Dette er et læserbrev. Indholdet er udtryk for skribentens holdning.
Ken Guldberg Jespersen, der er formand for Venstre i Kerteminde Kommune og kandidat for partiet ved kommunalvalget 18. november, skriver:
Kerteminde Kommune er igen på landkortet op til et valg – og igen er det ikke for noget godt. Det bunder igen i personfnidder, som er bundet op på enkeltsager, uden udsigt til løsninger.
Kigger vi på Kerteminde Kommune som helhed, så har vi mange (industri)arbejdspladser, en fantastisk natur, store kystlinjer, nogle attraktive seværdigheder/områder ”what’s not to like”.
Et gennemgående tema, når vi læser indlæg fra kandidater generelt er, at vi alle gerne vil gøre det bedre for børn og unge, klima og miljø (herunder kystsikring), de handicappede/udsatte borgere, de ældre på plejehjem/hjemmeplejen for at nævne nogle af de store områder.
Alle gode og sympatiske forslag, som vi tænker, alle kan sige ja til. Udfordringen er, at der ikke er økonomi til at gennemføre det hele.
Selv om vi havde økonomien til at styrke alle områder, så vil vi have en væsentlig udfordring, nemlig medarbejdere. Så spørgsmålet er, om vi har fokus det rigtige sted.
Vi er i dag ca. 24.000 borgere i Kerteminde kommune, heraf er ca. 5.900 plus 65 år, svarende til cirka 24 procent af kommunens borgere. Vi har cirka 243 plejehjemspladser og cirka 600 borgere, som er tilknyttet hjemmeplejen.
De næste 10 år vil de store årgange gå på pension og plus 65 år vil stige til ca. en tredjedel (30-33 procent) af kommunens borgere i 2035. Det vil give store udfordringer, hvis vi ikke handler i tide, og tager nogle initiativer, som vil række over mange valgperioder.
Hvad kan vi så gøre:
Vi skal sikre, at de ældre medborgere kan klare sig selv længst muligt i eget hjem.
Vi skal sikre mobiliteten, for eksempel plane fortove, cykelstier, så de ældre medborgere kan komme sikkert rundt i kommunen, enhver skade, der kan undgås, vil ikke belaste sundhedsvæsenet. Det giver også en bedre livskvalitet, hvis man selv kan komme rundt uden at skulle være bange for at komme til skade.
Vi skal styrke partnerskaber og i særdeleshed fællesskaber, så vi sammen løser de udfordringer, vi står overfor de næste mange år. Vi hører tit, at det har jeg ret til/eller krav på, jeg er med på, at det er den lovgivning, der gælder nu. Derfor kunne den enkelte dog godt sige, at der er andre, der har mere behov end jeg, og give noget til fællesskabet.
Vi skal tænke ud af boksen, inddrage Ældresagen, Handicaprådet, Seniorrådet, frivillige og private aktører. Kan vi for eksempel inddrage flexjobbere, handicappede, eventuelt førtidspensionister med flere?
Undersøge muligheden for et sundhedshus i kommunen til gavn for de ældre.
Gennem bosætningsstrategi skal vi tiltrække flere yngre borgere (gerne par) til kommunen, det kan vi gøre ved at tilbyde både arbejde i industrien, i sundhedsdelen og/eller i institutioner. Det fordrer dog, at vi kan tilbyde gode institutioner, men også har gode fritidsmuligheder, god natur, herunder alle vores seværdigheder.
Undersøge muligheden for at etablere ”alderdomshjem/bofællesskaber”, hvor fællesnævneren blot er, at man er gammel.
Vi kunne også udlægge områder, hvor hensigten er, at studerende, børnefamilier og ældre bor side om side med henblik på at kunne støtte hinanden. De ældre kunne se efter børnene, når forældrene skal noget, de kunne så hjælpe de ældre for eksempel med at handle ind. Det vil styrke vores fællesskaber.
Flere yngre borgere i kommunen giver en større skatteindtægt og sænker procentdelen af ældre medborgere.
Drømmen til et nyt byråd må være fremsynethed, ligeværdigt samarbejde byrådsmedlemmerne imellem, have en vision for hele kommunen. Hvis vi har en ide om, hvad målet er, så er det nemmere at sige, om en beslutning fører mod målet eller ej. Det vi laver lige nu virker mere som knopskydning.
Venstre favner land og ly.
