Den Røde Pimpernel genopstår fra de døde. Det navnkundige Kerteminde-værtshus og diskotek genåbner nu med en ny forpagterfamilie bag bardisken

Silje Rasmussen er den nye daglige leder af Den Røde Pimpernel, mens hendes mor og far tager aftentjansen og weekenderne. Foto: Martin Rasmussen
Der har været stille om natten i Vestergade igennem lang tid, men nu kommer der igen liv i Kertemindes natteliv. Den Røde Pimpernel åbner på næste mandag.
– Nu skal det prøves af, og vi mener, at Kerteminde har manglet sådan et sted som ”Den Røde”, siger Martin Rasmussen, som sammen med sin kone, datter og svigersøn skal bemande fadølshaner og oplukkere.
Den Røde Pimpernel, i daglig tale kaldet “Den Røde”, har i årtier været en fast del af inventaret i Kertemindes aften- og natteliv. De senere år har stedet dog haft en omskiftelig tilværelse med forskellige ejere og forpagtere, som kun har holdt i kort tid.
– Vi blev præsenteret for ideen sidste sommer, og siden er vi blevet varme på at kaste os ud i det. Vi glæder os meget, siger den nye forpagter.
Men nu bliver dørene således slået op til et nyt kapitel for etablissementet. Og med diskotek fredag og lørdag samt almindeligt værtshus resten af ugen bliver der ikke lavet om på recepten. Navnet bliver der heller ikke lavet om på.
– Inventar og det hele er det samme, det ændrer vi ikke på. Nu stikker vi lige en finger i jorden og ser, hvordan folk i Kerteminde gerne vil have stedet, fortæller Martin Rasmussen.
Ægteparret beholder deres fuldtidsjobs og vil være at finde i Kerteminde i aftentimerne og weekenderne. I hverdagene vil deres datter, Silje Rasmussen, være daglig leder af stedet.
Martin Rasmussen oplyser, at bevilling og det hele er på plads, herunder kassesystem, spilleautomater og andre praktiske forhold, og han forventer at kunne åbne for gæsterne mandag 30. marts. Forpagterfamilien bor til daglig i Odense.


