Historien om en adoption, der blev ophævet efter 72 år

Uffes liv som adoptivbarn sluttede i september 2020. – Nu føler jeg mig lidt mere fri af min fortid i en familie, som jeg slet ikke passede ind i, fortæller Uffe Birkerod Larsen, hvis adoptivfamilieskæbne førte ham tværs over Danmark og tilbage igen for til sidst at lande i de bløde bakker på Hindsholm.

Jeg møder Uffe Birkerod Larsen i hans hyggelige hjem i Snave til en kop kaffe og en snak omkring det at være adopteret – om gennem næsten hele livet at føle sig fuldstændig malplaceret i den familie, man har været så heldig at være blevet adopteret ind i, og om at vælge sine adoptivforældre fra i en sen alder.

Uffe Birkerod Larsen stammer oprindeligt fra København, men blev blot otte dage efter sin fødsel adopteret af et ægtepar fra Esbjerg. Men det var ikke hvilken som helst familie Uffe havnede i, for hans adoptivfar hed nemlig Erik Birkerod Larsen, også bedre kendt som journalisten Prik, og det er den kommet denne lille historie ud af.

I september 2020 får jeg en opringning fra Uffe Birkerod Larsen, der i dag er 72 år gammel og bosat i Snave på fjerde år, lige overfor Mårhøj. Han købte villaen på Snavevej efter et langt liv bosat i forstæderne, nærmere betegnet Hvidovre – et sted, hvor alle på vejen kendte hinanden. Uffe ringer for at fortælle mig, at han netop har fået ophævet sin adoption, post mortem fra sine adoptivforældre, og at det ikke var nogen nem sag. Faktisk var han nødt til at gå rettens gang, eftersom de nu for længst afdøde forældre af gode grunde ikke kunne give deres samtykke til ophævelsen af 72 års adoption.

– Jeg havde forinden længe arbejdet på at få ophævet adoptionen, fortæller han. – Jeg sendte bl.a. læserbreve via Jyllands Posten, fordi jeg oplevede det ret svært at få forholdet ophævet, når nu mine adoptivforældre ikke levede længere.

Men man skal ikke misforstå Uffes færd, for ophævelsen af adoptionen beror ikke på mishandling eller andet ondt, som han selv udtrykker det. – Jeg er vidt forskellig fra mine adoptivforældre, og alt det de stod for, og det har jeg nok altid været, fortæller han om den konkrete grund til ønsket om at løsrive sig fra en historie, han ikke føler er hans.

Nåede aldrig at møde sine sande rødder
Uffes biologiske mor bortadopterede ham kun otte dage gammel, højst sandsynligt fordi hun var ugift, mener Uffe. Ved at gennemgå kirkebøgerne har han fundet frem til hendes identitet, ligesom der i adoptivpapirerne var oplyst navnene på begge forældre. – Det var ikke hemmeligt dengang, oplyser han.
Men Uffe nåede aldrig at møde sin biologiske mor. – Jeg opsøgte hende aldrig selvom mine adoptivforældre ikke havde noget imod det. Men for mit vedkommende havde det været noget værre rod, fortæller han.
– Jeg fik først lyst til at møde hende da jeg blev pensionist, lidt gammel og sentimental, smiler han. – Jeg tænkte, at jeg da burde finde hende, men jeg fandt ud af, at hun døde som 69-årig, og altså for længe siden.

Faktisk var Uffe selv 69 år gammel da han erfarede dette. Uffes far blev 72 år – han fik kræft og begik selvmord efter at have været gartner på Nordsjælland gennem mange år. Så at finde tilbage til sine rødder blev lidt svært for ham. – Jeg fandt dog via dødsboet frem til at min far havde haft andre sønner, som dog begge er døde, men jeg fandt frem til en nevø, som jeg nu har snakket lidt med.
Om sin biologiske far fandt han igennem svenske arkiver også ud af, at han var født i den lille svenske by Bjuv som den yngste ud af en børneflok på seks.

Uffes biologiske mor var selv født uden for ægteskabet og fik ikke andre børn end Uffe. Hun voksede op i Foldby ved Aarhus og døde ved Aarhus. Hun var gartner ligesom den biologiske far. Den biologiske familie er derfor svundet ind til nærmest ingenting.

En Kertemindefamilie bosat i Esbjerg blev Uffes skæbne
Uffes adoptivmor Poula Larsen har fortalt Uffe, hvordan hun hentede ham på Rigshospitalet. – De boede i Esbjerg dengang, og hun fortalte mig, at hun følte sig som en tyv, fortæller han. Fortrydelsesretten var tre måneder, men barnet var jo altså blevet udleveret. – Min adoptivfar sov ikke i tre måneder, fortalte min adoptivmor, som altså nu ikke længere er min adoptivmor, siger Uffe og tænksomt reflekterer over, hvad han nu skal kalde de to mennesker, der opdrog ham som var han deres egen. For forståelsens skyld fortsætter vi dog her i historien med at benævne dem som adoptivforældre.

Uffes adoptivfar, den radikale journalist, der gik under navnet Prik, blev uddannet på Kjerteminde Avis før 2. Verdenskrig. Hans far hed Axel Larsen og var fabrikant i virksomheden Tårup Smedje, der lå i Kerteminde på adressen hvor rådhuset ligger i dag. Axel Larsens ældre bror arvede foretagendet, der i dag kendes som Kverneland, og som stadig ligger i Kerteminde.

Uffes adoptivmor Poula Larsen var datter af Hans og Fanny Geisler. Nogen husker måske Hans Geisler, der også blev kaldt ”monsieur” eller mosjø, da han lignede den franske skuespiller Jean Gabin en hel del.

Forholdet til de to adoptivforældre var godt, bekræfter Uffe, der dog alligevel antyder, at noget i forholdet mellem barnet og forældrene ikke helt var som det skulle være. Dette tolker han ud af teksten fra et brev dateret 1948, samme måned hvor Uffe blev adopteret, sendt af Uffes gudfar, skolelærer Lauritz (Lasse) Birkerod Taaning. I brevet beskriver gudfaderen adoptivforældrene som et par bohemetyper, og det er her kæden så at sige hopper af for Uffe, for sådan ser han slet ikke sig selv og har aldrig gjort det.
– De var måske nok lidt atypiske, og det skulle da også være mærkeligt, at et barn lige akkurat skulle passe ind i den livsstil, det adopteres ind i, mener Uffe.

Fra Esbjerg til Hvidovre over Odense
Uffe Birkerod Larsen har trods sine adoptivrødder aldrig boet i Kerteminde, men i Esbjerg, Vejle, København og Odense.
– Min far fik job på den radikale avis Fyns Venstreblad i 1952 og vi flyttede til Odense. Men bladet ophørte med at eksistere, og i stedet bliver han korrespondent for Politiken i Odense. Men han savnede duften af tryksværte, og derfor fik han arbejde på Vejle Amts Folkeblad i 1958. Men det går ikke, for Prik kan ikke indordne sig, fortæller Uffe, og så bliver det B.T.
– I 1960 flytter vi til et rækkehus i Hvidovre hvor min adoptivfar bor frem til sin død i 2001. Jeg arver rækkehuset, som jeg sælger i 2017, hvorefter jeg køber huset i Snave og flytter herover, fortæller Uffe om hvordan han selv aktivt valgte Hindsholm til.

Et liv i skyggen af sygdom
– Mine forældre var meget søde og udadvendte, fortæller Uffe. – Men da jeg var 15 år blev jeg syg med en depression, hvorefter jeg blev behandlet med Saroten – jeg blev hermed fri for at tænke på noget som helst, for det kunne jeg ikke. Det var meget ubehageligt, fortæller han om at være medicineret.
– Vi talte ikke om at det var adoptionen, der kunne have været årsagen til min depression. Mine forældre var meget bekymrede for mig. Depressionen fulgte mig gennem livet og klingede langsomt af gennem de næste 40 år og blev derfor en integreret del af min personlighed og mit liv, for denne side af mig havde det svært.
Uffe mener at depressionen kom i forbindelse med puberteten, hvor han manglede et mandligt forbillede:
– Min far var jo sjov, men han var en klovn. Søn af en smed, men havde 10 tommelfingre, griner Uffe.  – Hans holdning til journalistik, hele hans væren i livet, det kunne jeg slet ikke relatere til.
Men trods forskelligheden har adoptivfaren sat sig mange spor i Uffes liv, hvoraf enkelte effekter som avisforsider og memorabilia hænger i Uffes slyngelstue, hvor der også står et billardbord, der har tilhørt Prik. – Han var centrum af opmærksomheden når han gik ind i et rum, jeg var lige det modsatte.

Adoptionen afsløres
Uffe har en lillesøster der kom til verden, da Uffe var otte år gammel. Men allerede da Uffe er fem år begynder han at spekulere over, hvor børn egentligt kommer fra, og med den nye søster blev det afsløret, at Uffe var blevet udvalgt blandt mange børn til at bo hos Poula og Prik. Han fandt ud af at han var adopteret og accepterede, at han skulle fylde den rolle ud af være Poula og Eriks barn. – Jeg synes det var en mærkelig oplysning, og jeg havde svært ved at relatere til det, men jeg var helt okay med at de fortalte mig det. Jo før jo bedre, mener jeg, så det ikke kommer bag på en senere i livet.

Alligevel blev det svært for Uffe at være adoptivbarn af to forældre, som han så som meget forskellige fra sit eget væsen. – Men man finder jo ud af, når man taler med folk, at de fleste i deres omgangskreds har eller har haft adoption inde på livet på en eller anden måde. På vejen i Hvidovre hvor vi boede, var der flere end jeg, der var adopteret. At finde ud af at det ikke var ualmindeligt var meget rart, for du kunne jo ikke se på nogen af os, at vi var adopterede – vi havde jo samme farve som vores forældre, modsat adoptivbørn fra fx Sri Lanka. Men bortset fra det lignede jeg dem slet ikke, og jeg var meget højere end dem.

Uffes liv formerede sig sådan, at fordi sygdommen havde så meget magt i hans liv, tog han først studentereksamen som 25-årig. Universitet tog ham knap 19 år, hvorefter han var 44 år da han endelig kunne kalde sig datalog med bifag i fysik. – Man kunne fodre svin med dataloger dengang, så det var jo ikke så godt. Men jeg fik grundet mit politiske tilhørsforhold en udvalgspost i den videnskabsetiske komité for Københavns Amt.
Lederes af komiteen, Steen Levin Nielsen satte Uffe til opgaven med at installere software, der skulle tage brodden af det, man frygtede kunne ske med sygehusenes datalogiske systemer ved årtusindeskiftet 1999/2000. – Her fik jeg fast ansættelse hos amtet efterfølgende grundet min indsats da det jo var vigtigt at bevare al denne data. Her arbejdede jeg frem til 2015, hvor jeg som 67-årig gik på pension.

En påklistret identitet
Uffe Birkerod Larsen følte sig aldrig som Poula og Priks søn helt ind i sindet, for til det var der for stor forskel på de personligheder de hver især besad: – Jeg følte mig det påklistret at have to forældre, der var så markant anderledes end mig, fortæller Uffe, der tidligere i sit liv har været kandidat hos Dansk Folkeparti ved kommunalvalget i Hvidovre, senest i 2005.
– Det harmonerede ikke rigtigt med Priks radikale personlighed. Den Larsenske familie lå også langt fra mig. Hele miljøet omkring det. Der lå ydermere en status i at være i familie med Taarup-Larsenerne. Og faktisk tror jeg min depression blev udløst af, at jeg befandt mig i en situation der var så fjern fra mig og mit væsen, og at jeg manglede nogen at spejle mig i – for det kunne jeg ikke i hverken min adoptivfar eller andre omkring mig. Jeg følte ikke, jeg var som dem. Og vi var jo faktisk heller ikke i familie, understreger han.

Og her er vi tilbage ved historiens egentlige udgangspunkt, nemlig ophævelsen af en adoption, hvor begge adoptivforældre er døde – en nærmest umulig gerning. Så for at kunne løsrive sig juridisk fra sin familiehistorie, måtte Uffe altså igennem retssystemet. For man kan ikke ophæve en adoption uden forældrenes samtykke, og sådan blev han nødt til at stævne dem for ikke at skulle bruge flere tusinde kroner på advokater. Selvom sagen har været helt oppe på ministerniveau, var der altså ingen vej udenom en tur i retten, hvilket for Uffe da også har været en underlig proces – at skulle stævne sine afdøde adoptivforældre. Men nu er han altså fri af dem, og det gør at han nu endelig føler at have fået sig selv tilbage i en alder af 72.
– Adoptionen blev ophævet sidst i september 2020. På selve dagen tog jeg ind til Kerteminde, gik lidt rundt i min nye virkelighed, fortæller Uffe, der ynder at tage en tår kaffe på Farvergården og en sludder med de ansatte.

– Det var mit valg at løsrive mig, og selv om det er sent, så føles det godt. Det tog det meste af et år fra jeg besluttede mig til det blev effektueret. Jeg er stadig i proces, men jeg har fået bundet knuden i maven op.

Turen går til Hindsholm
Og hvorfor valgte Uffe Birkerod Larsen så at flytte til Snave på Hindsholm, tænker du nok. Men nu skal du høre: Fra 1962 til 1967 boede Uffe med adoptivforældrene i Odense. – Vi var i Kerteminde ved bedsteforældrene hvert andet øjeblik. Og faktisk er jeg i adoptivfamilie med hotelejerne, da min kusine Lis er mor til Morten Birkerod. Det var min farmor, der hed Birkerod, men var født Hinke. Når man først begynder med det navn, så er man jo pludselig i familie med alle, griner han.
– Som 8-årig kørte jeg rundt med min morfar, der havde et margarinedepot. Og her gik turen ofte rundt til købmændene på Hindsholm med margarine. Han leverede til hele Hindsholm og helt ud til Kertinge og Kølstrup. Så jeg har båret margarine ind til samtlige købmænd her i området.

Prik yndede at spille billard, og i Uffes slyngelstue står adoptivfaderens gamle flotte bord. Hver spiller havde sin egen kø. Yderst til venstre ses Uffes – gæt hvem Mesterens tilhørte! Foto: RMJ

Og det store kendskab, men også den store kærlighed til området var det, der for nu knap fire år siden bragte Uffe til egnen. Den 27. juni 2017 flytter Uffe nemlig til Snave efter 57 år i Hvidovre, og efter at have solgt familiens hus. – Jeg kiggede først på hus i Kerteminde, men det var dyrt. Herude var det pludselig halv pris for de samme kvadratmeter, beretter han.

I dag sidder Uffe Birkerod Larsen tilfreds i sin stue i Snave med udsigt til sneklædte marker, og bonden, der når årstiderne er til det, kører på marken med sin traktor. Uffe har fundet en plads i sin barndoms land på Hindsholm, hvor han også er engageret lokalt i Beboerforeningen med sin datalogiske ekspertise. Et land, hvor adoptivfamilien havde sin gang, men som Uffe aktivt har valgt til fordi han selv ville det.
– Jeg har det dejligt herude, kvitterer han.

Uffe har selvfølgelig sin egen hjemmeside som det hører sig til når man er datalog, og du kan læse mere om ham her http://www.birkerod-larsen.dk/