Jan O. Pedersen forlader Nye Borgerlige

0
1771
Jan O Pedersen

Jan O. Pedersen forlader Nye Borgerlige. Foto: Arkiv

Stort opbrud i Nye Borgerlige på Fyn. Tre medlemmer forlader partiet samtidig. 

Jan O. Pedersen forlader Nye Borgerlige. Det bekræfter han i en pressemeddelelse sent lørdag aften. Den tidligere speedwayverdensmester, tidligere byrådsmedlem for Nye Borgerlige, og nuværende 1. suppleant til Kerteminde byråd, forlader partiet.

” Jeg kan ikke længere se mig selv i projektet og siger tak for denne gang, jeg ønsker partiet held og lykke fremover”, udtaler Jan O. Pedersen, der ikke har yderligere kommentarer.

Jan O. Pedersen stillede ved byrådsvalget i november måned op som spidskandidat for partiet, men måtte lide den tort ikke at blive valgt, mens Malte Jäger, der var opstillet sidst på partiets liste, fik flere stemmer, og dermed kom ind i Kerteminde Byråd som partiets eneste.

Jan O. Pedersen er ikke den eneste fra Nye Borgerlige, der forlader partiet i denne omgang. Både Kristian Juul Nielsen og Andreas Møller har i samme ombæring meddelt deres afgang. Ligesom Jan O. Pedersen, begrunder de begge deres afgang.

Andreas Møller udtaler således: ”Der har været nogle forløb og sager over en længere periode, der gør at der er opstået et uopretteligt tillidsbrud. Man skal også sætte foden ned overfor arbejdsvilkår der ikke er i orden.”

Kristian Juul Nielsen: “Som Nye Borgerlige kæmper vi daglige kampe mod en lang række ting, som vi ønsker ændret i vores samfund. Vi tager stærk afstand fra nepotisme, kammerateri og rygklapperi. NB er forkæmper for retten til selv at vælge som individ. Politikerne, staten og kommunerne skal stå i anden række i forhold til de individuelle ønsker og målsætninger. Desværre kan vi nu konstatere, at NB ikke kan leve op til sine egne krav til omverdenen”

Kristian Juul Nielsen har været lokalformand for Nordfyns-kredsen, mens Andreas Møller er 1. Viceborgmester i Odense Kommune.