Boel blev gæst nummer 40.000 i år på vikingemuseet i Ladby

0
509
Vikinger 40.000

Boel Jørgensen fra København (i midten) blev tirsdag Vikingemuseet Ladbys gæst nummer 40.000 i år. Hun var egentlig på vej til Odense med sin datter Hanne (til højre), da de besluttede sig for at se det lille museum i Ladby. Til venstre ses museumsinspektør Jes Lund-Jacobsen, der overrakte Boel Jørgensen med gavepose med specialiteter. Foto: Østfyns Museer

Vikingerne er mere populære end nogensinde før, og interessen for vore navnkundige, men også brutale forfædre fik endnu et nøk opad, da TV2 tidligere på året viste dramaserien “Danefæ”, der er delvist optaget på Vikingemuseet Ladby.

Tirsdag satte museet besøgsrekord, da gæst nummer 40.000 trådte ind af døren, nemlig Boel Jørgensen fra København, der besøgte Vikingemuseet Ladby sammen med sin datter Hanne. Mor og datter var egentlig på vej til Odense, men besluttede at gøre en afstikker til Ladby. Til deres overraskelse blev de modtaget med flag og gratulationer i museumsbutikken, og Boel fik overrakt en lille gavepose med specialiteter.

– Gennem de seneste år har vi oplevet en stigende interesse for vikingetiden. Det kan vi se på vores besøgstal, der kulminerer med rekorden i år. Det betyder også, at vi mærker en øget opmærksomhed fra film og TV – og der har været nogle flotte produktioner i Ladby, der har været med til at skærpe interessen for både museet og vikingetiden. De mange gæster er en fantastisk motivation i dagligdagen, og vi arbejder hele tiden på at forny os og blive bedre. Vi har allerede flere nye tiltag på programmet næste år, men for nu er vi bare rigtig stolte over det flotte resultat, siger Claus Frederik Sørensen, der er afdelingsleder på Vikingemuseet Ladby.

I “Danefæ” arbejdede hovedpersonen Ester (Lene Maria Christensen) på Vikingemuseet Ladby. Museet fulgte op på “Danefæ” med en lille udstilling af rekvisitter fra serien og med en total udsolgt Talk, hvor arkæolog Malene Refshauge Beck, skuespiller Lene Maria Christensen og manuskriptforfatter Lars K. Andersen diskuterede, hvordan virkelighedens arkæologi blev til fiktive fortællinger på skærmen.