OK til at gøre Danske Bank-facade i midtbyen butiks-venlig

8
1475
Bank

Plan- og Teknikudvalget i Kerteminde Kommune har besluttet at give dispensation fra den bevarende lokalplan for at øge muligheden for at leje den 100 år gamle bankbygning i Langegade ud til butiks-formål. Foto: Kjerteminde Avis

Enigt udvalg giver DS Bolig dispensation fra bevarende lokalplan for bymidten. – En nødvendighed, forklarer udvalgsformand

Det var et slemt dilemma, som medlemmerne af byrådets Plan- og Teknikudvalg stod overfor, da de på udvalgsmødet tirsdag skulle behandle en dispensations-ansøgning fra det lokale ejendomsselskab, DS Bolig.

Selskabet købte for nogle år siden den smukke, gule bindingsværksbygning Langegade 31, der er opført i 1690, og som i de seneste 100 år har huset en bank – de seneste mange år Danske Bank. Men efter at bankfilialen blev nedlagt for et par år siden, har det vist sig at være umuligt at leje ejendommen ud til det nuværende formål – erhverv. For eksempel en detailforretning.

Ikke fordi beliggenheden ikke er god, men fordi butiksindehavere har brug for store og regulære udstillingsvinduer til at præsentere deres varer i. Og det er ikke muligt i den nuværende facade, som er præget af en indgangsdør og en række meget små vinduespartier, fremgår det af ansøgningen.

Men kan ejeren så ikke bare skifte vinduerne ud? Nej – for ejendommen ligger midt i byen, hvor bygningsmassen er reguleret af en meget stram, bevarende lokalplan, som netop har til hensigt at beskytte den smukke købstads arkitektur ned til mindste detalje.

Derfor har DS Bolig søgt om dispensation til enten at ændre facaden eller omdanne bygningen til boliger – hvilket også er i strid med lokalplanen, idet byrådet ønsker detailhandel i stueplan.

– Så vi stod i et ret stort dilemma. På den ene side vil vi gerne bevare den smukke, historiske bymidte, men på den anden side vil vi også gerne have en levende bymidte med et bredt udvalg af detailforretninger, fortæller udvalgsformand Terje Pedersen (DF).

Udvalget besluttede sig for den pragmatiske løsning – nemlig at give dispensation fra den bevarende lokalplan og dermed fremme muligheden for, at bygningen kan lejes ud til butiksformål.

– Vi kunne i princippet godt sige nej til begge dispensations-ansøgninger og bare henholde os til den bevarende lokalplan. På den anden side vil vi gerne have et aktivt og varieret butiksliv i midtbyen, og vi må erkende, at udstillingsvinduer er nødvendige, hvis bygningen skal kunne lejes ud til butiksformål. Derfor har vi sagt ja til, at ejeren kan ombygge facaden – vi ønsker jo heller ikke, at bymidten udvikler sig til en museumsby, siger Terje Pedersen.

Karin Meisl, der som mangeårig formand for Bevaringsforeningen er en af arkitekterne bag den stramme, bevarende lokalplan, er forståeligt nok ikke begejstret for beslutningen – men hun erkender også, at et aktivt butiksliv er vigtigt for bymidten.

– Vi har stadigvæk nogle ting omkring sprosser i udstillingsvinduerne, som vi gerne vil diskutere. Men ellers må vi medgive, at det er en nødvendighed at ændre på facaden, hvis bygningen skal bidrage til en aktiv bymidte, siger hun.

På dagsordenen for Plan- og Teknikudvalgets møde tirsdag kan man se en skitse af, hvordan den nye facade kan komme til at tage sig ud.