Konservativ bliver ny borgmester – hvis det altså står til minigolf

0
167

Spidskandidaterne for to borgerlige partier, Det Konservative Folkeparti og Venstre, dystede søndag i minigolf til fordel for Kjerteminde Avis, og Michael Nielsen (K) og Jens Gantriis (V) besluttede sig på forhånd for, at vinderen ville blive ny borgmester

John4

Jens Gantriis (V), Kasper Ejsing Olesen (S) og Michael Nielsen (K) spillede alle tre minigolf søndag og støttede samtidig Kjerteminde Avis. Hans Kaas, der er indehaver af Kerteminde Minigolf, har igen i år valgt at donere en hel dags spil-omsætning til den lokale avis. Foto: John Jäger

Hvis kommunalvalget i november skulle afgøres på Kerteminde Minigolf i stedet for i stedet for i stemmeboksene, så vil Kerteminde Kommunes nye borgmester være konservativ og hedde Michael Nielsen.

Han kæmpede nemlig mod Venstres spidskandidat Jens Gantriis og vandt på allersidste hul med to point, så slutstillingen blev på 63-61. Forinden havde Malte Jäger fra Liberal Alliance kigget forbi, og han lovede på stedet at pege på vinderen – uanset partifarve.

Malte Jäger havde for travlt til selv at spille søndag, men han betalte for en runde i den gode sags tjeneste.

Michael Nielsen, den konservative spidskandidat, vandt altså borgmesterkampen, men i det gode samarbejdes navn udnævnte han straks Jens Gantriis til viceborgmester.

Turneringen på minigolfbanen var foranlediget af Hans Kaas, indehaver af Kerteminde Minigolf, der for fjerde år i træk har valgt at donere en hel dags spil-omsætning til Kjerteminde Avis.

Kerteminde Kommunes nuværende borgmester, socialdemokraten Kasper Ejsing Olesen, var ikke med i kampen om borgmesterposten, selv om han var til stede på minigolfbanen. Han valgte at gå en runde sammen med sin søn Magnus – og i stedet for borgmesterkæden var det derfor håneretten, der var på spil…

Takket være det smukke efterårsvejr med blæst og sol fra en skyfri himmel var der hele dagen mange mennesker på minigolfbanen, og der blev både bandet og jublet undervejs. Sæsonen lakker mod enden, men Hans Kaas tager efterårsferien med, inden han lukker og slukker for i år.

Måske han kan overtales til at åbne Kerteminde Minigolf for en stund i dagene efter 18. november? Michael Nielsen og Jens Gantriis er i hvert fald åbne over for muligheden af, at man afgør konstitueringen over et slag minigolf, hvis det ikke lykkes at nå til enighed på traditionel vis.

dsc1365

Først på allersidste hul blev den nervepirrende dyst om borgmesterposten afgjort med en sejr til Michael Nielsen (K). Undervejs var der masser af godmodigt drilleri de to politikere imellem, og til sidst var der tid til at nyde en forfriskning sammen. TV2 kiggede forbi og fik straks den overraskende “nyhed” om, at Kertemindes nye borgmester er konservativ. Foto: Susanne Jølck