Den dag jeg stiller cyklen er det slut

1
958

Eddy Hermeling fra Birkende har to store passioner: Cykling og at hjælpe folk, der er ramt af sygdom. Derfor cykler han igen i år i Scleroseforeningens cykelløb Cykelnerven, hvor over 500 danske cykelmotionister prøver kræfter med de legendariske Tour de France-bjerge i Frankrig. Sidste år samlede Cykelnerven næsten 13 millioner kroner ind til Scleroseforeningens arbejde

Eddy hermeling 2

Til juni skal Eddy Hermeling sammen med sin elskede cykel til Frankrig og cykle på de legendariske Tour de France-bjerge i en god sags tjeneste. Foto: Michael Rathje

Eddy Hermeling – eller Eddy Spaghetti, som hans cykelvenner kærligt kalder ham, kommer oprindeligt fra Holland. Derfor har han også fået kælenavnet ’Den flyvende hollænder’, når han kommer susende på sin cykel.

Interessen for cykling blev vakt, da han fik problemer med fødderne og ikke længere kunne løbe. Eddy arbejde dengang i et rejsebureau, og under et besøg på et hotel i Italien, lånte han en cykel af hotelværten og kørte ture i bjergene – og så blev han bidt af en gal cykel.

– Hver gang jeg kom til min italienske ven Luca på hotellet, og det gjorde jeg jo nogle gange om året, så stod der en cykel klar på værelset, og så cyklede vi lige en tur og forhandlede hotelpriser på vej op ad bjerget. Det var meget sjovt. Og det gav et godt frirum. Det er jo dejligt at bare cykle i lang tid, fordi tankerne de kører jo bare … Jeg har det skidegodt med at cykle alene, hvor tankerne bare kører, og jeg har det også skidegodt med at cykle sammen med andre, hvor det er socialt, og hvor vi snakker, fortæller Eddy.

I 2016 meldte han sig ind i Team Rynkeby, der er et velgørenhedscykelhold, som hver sommer cykler til Paris til fordel for børn med kritiske sygdomme. Her mødte han sin nuværende kone, som også cyklede for Team Rynkeby.

– Vi klikkede bare sammen som cykelsko i en pedal, griner Eddy.

Eddy hermeling i bjergene

Eddy Hermeling i de franske bjerge fra sidste års Cykelnerven.

Efter otte år i Team Rynkeby trængte Eddy Hermeling til nye udfordringer og skiftede til Cykelnerven.

– Det er mere udfordrende, at vi kører bjergene i Frankrig, men det er stadigvæk for et godt formål; det er bare Scleroseforeningen, vi støtter i stedet for. Og jeg cyklede også med dem sidste år. Men så blev jeg selv syg med kræft. Jeg er faktisk uhelbredeligt syg, men har alligevel valgt at melde mig til, og cykle det jeg kan, siger Eddy.

Cykelnerven Foto: Jakob Helbig

Vejen mod toppen af Galibier var hård og kold for deltagerne i Cykelnerven i juni 2024. Foto: Jakob Helbig

Lægerne har givet Eddy grønt lys til at deltage og forsøge sig på bjergene i Frankrig. For Eddy handler det også om ikke lade sig slå ud, selvom han ved, at han er alvorligt syg.

– Nu er jeg på 9. måned i behandling, og kroppen er træt. Men jeg vil alligevel gerne beholde min hverdag, for det betyder noget for mig. Jeg får det ikke bedre af at sidde i sofaen. For mig er handler det bare om, at jeg skal have en hverdag. Jeg er på mit arbejde, og jeg er ude at cykle, siger han.

Efter han fik stillet diagnosen, er han også begyndt at tænke anderledes over livet og sætte pris på de små ting.

– Når man er så tæt på, og man skal have alt det lort i kroppen, som vi kalder det, så har man nogle dårlige dage, hvor det bare kører i hovedet, og så tænker man nogle tanker: nogle ting bliver bare mindre vigtige, og nogle ting bliver bare mere vigtige. Det med bare at sidde stille og tænke alle de dårlige ting, det har jeg aldrig duet til. Både min kone og venner siger, at jeg skal huske at skære lidt ned, for jeg er jo syg. Man vil jo gerne så meget, som man kan, men man skal også være frisk, når man er hjemme. Men jeg er på cyklen endnu. Hvis jeg ikke kan det mere, så tror jeg, at det er slut, siger Eddy Hermeling.

Cykelnerven 2024 Foto: Jakob Helbig

Sidste år kørte Cykelnerven på den røde bjergside på bagsiden af Couillole. Et helt enestående og et ganske unikt bjerglandskab. Foto: Jakob Helbig

Fra den 10. – 14. juni skal Eddy Hermeling og de andre cykelryttere i Cykelnerven prøve kræfter med stigninger fra årets etape 12, 13 og 14 af Tour de France, når de skal op ad Col du Tourmalet, Hautacam og Luz Ardiden.

Cykelnerven 2025

Sådan ser programmet ud for årets Cyklenerven

Eddy Hermeling arrangerede sidste år en gourmetmiddag med kunst på Rudolf Mathis, som indbragte 125.000 kroner til Scleroseforeningen. Det kan du læse om her:

Gourmetmad og kunst gav stort beløb til sclerose-sagen