
Den 24 sider lange rapport, der er blevet udarbejdet ar det rådgivende ingeniørfirma, Rambøll, lægger enhver plan om egen varmeforsyning i graven. Foto: Screenshot af rapport som KJ Avis har fået tilsendt
Enhver plan om egen varmeforsyning i Kerteminde Kommune blev effektivt lagt i graven på temamødet i går. Den 24 sider lange Rambøll rapport, som KJ Avis har fået udleveret af Kristian Hald, anbefaler meget klart en fusion med Fjernvarme Fyn.
“Enhver snak om at etablere egen varmeforsyning, er nødt til at stoppe nu”
Ifølge det rådgivende ingeniørfirma, Rambøll, der har udarbejdet en 24 sider lang rapport om den fremtidige varmeforsyning i Kerteminde Kommune, er der ikke ret meget at være i tvivl om. Rapporten anbefaler meget klart en fusion med Fjernvarme Fyn og lægger samtidig enhver form for egen varmeforsyning i graven.
Byrådsmedlem, Kristian Hald, har sendt rapporten til KJ Avis.
Kristian Hald, I havde fået at vide, rapporten fra Rambøll var fortrolig, alligevel har du sendt den til mig – hvorfor?
“Jeg var af den klare opfattelse, at rapporten ikke indeholdte information af følsom karakter, så til onsdagens temamøde, udfordrede jeg beslutningen om, at det var nødvendigt at hemmeligholde rapporten. Efter lidt diskussion frem og tilbage med direktionen, måtte de konkludere, at jeg havde ret, og dermed medgive, at rapporten og dens konklusioner, måtte deles med offentligheden. Det gør jeg så ved at dele rapporten med KJ Avis, og offentliggøre den på min Facebookside. Rapporten er købt og betalt af borgerne, så selvfølgelig skal de have kendskab til den, så snart den foreligger. Vi er nødt til at gøre op med lukkethedskulturen, hvor vi holder information væk fra borgerne. Det provokerer mig at få tilsendt en enormt vigtig rapport, hvor der står, at rapporten er fortrolig, uden at det rent faktisk er tilfældet. Det skal vi holde op med. Det nedbryder tilliden, og det vil jeg ikke være en del af.”, indleder han.
Du gik ind til dagens temamøde for at blive mere afklaret i forhold til, hvilken vej I som politikere skulle gå i forhold til fremtidens varmeforsyning – blev du det?
“Jeg blev bestemt mere afklaret, især på hvilken vej vi ikke skal gå. Enhver snak om at etablere egen varmeforsyning er nødt til at stoppe nu. Den vej er i min bog lukket. Risici forbundet med den løsning er simpelthen for store. Vi risikerer en dyr reserveforsyning og en dyr spidsbelastningsproduktion. Den samlede samfundsøkonomiske gevinst er tvivlsom og risikofyldt, og i sidste ende ved vi ikke om brugerne ender med en billigere eller dyrere varmeregning. Jeg vil ikke være med til at løbe den risiko på borgernes vegne”, fortsætter han
Rapporten er jo meget klar i forhold til at anbefale fusionssporet, som jeg læser den. Hvad tænker du om det?
“Jeg tænker, at hvis ikke vi lytter til rapportens analyser og konklusioner, skulle vi ikke have bestilt rapporten. Jeg er helt sikkert ikke klogere på varmeforsyning end Rambølls rådgivende ingeniører, så når deres analyse favoriserer fusionssporet, så virker fusionssporet oplagt nu. Risikoen fordeles ud på et stort fællesskab, og dermed sikrer vi en mere robust pris for brugerne, samtidig med at forsyningssikkerheden er i top. Lige nu er der behov for at søge de store fællesskaber, når det kommer til varmeforsyning, og derfor kommer jeg til at ligge mit mandat på en fusion med Fjernvarme Fyn”, forklarer han videre
Her får Kristian Hald opbakning fra Konservatives Klavs Norup Lauridsen. Konservative har tidligere udtalt, at partiet ville anbefale en fusion med Fjernvarme Fyn.
“Dagens temamøde gav os et godt afsæt frem mod de videre forhandlinger i Økonomiudvalget. Alle folk ved, hvor vi står og har stået længe i forhold til den fremtidige varmeforsyning i Kerteminde Kommune. Det er der ikke ændret på efter dagens temamøde – tværtimod”, forklarer han.
Kristian Hald forventer, at de kommende politiske forhandlinger kommer til at handle om, hvordan man skal fusionere med Fjernvarme Fyn og ikke længere om, hvorvidt man skal.
Hvad kommer der til at ske nu i forhold til det politiske arbejde fremadrettet?
“Mit umiddelbare bud er, at der vil være et flertal for en fusion. Det forventer jeg. Hvis det holder stik, så tænker jeg, at de partier, der ønsker at gå den vej, sætter sig ned og snakker om, hvor omfattende en fusion der skal være tale om, ift. eventuelle andre forsyningsområder som vand, spildevand og affaldshåndtering. Derefter skal sagen behandles officielt i Økonomiudvalget og efterfølgende i byrådet”, fortæller han
Det kan måske for nogle læsere virke lidt besynderligt, den rapport først er blevet bestilt nu. Den betyder jo – alt andet lige – at al den politiske debat, der har været indtil nu, er foregået på et uoplyst grundlag på et utilstrækkeligt materiale fra Kerteminde Forsyning, der udelukkende så på egen varmeproduktion. Kan det godt ærgre dig, at I som politikere ikke har haft den rapport noget før?
“Rapporten fra Rambøll er den sidste brik i puslespillet. Det er en ekstrem kompliceret sag, og selvfølgelig ville det det have været rart at have haft alle brikkerne fra starten af, men samtidig har det været en proces, hvor vi løbende er blevet klogere. Jeg tror det er rigtig fint, at vi har taget os god tid i denne sag, og det vil i sidste ende komme borgerne til gode”, slutter han
Kristian Hald har lagt hele rapporten ud. Den kan læses i sin fulde længde her


