Byrådsmedlem kræver fjernvarmedirektørs afgang

1
3042

Notat fra fjernvarmedirektør i forbindelse med fusion med Fjernvarme Fyn kaldes ”usagligt” og ”manipulerende” af byrådsmedlem Kristian Hald, der har mistet tilliden til direktøren.

Img 2010

Byrådsmedlem Kristian Hald har ikke længere tillid til at Michael Høj-Larsen kan fortsætte som direktør for Kerteminde Forsyning. Udmeldingen fra Kristian Hald kommer efter byrådet har modtaget et notat, som Michael Høj-Larsen har udarbejdet. Foto: Arkiv

I går modtog medlemmerne af Kerteminde Kommunes byråd et notat fra Kerteminde Forsynings direktør, Michael Høj-Larsen. Notatet, som KJ Avis er i besiddelse af, beskriver en række negative konsekvenser ved en fusion med Fjernvarme Fyn, men nævner ikke en eneste positiv konsekvens. Kristian Hald kalder notatet manipulerende og kan ikke se, at Michael Høj-Larsen kan fortsætte som direktør i Kerteminde Forsyning A/S.

Den 21. september, som var dagen efter bestyrelsesmødet i Kerteminde Forsyning, sendte administrerende direktør, Michael Høj-Larsen en mail til borgmester Kasper Ejsing Olesen. De øvrige modtagere af mailen var kommunaldirektør, Inger Marie Vynne, vicekommunaldirektør, Claus Lade og bestyrelsesformand Heino Salling. Den mail blev videresendt til de øvrige medlemmer af byrådet i går og den har et notat vedhæftet. Det er indholdet af det notat, der får Kristian Hald til offentligt at kræve Michael Høj-Larsens afgang som direktør i Kerteminde Forsyning.

I notatet, som Kristian Hald har sendt til KJ Avis, lister Michael Høj-Larsen konsekvenserne ved en fusion med Fjernvarme Fyn op. På trods af, at notatet fylder fem sider, og har været tre måneder undervejs, nævner Michael Høj-Larsen ikke en eneste positiv konsekvens ved en fusion. Det på trods af, at det uafhængige rådgivende ingeniørfirma, Rambøll i maj måned udarbejdede en rapport, der meget klart anbefalede en fusion.

Kristian Hald, du har sendt mig et notat fra Kerteminde Forsynings direktør, Michael Høj-Larsen, der er sendt ud til hele byrådet. Hvorfor har du det? 

Sagen omkring Kerteminde kommunes fremtidige varmeforsyning er af så stor offentlig interesse, at jeg mener, at notatet bør være offentligheden bekendt. Notatet er ikke fortroligt, og indholdet er noget af det mest usaglige, jeg til dato har set i sagen. Jeg er oprigtig indigneret over indholdet, og jeg mener, at interesserede borgere bør se hvad det er, vi som folkevalgte er oppe imod.

Hvad mener du om notatet?  

Jeg mener, at administrerende direktør Michael Høj-Larsen med sin mail, forsøger at få byrådet til at ændre holdning ift. til spørgsmålet om fusion. Han har fremsendt en fuldstændig ensidig konsekvens analyse, hvor han udelukkende har medtaget de konsekvenser, som taler for egen varmeforsyning, som Michael Høj-Larsen tydeligt har været fortaler for hele vejen.

Han skriver bl.a. i mailen, at notatet er udarbejdet på baggrund af byrådets beslutning d. 22. juni ”vedr. undersøgelse af, hvorvidt det er en fordel at fusionere Kerteminde Forsyning”. Og allerede her er Michael Høj-Larsen ude på et vildspor, for punktet handlede ikke om hvorvidt det var en fordel, men derimod om hvilket spor der skulle vælges. Og her sagde et tydeligt flertal, at der skulle arbejdes i retning af en fusion. Dét er i bedste fald misvisende, i værste fald løgn og manipulation. Og notatet fortsætter ud af samme manipulerende-klinge.

Borgmester Kasper Ejsing Olesen bekræfter overfor KJ Avis, at notatet ikke er bestilt af ham.

– Jeg har ikke bestilt det notat. Hvis der er nogen i Kerteminde Kommune, der har bestilt det, så er det noget, der er foregået uden mit vidende, forklarer borgmesteren

Kristian Hald, Michael Høj-Larsen har tilsyneladende udarbejdet det her notat på eget initiativ – hvad tænker du om det? 

 – Hvis det er korrekt, så taler det jo blot et endnu tydeligere sprog om en direktør, der nærmest krampagtigt forsøger at få sin vilje trumfet igennem. Jeg troede jeg havde set alt i den her sag, men det her er så absolut det mest vildledende notat jeg har set. Borgerne har valgt 25 byrådsmedlemmer til bl.a. at træffe beslutning om fremtidens varmeforsyning – Michael Høj-Larsen er ikke blandt de 25.

Det er besluttet af byrådet, at der skal arbejdes mod en fusion med Fjernvarme Fyn. Er det din opfattelse at Kerteminde Forsyning, med det notat in mente, åbent og ærligt arbejder mod en fusion?  

 – Det er helt åbenlyst, at det ikke er tilfældet. Dén bekymring har jeg luftet før, og nu er det skåret ud i pap. Michael Høj-Larsen har sin egen agenda, og den er ikke i tråd med byrådets beslutning, længere er den sådan set ikke.

Hvis Michael Høj-Larsen, stik modsat byrådets ønske, ikke arbejder for en fusion, men i stedet forsøger at bekæmpe den. Kan du så fortsat have tillid til ham som direktør for Kerteminde Forsyning? 

– Uanset hvad Michael Høj-Larsen arbejder for eller imod, har jeg ikke tillid til ham som direktør i Kerteminde Forsyning. Det har jeg sådan set ikke haft, siden han skrev en ensidig pressemeddelelse om udfaldet af advokatvurderingen af Bettina Eriksen. Når jeg så igen ser, at han arbejder illoyalt imod byrådets beslutning, så kan jeg ikke have tillid til ham. I mine øjne er det åbenlyst, at Michael Høj-Larsen ikke kan fortsætte som direktør under en fusionsproces.

Direktøren forsvarer sig

KJ Avis har forelagt Kristian Halds kritik af både indholdet af notatet og af Michael Høj-Larsen selv for netop Michael Høj-Larsen

Hvorfor har du udarbejdet det notat?

– En proaktiv og ansvarlig direktion for et selskab, skal altid sørge for at fremlægge materialer og data for sin bestyrelse som kan have interesse for selskabets drift.

Så det er dig, der har besluttet at udarbejde det?

– Ja sammen med min bestyrelsesformand. Jeg mener også at en ansvarlig bestyrelse, skal fremlægge den slags data for sin ejer. Det har bestyrelsen været enig i. Derfor er notatet sendt til ejerne af Kerteminde Forsyning A/S, som er Kerteminde Kommune. Hvad de så vælger at gøre med det, er op til dem.

Kristian Hald kalder notatet for manipulerende. Hvad siger du til den kritik?

– Det er jeg naturligvis uenig i. Det blev også drøftet på bestyrelsesmødet. Der har ikke været nogen, der har kunnet påpege andre konsekvenser, end dem der står i notatet.

Kristian Hald mener ikke, du kan fortsætte som direktør for Kerteminde Forsyning efter det her. Hvad er din reaktion på det?

– Det er faktisk samme svar som på spørgsmål et (En proaktiv og ansvarlig direktion for et selskab, skal altid sørge for at fremlægge materialer og data for sin bestyrelse som kan have interesse for selskabets drift..red)

Hvorfor indeholder notatet ikke en eneste positiv konsekvens, når nu Rambøll rapporten meget klart anbefaler en fusion?

– Rambøll rapporten ser på konsekvenser for fjernvarmeforbrugerne. Det er det, der bliver beskrevet i Rambølls rapport. Den beskæftiger sig ikke med konsekvenserne for den resterende del af Kerteminde Forsyning ved en fusion. Det her notat beskæftiger sig udelukkende med de konsekvenser, der vil være for den resterende del af selskabet. Det skal derfor sendes til ejeren.

Så det her notat er altså ikke udarbejdet af dig, fordi du er modstander af en fusion?

– Nej

Kristian Hald skriver også at han ikke har tillid til dig som direktør længere, Hvilket indtryk gør den kritik på dig?

– Jeg tror, at når vi har haft den her dialog, og når han ser mine svar på de her spørgsmål, at han så ændrer opfattelse. Jeg er i forhold til selskabsloven forpligtet til at fortælle min bestyrelse om sådanne forhold. Det er derfor, jeg har lavet notatet. Jeg håber, at vi kan få genoprettet den tillid, når han ser mine svar og ellers tager jeg meget gerne et møde med ham

Det er op til bestyrelsen i Kerteminde Forsyning at træffe beslutning om, hvorvidt Michael Høj-Larsen skal fortsætte som direktør eller ej. Derfor har KJ Avis forsøgt at få en kommentar fra bestyrelsesformand Heino Salling. Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Notatet

Du kan læse notatet i sin fulde længde nedenfor:

Notat til selskabets ejer Kerteminde Kommune

Konsekvenser og bekymringer ved en eventuel fusion af Kerteminde Forsyning – Varme A/S og Fjernvarme Fyn A/S.

På byrådsmødet den 22. juni blev følgende tilføjet til den endelige beslutning: I forhold til den indledende proces med drøftelser om interesse, så præciseres det, at disse omfatter Kerteminde Forsyning, Fjernvarme Fyn, Odense Kommune og Nordfyns Kommune.

Nærværende notat er ud fra ovenstående beslutning en varetagelse af Kerteminde Forsynings interesser, herunder en vurdering af en eventuel fusions konsekvenser for moderselskabet Kerteminde Forsyning A/S og de tre tilbageværende datterselskaber KF – Vand A/S, KF – Spildevand A/S og KF – Renovation A/S.

Økonomi og varmepris for Kerteminde Forsynings varmekunder:

Den udarbejdede rapport fra Rambøll belyser ikke den fremtidige økonomi for Kerteminde Forsyning eller vores kunder, men anbefaler at dette undersøges i næste fase, i et åbent samarbejde med Odense Kommune og Fjernvarme Fyn.

Der er med beslutningen på byrådsmødet den 22. juni lagt op til, at den fremtidige økonomi for Kerteminde Forsynings varmekunder bliver undersøgt af Kerteminde Kommune i samarbejde med Odense Kommune, Fjernvarme Fyn og Kerteminde Forsyning.

Mistede synergieffekter hos Kerteminde Forsyning koncernen:

Rambøll rapporten beskriver bl.a. at hvis fusionen gennemføres, vil fjernvarmekunderne ikke længere bidrage til at afholde de faste omkostninger i Kerteminde Forsyning, hvorfor prisen vil stige for affalds-, vand- og spildevandskunderne [beskrevet i Rambøll rapporten på s. 18].

Hos Kerteminde Forsyning er alle medarbejdere ansat i moderselskabet og de 4 datterselskaber køber timer hos de medarbejdere som de har brug for til henholdsvis drift, administration samt plan- og projektopgaver (nye anlæg).

Der er i dag tilknyttet 6-7 driftsmedarbejdere som stort set udelukkende servicerer varmeselskabet. Det forudsættes at disse medarbejdere bliver virksomhedsoverdraget til Fjernvarme Fyn. Disse medarbejdere registrerer deres timer i driftsregnskaberne og er ikke medregnet i de efterfølgende administrationsomkostninger.

De faste administrationsomkostninger som er benævnt i Rambøll rapporten, som varmeselskabet efter en eventuel fusion med Fjernvarme Fyn ikke længere bidrager til at afholde, udgør bl.a.  husleje, IT, økonomi, kundeservice, ledelsessystemer (arbejdsmiljø, klima, GDPR, diverse indrapporteringer m.m.), revision, bestyrelse m.m. og udgjorde i 2022 følgende omkostninger:

Fordelingen af moderselskabets administrationsomkostninger til datterselskaberne:

Selskab Samlet andel i TDKK %
Varme 5.18225
Vand 5.18225
Spildevand 3.50617
Renovation 6.83733
I alt 20.707100

 

 

Den manglende betaling fra varmeselskabet vil således fremadrettet udgøre ca. 5,2 mio. kr./år.  og som Rambøll rapporten beskriver vil det medføre stigende priser på vand, spildevand og renovation i Kerteminde Kommune.

Varme- og vandselskabet har desuden en fælles vagtordning (døgnvagt 24/7/365), da medarbejderne har fælles kompetencer og er ansat i samme afdeling. I en fremtid uden varmeselskabet vil der være en meget stor udfordring i at opbygge og implementere de nødvendige kompetencer i en fælles vagtordning mellem vand- og spildevandsselskabet.

Kerteminde Forsyning bør dog gennemføre en effektiviseringsrunde, hvor man på bedste vis flytter rundt med nogle opgaver, så alle medarbejdere i administrationen bliver endnu bredere kompetencemæssigt end de er i dag.

Det vil føre til en øget reduktion af medarbejdere hos Kerteminde Forsynings administration, reduceret service til kunderne og øgede udfordringer ifm. afholdelse af afspadsering, ferie og sygdom.

En målsætning kunne fx være at finde besparelser på ca. 10 % (ud af de manglende 5,2 mio.  kr./år). Besparelsesmålet er sat moderat da Kerteminde Forsyning i forvejen er en lille organisation og det erfaringsmæssigt tager tid, at gennemføre effektiviseringer i forbindelse med fusioner/fissioner. På sigt kan der måske findes flere effektiviseringer, men en takststigning vil ramme kunderne fra år 1.

Den manglende synergieffekt på ca. 4,6 mio. kr./år som skal betales via taksterne for vand, spildevand og renovation, svarer til ca. 400 kr./år pr. husstand i Kerteminde Kommune. Der er regnet med 11.376 husstande i Kerteminde Kommune.

En del af disse takststigninger vil i praksis lande ved kommunens erhvervsvirksomheder, men for sammenlignelighedens skyld er det beregnet pr. husstand. Det er det mest sammenlignelige med fjernvarme, hvor vi sammenligner årlig varmeudgift for et standardhus.

Det skal desuden bemærkes at merudgiften på 400 kr./år pr. husstand er for alle kommunens husstande, hvorimod en besparelse på fjernvarme kun vil komme kommunens 6.500 fjernvarmekunder til glæde.

Bekymringer i forhold til den økonomiske regulering af vand- og spildevandsselskaber: Merudgiften på de ca. 4,6 mio. kr./år kan KUN overvæltes til vand- og spildevandskunderne, hvis selskaberne har ”luft” imellem selskabets omkostninger og indtægtsramme.

Kerteminde Forsynings vand- og spildevandsselskaber er i dag meget effektivt drevne selskaber og ligger helt i top i den landsdækkende benchmarking (se bilag 1). Selskaberne har desuden ”luft” op til indtægtsrammen – endnu!

Forsyningstilsynet er sat til at justere den nuværende økonomiske regulering af vandsektoren, hvor bl.a. ”Luften” mellem vores omkostninger og indtægtsrammen bliver fjernet. Det vil medføre at Kerteminde Forsyning fremover bliver tvunget til at finde minimum de 2 % generelle effektiviseringskrav hvert år, hvilket bliver en meget udfordrende opgave, hvis synergieffekterne ved fælles administration med varmeselskabet fjernes og, når selskaberne allerede har effektiviseret meget de senere år. Når man ligger helt i top i den landsdækkende benchmarking er det et udtryk for, at alt ”overflødigt fedt” allerede er skåret væk.

Det er meldt ud fra Forsyningstilsynet at ”luften” i indtægtsrammerne fjernes fra 2025 for vandselskaberne og fra 2026 for spildevandsselskaberne.

Effektivitet i varmeselskabet:

I varmebranchen har vi pt. ikke en landsdækkende benchmarking, men Kerteminde Kommunes revisor (BDO) har i juni 2023 i forbindelse med fastsættelsen af garantiprovision ved kommunens   garantistillelse for lån hos Kommune Kredit, vurderet at Kerteminde Forsyning – Varme A/S er et veldrevet selskab med relativ – set i et brancheperspektiv – lav belåningsgrad, relativ lav gæld og, at selskabets varmepris tillige ligger lavt.

Synergieffekterne på koncernniveau:

At Kerteminde Forsyning fremstår som en meget veldreven virksomhed med bl.a. lave administrationsomkostninger, bygger i høj grad på de synergieffekter der er ved at drive alle 4 forsyningsarter i samme koncern.

Hvis en andel af merudgiften på de ca. 4,6 mio. kr./år overvæltes til vand- og spildevandskunderne, vil det medføre at vand- og spildevandsselskaberne vil opnå dårligere benchmark, og dermed større effektiviseringskrav, som de vil få meget svært ved at leve op til.

Det vil stille vand- og spildevandsselskaberne betydelig ringere i forbindelse med fremtidige investeringer i fx et nyt vandværk, spildevandssepareringer og andre klimatiltag.

Lokale entreprenører, håndværkere og andre leverandører:

Kerteminde Forsyning- Varmes omsætning har de senere år ligget mellem 85 og 95 mio. kr./år.  Varmeforsyningen er derfor en af de store spillere i kommunen, der er med til at skabe aktivitet for det lokale erhvervsliv – håndværkere, entreprenører, butikker – som bruges til stort og småt.  I 2022 handlede alene varmeforsyningen med 33 firmaer i kommunen. Det er bl.a. entreprenører, der udfører gravearbejde i forbindelse med reparationsarbejder og de store fjernvarmeudvidelser og det er VVS’er, som opsætter og vedligeholder varmemålere i de mange boliger, der i disse år kommer med på fjernvarmen.

Varmeforsyning er derfor som en markant sidegevinst ved sin drift og sine mange projekter med til at skabe liv og aktivitet i erhvervslivet og skabe arbejdspladser i kommunen. Og i den kommende 7 -8 års periode hvor en fjernvarmeudrulning skal konvertere alle de gasopvarmede ejendomme til fjernvarme, vil mange af disse aktiviteter specielt ligge i vores fjernvarmeselskab.

Varmeselskabets omsætning i 2022 hos de 33 virksomheder i kommunen var i alt ca. 8 mio. kr., som formentlig udgør i størrelsesordenen ca. 10 – 12 fuldtidsjob i de lokale virksomheder.

Bilag 1.

Kerteminde Forsyning – Spildevand A/S:

Selskabet er i 2023 omfattet af et generelt effektiviseringskrav på 2,0 % til alle vandselskaber, og et individuelt effektiviseringskrav på 0 %. Det individuelle effektiviseringskrav er beregnet ud fra en benchmarking blandt alle vandselskaber i Danmark.

Kerteminde Forsyning – Vand A/S:

Selskabet er i 2023 omfattet af et generelt effektiviseringskrav på 2,0 % til alle vandselskaber, og et individuelt effektiviseringskrav på 1,08 %. Det individuelle effektiviseringskrav er beregnet ud fra en benchmarking blandt alle vandselskaber i Danmark.