
Munkebo Bibliotek lukker for selvbetjening i minimum 14 dage efter længere tids uro og hærværk. Foto: Arkiv
Kerteminde Bibliotekerne er for anden gang på halvanden måned tvunget til at forkorte åbningstiderne igen på grund af uro og hærværk. Kort før jul var det Kerteminde Bibliotek, der måtte reducere åbningstiderne. Nu er det Munkebo Bibliotek, der må gøre det samme efter uro, hærværk og besøg af politiet.
For anden gang på halvanden måned er Kerteminde bibliotekerne tvunget til at reducere i åbningstiderne efter uro og hærværk af inventar. Munkebo Bibliotek meddeler, åbningstiderne vil være reducerede i en periode på 14 dage indtil videre.
Kort før jul meddelte Kerteminde Bibliotek, man var nødt til at reducere åbningstiderne på grund af uro og misbrug af inventar.
Den nødvendige beslutning ærgrer lederen af Kerteminde Bibliotekerne, Dorte Rugtved.
”Det er jeg selvfølgelig rigtig trist over. Det er til stor gene for vores borgere, og det beklager jeg virkelig. De ansatte er kede af det og ind i mellem utrygge. Når det er sagt, er jeg også rigtig ked af, at de unge ikke har et godt nok ungdomsklubtilbud, siden de bruger biblioteket på denne måde. Jeg håber ikke, at der er nogle forældre, der tror at de unge læser lektier eller tilsvarende under deres ophold på biblioteket. For det er slet ikke det der sker”
Beslutningen bliver truffet efter en længere periode med upassende adfærd fra især unge mennesker på biblioteket i Munkebo.
”Biblioteket er åbent for alle borgere. Og det er ikke sådan at de unge ikke må være der, og være unge og larme lidt. Sådan er det at være ung. Men hærværk med ødelagte møbler, graffiti, rigtig meget svineri med tomme dåser, skodder, madvarer smidt ud i rummet mm er ikke ok. Og det er nærmest hverdagskost igennem hele vinteren”, forklarer Dorte Rugtved videre
Nogle af de unges adfærd har været så voldsom, en borger tilkaldte politiet. Det er dog ikke den løsning, Dorte Rugtved ser som en permanent løsning på problemerne.
”Vi har ikke samarbejdet meget med politiet, for jeg mener ikke at det er vejen frem at politianmelde de unge. Jeg tror på dialog. De unge er også søde, rare og pæne unge mennesker. Det vil jeg gerne understrege. Der sker bare noget, når de er i flok. Og som SSP siger, så drives de fra sted til sted, hvor de ikke må være. Fordi de ikke har noget sted. De betjente, der var til stede forleden, var flinke imod de unge, de ville også gerne dialogen. Og de unge tog det helt roligt, og forsøgte ikke at stikke af og det er trods alt uniformeret politi”, fortsætter hun
Problemerne på bibliotekerne kalder, ifølge både Dorte Rugtved og de unge mennesker, hun har talt med, på en løsning. De unge mennesker har brug for steder, de må være, så bibliotekerne ikke kommer til at fungere som en Ungdomsklub for unge mennesker i stedet for et bibliotek for alle borgere. Derfor ser Dorte Rugtved heller ikke en begrænset åbningstid som en permanent løsning på problemerne
”Vi skal selvfølgelig ikke begrænse åbningstiden, snarere tvært imod, hvis der er behov for det. Vi skal have et godt folkebibliotek for alle. Men der skal findes en løsning. Flere af de unge er i mistrivsel og har et virkeligt dårligt selvbillede. Jeg ville virkelig ønske, at vi i kommunen kunne hjælpe dem. De unge peger selv på Otterup løsningen med en container, som de må være i, hvor der er varmt, og der må gerne komme voksne forbi og holde opsyn. Citat af de unge. De skal blot have et sted at være. Sådan er det over hele landet. Hvordan skal vi holde på de unge og deres arbejdskraft her i kommunen i fremtiden, når de ingen tilbud har?”, slutter hun
Munkebo Bibliotek lukker for selvbetjening i 14. dage indtil videre, men udvider i stedet den betjente åbningstid. Der henvises i stedet til de andre bibliotekers selvbetjente åbningstid. Beslutningen går ikke ud over fastelavnsarrangementet i samarbejde med kirken, det det finder sted som planlagt med posten “lav fastelavnsmasker” søndag d. 19.2. kl. 9.15-10.15.


