Natteravnene vil gerne være mere synlige i de mørke timer i Munkebo, men foreningen mangler frivillige, som kan og vil tage den gule jakke på

Natteravnene er genkendelige både dag og nat i foreningens karakteristiske gule jakker. Foto: Arkiv
Rolige og synlige voksne i gader og på stier i aften- og nattetimerne i Munkebo er med til at skabe øget tryghed for borgerne i byen. Men der er for få til at fylde vagtplanen, og nu appellerer Natteravnene til, at flere frivillige melder sig under fanerne.
– Vi mangler frivillige i Munkebo. Lige nu er vi 15 personer i byen, og det går langt fra op. Vi kan ikke dække alle de aften- og nattetimer i weekenderne, vi gerne vil, siger forperson for Natteravnene i Kerteminde Kommune, Rikke Gommesen.
Hun oplyser, at der skal være det dobbelte antal frivillige alene i Munkebo, for at vagtplanen er uden huller.
Hver weekend skal seks Natteravne på gaden i Munkebo, og når målsætningen for en frivillig Natteravn er seks ture om året, går regnskabet ikke op. For at lukke hullerne i Munkebo midlertidigt vil frivillige fra Kerteminde og Langeskov blive bedt om at tage vagter i Munkebo, for her er der brug for øget synlighed, vurderes det.
Rikke Gommesen har den seneste tid bemærket en tendens i Munkebo-debatten på Facebook, hvor ideer om selvbestaltede patruljer er blomstret op. Der sker på baggrund af eksempler på bandemedlemmer, der efter endt afsoning har opholdsforbud i Odense og i stedet flytter til nærliggende Munkebo.
– Vi er til forskel fra almindelige borgere uddannet i at møde unge mennesker, herunder håndtering af konflikter og nedtrapning af disse. Vi bærer også en slags uniform i form af den let genkendelige gule jakke, og det har en præventiv effekt i sig selv, siger Rikke Gommesen.
Foreningen arbejder i øjeblikket også på et forslag om etablering af øget belysning i de mørke timer ved Munkebo Multipark og legeplads. Natteravnene i Kerteminde Kommune kan følges og kontaktes via lokalforeningens egen facebookside.


