Kommunens lærere underviser nu hjemmefra

0
215

Kommunens undervisere arbejder minimum de næste 14 dage hjemmefra. Foto: Alex Persson

Webinarer skal ruste kommunens undervisere til hjemmeundervisning

Signe Gro Jørgensen, lærer på Kerteminde Byskole, stod i dag op til en anden jobmæssig virkelighed med hjemmeundervisning af børn i specialklassernes udskolingsårgange:

– Jeg har her til morgen skulle deltage i et webinar med kommunens IT-konsulent, hvor vi instrueres i hvordan man gennemfører  fjernundervisning og om hvordan man lægger forløb ud, fortæller hun.

Hun har nu fået lagt lektier ind til de forskellige klasser hun normalt underviser og vil fremover stå til rådighed for eleverne via nettet eller telefonopkald i tilfælde af at de skulle have spørgsmål til undervisningen.

Kan fremadrettet indkaldes til andre kommunale funktioner
Som ansat af Kerteminde Kommune er Signe Gro Jørgensen blevet instrueret i, at skulle der blive behov for det kan hun fremover indkaldes til andre funktioner hvis fx plejecenterpersonalet skulle få brug for det i tilfælde af sygdom.

– Hvis nu det hele bryder sammen kan man i det yderste indkalde os til at varetage funktioner. Her har jeg en forventning om at vi instrueres i hvad vi så skal, fortæller hun og fortsætter:

– Da jeg først hørte om dette blev jeg da noget overrasket, men ved nærmere eftertanke kan jeg jo godt se, at det kan man jo blive nødsaget til for at holde samfundet kørende. De gamle kan jo ikke klare sig selv, og vi kan jo godt hjælpe til med de fleste ting, selvom vi ikke er uddannede, slutter hun.

Skolechef Annemette Winther udtaler i dag til Kjavis.dk, at man lige i øjeblikket ikke kan sætte lærere til f.eks. at gå ind og hjælpe på plejehjemmene, hvis der bliver behov for det:

– Her i landet har vi jo nationale aftaler, og heri indgår ikke, at vi i kommunerne kan sætte vores lærere til arbejde, der ikke er omfattet deres overenskomst, så hvis der skal ændres på det, vil det formentlig kræve lovindgreb.