis af pølser over disken i sine tre pølsevogne

Pia Hansen, Pias Pølsevogn, Henrik Madsen

Pia Hansen er hver eneste uge ude til arrangementer, hvor værten har ønsket en af hendes pølsevogne til at stå for bespisningen. I går var hun afsted, da Ældre Sagen holdt debatmøde om ældrepolitik i Troelskærsalen i Munkebo. Til højre ses hendes partifælle Henrik Madsen (K). Foto: Michael Rathje

Vendingen “fyrre, fed og færdig” kan man ikke bruge om Pia Hansen fra Pias Pølsevogn. Hun kunne i lørdags 1. august fejre sit 40 års jubilæum som selvstændig erhvervsdrivende, men havde – naturligvis – alt for travlt med at lange kogte og ristede pølser og hotdogs over disken til årets havnefest.

Pia solgte både fredag og lørdag i hundredevis af pølser til sultne havnefest-deltagere og var først hjemme på Vejlebæksvej i Ladby ud på de små timer.

Siden årsskiftet 2023-24, da hun under protest valgte at stoppe med sin pølsevogn på Torvet i Kerteminde, har hun haft en mere fri og fleksibel tilværelse. Hun har tre pølsevogne, som kan lejes med personale til arrangementer, både til erhvervslivet og private.

– Jeg arbejder vel kun 50-60 timer om ugen nu, men det er jo stadig en forbedring i forhold til de år, hvor jeg var oppe på en arbejdsuge på 70-80 timer, siger Pia Hansen, der er fyldt 61 år.

Farfar hjalp hende i gang

Som ganske ung – hun var kun 21 år – forpagtede hun i 1986 det daværende Kerteminde Strandbad af Kerteminde Kommune og drev i næsten 20 år cafeteria i den sorte træ-bygning.

Hun fik hjælp af sin farfar, Hjalmer Hansen, der i 1975 startede Kerteminde Camping, hvor stort set hele familien, både Pia og hendes søster, hendes forældre, to fastre og altså bedsteforældrene, arbejdede.

– Min farfar hjalp mig med at sende en ansøgning og i det hele taget med kontakten med kommunen. Han kendte jo dem allesammen fra sin egen forretning, siger hun.

Strandbadet, der nu er en del af foreningen Waterdrops ved Kerteminde Nordstrand, var en gammel badeanstalt, der ikke var blevet ordentligt vedligeholdt.

– Taget var utæt, og der var i øvrigt stort set ikke indlagt strøm, siger Pia Hansen, der alligevel betegner sin tid på strandbadet som “20 sjove år”.

Hun var ikke ejer af Kerteminde Strandbad og kunne derfor ikke låne penge til renovering, men problemet løstes ved, at Kerteminde Kommune lånte hende penge til løbende forbedringer.

For travlt med jubilæum

Som om Pia Hansen og hendes ansatte ikke havde nok at bestille, valgte hun at søge, da kommunen i 2002 udbød stadepladsen på Torvet, hvor hun de næste 20 år havde sin pølsevogn stående op ad det, der nu er Kerteminde Kirkes Kulturhus.

– I tre år havde jeg både strandbadet om sommeren og pølsevognen på Torvet hele året rundt, og jeg kan indimellem undre mig over, at jeg kunne holde til det hårde arbejde. Men så længe man tager ja-hatten på og husker, at man skal gå glad på arbejde om morgenen og komme glad hjem fra arbejde igen, går det nok, siger hun.

Pia Hansen havde forefaldende arbejde på forskellige virksomheder om vinteren, mens hun “kun” havde cafeteriet ved Kerteminde Nordstrand, mens hendes forretning løb rundt ved pølsevognen alene, da hun “nøjedes” med “Café Fodkold” på Torvet.

Efter en lang sommer, der både har budt på Kirsebærfestival, havnefest og i næste uge også den store golfturnering på Great Northern foruden en lang række private arrangementer, har Pia Hansen som nævnt ikke haft tid til at fejre sit 40 års jubilæum. Men hun udskriver snart en konkurrence, hvor vinderen kan få en pølsevogn med mad til 40 personer på besøg.