“Hugin”, der normalt dækker Odense Fjord fra sin faste plads i Bregnør, skal dække hele Dansk Søredningsselskabs område, indtil “Rescue Ida” igen er fuldt funktionsdygtig. Redningsbådens første opgave blev at hjælpe vikingeskibet Ladbydragen hjem

“Ladbydragen” havde søgt nødhavn i det gamle færgeleje i Nyborg efter at have haft motorproblemer. “Hugin” hjalp de nødstedte vikinger med at komme det sidste stykke hjem til Kerteminde, så de kunne være klar til de kommende dages åbent skib. Foto: Dansk Søredningsselskab
Dansk Søredningsselskab Kerteminde lever som bekendt af at komme nødstedte sejlere til undsætning, men for en uges tid siden var det redningsstationens eget fartøj, “Rescue Ida”, der led havari.
Skibets ene motor havarerede under en aktion, og som om det ikke var slemt nok, blev det også konstateret, at den næsten 40 år gamle “Rescue Ida” også har osmose (der populært kaldes glasfiberpest) i skroget.
Derfor har Dansk Søredningsselskabs landsorganisation i Helsingør valgt at tage redningsbåden ud af drift og foretage en fuld udskiftning af motorer og drev, men det indebærer, at “Rescue Ida” ikke vil være klar til at hjælpe de søfarende før næste forår.
Dansk Søredningsselskab i Kerteminde dækker også Odense Fjord med en mindre redningsbåd, “Hugin”, der ligger fast i Bregnør. “Hugin” har dog været udlånt til Rudkøbing, der også har lidt havari, men for et par dage siden kom redningsbåden tilbage til disse kanter, og det er nu besluttet, at den skal ligge fast i Kerteminde, indtil “Rescue Ida” er funktionsdygtig igen.
I mellemtiden vil man forsøge at dække både Odense Fjord og det store område fra Samsø i nord til nordspidsen af Langeland mod syd fra Kerteminde.
Hjælp til nødstedte vikinger
“Hugins” første opgave efter hjemkomsten til Kerteminde var i øvrigt at bistå “Ladbydragen”, der onsdag var på vej hjem efter at have gennemført årets sommertogt til Rudkøbing. Vikingeskibet forsøgte i hård vind og kraftig modstrøm at passere Storebæltsbroen, men fik motorproblemer og søgte nødhavn i det gamle færgeleje i Nyborg. Ladbydragen skulle være hjemme senest torsdag, fordi der er åbent skib under hele denne weekends Kirsebærfestival i Kerteminde.
Mens “Hugin” sejlede mod Nyborg, fik de ombordværende frivillige fra Ladby Skibslaug lagt masten ned, at vikingeskibet kunne sejle under lavbroen, og det endte med, at der kom en line over, så vikingerne kunne trækkes tilbage til Kerteminde.