Opsigtsvækkende udspil fra tidligere socialdemokrat og den konservative gruppeformand: Kristian Hald (løsgænger) og Michael Nielsen (K) mener, at børn- og unge-området trænger til ro og stabilitet og vil skåne blandt andet daginstitutioner og skoler for besparelser i den næste byrådsperiode

Selv om Kristian Hald (til venstre) nu er løsgænger, er der næppe nogen tvivl om, at han hører mere hjemme på venstrefløjen end i den borgerlige lejr. Michael Nielsen siger, at Kristian Hald ikke er på vej ind i Det Konservative Folkepartier, men at de to politikere har en række fælles værdier og holdninger. Foto: Privat
Forhandlingerne om næste års budget er netop skudt i gang med et to dage langt budgetseminar for Kerteminde Byråd, men det tyder allerede nu på, at processen ikke kommer til at gå så gelinde som i de senere år, hvor enten hele byrådet eller et overvældende flertal har stemt for budgetforliget.
Sammen med Kristian Hald, der indtil for nylig var socialdemokrat, men nu er løsgænger, har den konservative gruppeformand Michael Nielsen stillet forslag om, at børn- og unge-området helt skal friholdes for besparelser denne gang.
Forslaget, der fremsættes formelt på byrådsmødet på torsdag som en såkaldt initiativret-sag, får blandt andet indflydelse på det omstillingskatalog på besparelser på 25 millioner kroner i 2026, stigende til 100 millioner kroner i 2029, som administrationen i februar fik besked på at udarbejde.
Børnene er topprioritet
Hvis børn- og unge-området skal skånes, vil der kun kunne findes besparelser på 16,2 millioner kroner næste år stigende til 64,9 millioner kroner om fire år. Dermed kan det blive nødvendigt enten at finde flere besparelser på andre områder, eller tage af kassebeholdningen – eller begge dele.
– Vi er med forslaget – om nødvendigt – villige til at bruge af kommunens likviditet, hvis der ikke er tilstrækkeligt økonomisk råderum. Vi mener, det vil være en ansvarlig investering, som vil medføre mere ro for de berørte, både børn og unge, forældre og ansatte, siger Michael Nielsen.
Hvorfor lige friholde børn- og unge-området? Har for eksempel ældreområdet ikke også været hårdt presset de senere år?
– Vi har hver især fået mange henvendelser fra både forældre, ledere og ansatte i institutionerne, som fortæller, at gentagne sparerunder har haft store omkostninger og medfører utryghed og frustration. Selvfølgelig har besparelserne gjort ondt mange steder, også på ældreområdet, men vi er nået smertegrænsen, hvad børn- og unge-området angår, og der er brug for mere ro og stabilitet, især hvis vi gerne vil tiltrække nye børnefamilier, siger Michael Nielsen.
– Vi vil med forslaget gerne signalere, at børnene er vores topprioritet. Besparelser på lige præcis det område vil på både kort og lang sigt generere flere udgifter og flere børn og børnefamilier, der ikke trives. Derfor ser vi det som en klog investering ud fra både et økonomisk og et menneskeligt perspektiv at friholde børn- og unge-området for besparelser i den kommende byrådsperiode, siger han.
Udvikling, ikke afvikling
Kristian Hald er enig:
– Antallet af børn, der har det svært og har brug for hjælp, har været stigende over de seneste år, men økonomien er ikke fulgt med. Derfor har vi nu valgt at foreslå, at vi freder børn- og unge-området, så man kan bruge ressourcerne på udvikling og hjælp til børnene i stedet for at kigge ind i besparelser.
– Yderligere besparelser på børn- og unge-området vil være en bombe under børnefamilierne. Vi kigger potentielt ind i massive besparelser på de forebyggende indsatser, og det vil først og fremmest ramme de svageste og mest udsatte børn – det kan jeg bare ikke lægge stemme til, siger Kristian Hald.
– Vi ser for eksempel, at udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste løber op i mange millioner hvert år hos forældre med børn i kraftig mistrivsel. Hvis vi ved at prioritere børnene kan sætte ind tidligt, er der både en menneskelig og en økonomisk gevinst at hente, siger løsgængeren.
Både Michael Nielsen og Kristian Hald erkender, at deres fælles forslag ikke kun er et tydeligt signal om, at valgkampen frem mod efterårets kommunalvalg for alvor er gået i gang, men også at deres udspil kan være med til at sætte retningen for næste byrådsperiode.
– Vi sender med forslaget et klart signal: Vi vil prioritere, ikke skære. Vi vil udvikle, ikke afvikle, understreger de to politikere.