Nyvalgte Charlotte Campen bryder med SF

Charlotte Campens exit fra SF betyder, at partiet bliver halveret i byrådet. Foto: Jens Jørn Fischer
Charlotte Campen oplyser til Kjerteminde Avis, at hun nu melder sig ud af SF, og fremover vil være løsgænger i byrådet i Kerteminde Kommune.
Årsagen til bruddet skal findes i et vanskeligt samarbejde med partiet, herunder gruppeformand Alex Haurand, oplyser hun til Kjerteminde Avis.
– Det er blevet klart for mig, at der mangler grundlæggende tillid begge veje, og jeg er ikke i stand til at justere på den måde, vi kommunikerer til hinanden på. Derfor ser jeg ingen andre løsninger end at forlade partiet, siger den nu forhenværende SF’er.
I en pressemeddelelse udsendt torsdag formiddag, skriver hun at “Jeg forlader SF på grund af samarbejdsvanskeligheder, herunder manglende gensidig information, en konfliktfyldt kommunikationsform med råb samt en kultur, hvor uenighed blev opfattet som illoyalitet.”
Charlotte Campen fra Munkebo havde et godt kommunalvalg i november 2025, hvor hun opstillede for første gang, og blev valgt ind i byrådet med 159 personlige stemmer. Det var en fremgang for SF på et mandat i Kerteminde Kommune.
Nu mister SF det ene af to mandater i byrådet, hvor hun fremover vil være løsgænger.
Artiklen opdateres med kommentar fra Alex Haurand.


