Drenge fra 8. klasse blev i et frikvarter mandag eftermiddag udsat for slag og spark fra elever fra 9. klasse. Skolens ledelse ser med stor alvor på sagen og har sammen med SSP iværksat en handleplan for at forebygge lignende episoder

Nymarksskolens ledelse har bortvist fire elever fra 9. klassetrin i op til fire dage og har været i kontakt med forældrene til de implicerede drenge. Forældre til alle elever i 8. og 9. klasse er blevet informeret om episoden. Foto: Arkiv
To grupper af drenge fra henholdsvis 8. og 9. klasse på Nymarksskolen kom i et frikvarter mandag eftermiddag voldsomt op at slås, og der blev uddelt slag og spark, inden parterne besindede sig og gik hver til sit.
Slagsmålet opstod, da nogle drenge fra 9. klasse kom med nedsættende bemærkninger til en eller flere elever fra 8. klassetrin. Drengene fra 8. klasse svarede igen, og det lod de ældste elever sig provokere af og begyndte at slå og sparke.
Efterfølgende er fire elever fra 9. klasse, der angiveligt førte an i slagsmålet, blevet bortvist i op til fire dage.
Nymarksskolens ledelse tog straks en alvorssnak med de implicerede drenge og kontaktede deres forældre. Også Kerteminde Kommunes SSP-indsats (skole, socialforvaltning og politi) er blevet inddraget i sagen med henblik på sammen med skoleledelsen at forebygge lignende episoder.
Forældrene til de to drenge på 8. klassetrin, det gik hårdest ud over, overvejer ifølge Kjerteminde Avis’ oplysninger at skride til politianmeldelse. Drengene er ikke kommet alvorligt til skade, men det var en voldsom oplevelse, og de har naturligvis fået sig en forskrækkelse.
Skoleleder Flemming Mahler Pedersen bekræfter overfor KJ Avis, at der har fundet en voldsom episode sted sidst på dagen i går, men kan ikke at gå i detaljer om hændelsesforløbet.
– Fra skolens side ser vi med stor alvor på episoder som denne, ikke mindst fordi de ældste elever burde vide bedre. Vi har været i kontakt med forældrene til de implicerede elever, og der er gået information ud til alle forældre på 8. og 9. klassetrin. Desuden har vi involveret SSP med henblik på at få lavet en handleplan, siger Flemming Mahler Pedersen.
– Vi ønsker at være en skole med god trivsel, hvor eleverne kan være trygge, også i frikvartererne. Derfor tager vi sagen meget seriøst, understreger han.


