Kasper Ejsing Olesen (S) havde glemt, at han aldrig fik fat på Verena og Michael Junge fra Skovløkke Frilandsgrønt inden byrådsmødet torsdag 19. december, og han lægger sig nu fladt ned og beklager
Borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) blev af Kristian Hald (S) og Anne Fiber (K) beskyldt for at afgive urigtige oplysninger på byrådsmødet i december i forbindelse med en sag om Skovløkke Frilandsgrønt, og han erkender nu, at han talte usandt, da han sagde, at han samme dag havde talt med Verena Junge. Fotocollage: KJ Avis
Borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) erkender nu over for Kjerteminde Avis, at han talte usandt, da han i går udtalte, at han valgte at orientere ejerne af Skovløkke Frilandsgrønt, inden han på seneste byrådsmøde sendte en skrivelse fra by-, land- og kirkeminister Morten Dahlin (V) til Kerteminde Byråd.
Kristian Hald (S) og Anne Fiber (K) beskyldte i går borgmesteren for at komme med urigtige oplysninger i forbindelse med en ellers udramatisk orienteringssag på byrådsmødet 19. december. Kasper Ejsing Olesen oplyste ved byrådsmødets start, at Kerteminde Kommune “netop” havde modtaget et brev fra ministeren, men siden har det vist sig, at Kerteminde Kommune modtog brevet allerede næsten en uge tidligere, fredag 13. december, og at det blev videresendt til borgmesteren mandag 16. december.
Først torsdag 19. december klokken 16.50, altså ti minutter før byrådsmødets start, blev mailen fra Morten Dahlin sendt til byrådets medlemmer.
Kasper Ejsing Olesen forklarede i KJ Avis i går, at han ville orientere ejerne af Skovløkke Frilandsgrønt, Verena og Michael Junge, inden han sendte brevet til byrådet, og han udtalte, at han talte med Verena Junge først på eftermiddagen inden byrådsmødet.
Verena og Michael Junge afviser imidlertid at have talt med borgmesteren torsdag 19. december og har heller ikke ubesvarede opkald fra ham på deres telefoner. Derimod fik ægteparret torsdag 19. december klokken 18.53 en mail fra Kasper Ejsing Olesen med ministerens skrivelse. Først dagen efter talte de i telefon med ham, da de selv ringede op.
– Jeg lægger mig fladt ned og undskylder, siger borgmesteren nu.
– Jeg fik ikke fat i Verena om torsdagen, og det havde jeg fuldstændig glemt alt om indtil i går. Jeg kan se på min opkaldslog, at jeg forsøgte at ringe til hende, men hun tog ikke telefonen, og jeg burde være gået tilbage og have tjekket det i stedet for at forlade mig på min hukommelse, siger Kasper Ejsing Olesen.
– Jeg kan faktisk ikke rigtig huske enkelthederne, men jeg går ud fra, at jeg sendte Verena og Michael en mail om aftenen efter byrådsmødet, fordi jeg ikke havde fået fat på dem inden mødet. Jeg havde ærlig talt glemt alt om det, og jeg skulle ikke have svaret uden at have tjekket op på det, når det nu åbenbart er en sag, der fylder så meget hos nogle byrådsmedlemmer, siger borgmesteren.
Kasper Ejsing Olesen mente at have forsøgt at ringe til Verena Junge først på eftermiddagen torsdag 19. december, men hans opkaldshistorik viser, at det først skete klokken 16.51, altså omtrent samtidig med, at Kerteminde Byråd fik tilsendt ministersvaret.
– Jeg lægger mig fladt ned og beklager over for både mine byrådskolleger og Verena og Michael Junge, men min intention var altså udelukkende, at de ikke skulle høre om ministerens brev gennem pressen, siger han.
KJ Avis følger sagen og forsøger at indhente kommentarer fra Kristian Hald og Anne Fiber.