Kristian Halds borgerliste Hverdagens Stemme har opstillet fire kandidater til kommunalvalget, og de har blandt andet som mål at udfordre de klassiske røde partier i Kerteminde Kommune på en skarpere økonomisk prioritering af børneområdet

Simon Steen Hansen, Vanja Paporovic, Mette Østergaard Jensen og Kristian Hald er borgerlisten Hverdagens Stemmes fire kandidater ved kommunalvalget om seks uger. Foto: Hverdagens Stemme
Byrådsmedlem Kristian Hald, der for snart fire år siden blev valgt ind i Kerteminde Byråd for Socialdemokratiet, men som nu har stiftet sin egen borgerliste, får følgeskab af tre andre kandidater op til kommunalvalget tirsdag 18. november.
Borgerlisten Hverdagens Stemme er erklæret venstreorienteret og ønsker at udfordre de klassiske røde partier i Kerteminde Kommune “på en skarpere økonomisk prioritering af børneområdet og færre prestigeprojekter som fundament for at udvikle de øvrige velfærdsområder”.
Kristian Hald, der er uddannet læge, er spidskandidat, men derudover opstiller følgende:
- Mette Østergaard Jensen, digital redaktør
- Simon Steen Hansen, kulturformidler for børn og unge
- Vanja Paporovic, farmakonom
Mette Østergaard Jensen:
– Jeg er med i Hverdagens Stemme, fordi Kristian er en af de få politikere, der taler, så vi alle kan være med. Han taler ikke som en myndighed, han taler som et medmenneske. Først og fremmest kan jeg mærke, at han er i lokalpolitik for at tjene borgerne. Han gør tingene hverdagsagtige og konkrete. Særligt på børneområdet går han forrest, lytter til, hvordan virkeligheden ser ud i institutionerne, og tager det med ind i byrådssalen, siger hun.
Simon Steen Hansen:
– Jeg har de sidste fire år været engageret i Mælkevejens forældrebestyrelse, heraf to år som formand, da jeg brænder for at skabe de bedste vilkår for vores børn og unge. Økonomien er blevet strammere og strammere, og der er skåret helt ind til benet på området. Kristian har gennem både ord og handling vist, at han virkelig vil vores børn og unge, og jeg tror helhjertet på, at Hverdagens Stemme vil gøre en væsentlig forskel.
Kristian Hald selv er godt tilfreds med kandidatlisten, som han understreger ikke udelukkende har fokus på børneområdet, men på kernevelfærd generelt.
– Det er tre stærke kandidater, som alle virkelig har noget på hjerte, og som deler min vision om, at vi er nødt til at give børneområdet et økonomisk løft, hvis vi på længere sigt skal drive en succesfuld kommune. Et godt drevet børneområde er nøglen til, at vi kan lykkes på de andre velfærdsområder, og her vil vi gå forrest, siger han.
– Det har været vigtigt for mig at finde kandidater, der både har samme politiske ideologi som jeg, hvor det at passe godt på de mindste og alle dem, der har det sværest, er i højsædet, og som samtidig også står samme sted, når det kommer til både udvidelsen af Odense Havn og Fremtidens Skole. Her vil vi en anden retning med kommunen end det, der aktuelt er et flertal for, siger Kristian Hald.
