De gamle træer får lov at stå

0
1457

Sådan så trafiksanerings-forslaget for Hyrdevej ud, inden teknisk udvalg blev bedt om at svinge sparekniven. Fortovet på den sydlige side af Hyrdevej – markeret med blåt – bliver sparet væk i første omgang og eventuelt etableret senere, når der bliver råd til det. De 16 vejtræer bliver bevaret. Illustration: Kerteminde Kommune

Teknisk udvalg vælger discount-løsning på trafiksanering af Hyrdevej. Dels for at spare, dels for at imødekomme beboer-ønsker om at bevare 16 gamle vejtræer. Fortov langs vejen bliver droppet

Kerteminde: Trafiksaneringen af Hyrdevej ved Sommerbyen i Kerteminde har fyldt rigtigt meget på dagsordenen i Plan- og Teknikudvalget og administrationen det seneste halve års tid års tid.

I august 2022 besluttede udvalget at arbejde videre med det første forslag fra administrationen, som forudsatte, at 16 gamle vejtræer på den smalle strækning fra Hindsholmvej til Gedskovvej skulle fældes for at give plads til trafiksaneringen.

Udbredt modstand mod træ fældning

En nabohøring viste imidlertid så kraftig modstand mod træfældningen, at udvalget droppede forslaget. I stedet blev der udfærdiget et nyt forslag, hvor træerne blev bevaret og et fortov etableret langs vejens sydlige side. Tre vejbump og en prioriteret kørsel (hvor bilister i den ene retning skal holde tilbage for modkørende) skulle være med til at sænke hastigheden og dermed højne trafiksikkerheden.

På udvalgets møde i november enedes man om at arbejde videre med forslaget. I mellemtiden fremkom udvalgsmedlem Bettina Eriksen (LA) med et kompromisforslag, hvor kun 11 af de 16 træer skulle fældes. En ny nabohøring viste imidlertid, at modstanden mod fældning af træerne stadig var markant. Derfor besluttede udvalget på mødet først i januar i år at droppe forslaget og bede administrationen om at indhente priser på forslag nummer 2 – altså hvor alle træerne får lov til at blive stående.

Fortov sparet væk

På udvalgsmødet i går viste det sig, at det vil koste 1,4 mio. kroner at gennemføre projektet, og da der er afsat 1,5 mio. kroner til projektet, skulle man tro, at sagen dermed lå lige til højrebenet – men…

I mellemtiden har byrådet nemlig pålagt alle udvalg at spare så meget, som muligt, for at få det kommunale husholdningsregnskab til at hænge sammen. Og det er årsagen til, at udvalget valgte et helt fjerde forslag – en discount-løsning, om man vil.

Forslaget indebærer, at man skærer projektet helt ind til benet ved at kun at foretage de nødvendige reparationer af vejkassen og etablere et afvandingsanlæg, der forhindrer regnvand i at underminere vejkassen. Tre vejbump på den nederste del af Hyrdevej skal sænke hastigheden og dermed skabe sikrere forhold for de bløde trafikanter. Fortovet bliver droppet, og træerne bliver stående.

Dermed kan udgifterne holdes nede på omkring 600.000 kroner – altså omkring 800.000 kroner i besparelse.

– Vi skal også bidrage med besparelser i vores udvalg, og det gør vi altså ved at vælge denne minimums-løsning. Når vi kommer til penge igen, kan vi jo vælge at etablere et fortov, sådan som det egentlig var meningen, siger udvalgets næstformand, Lars Ole Valsøe (K).