En ny initiativretssag er kommet på dagsordenen til det kommende byrådsmøde. Her kritiserer Bettina Eriksen, der har sat sagen på, i meget skarpe vendinger beslutningen om ikke at indsætte en helt ny bestyrelse for Kerteminde Forsyning. Udvalgsformandsposter og politiske tjenester er, ifølge hende, vigtigere for politikerne i byrådet, end hensynet til borgerne er.

Liberal Alliances Bettina Eriksen beskylder politikerne for at tjene sig selv frem for borgerne, fordi man fortsat nægter at indsætte en ny bestyrelse for Kerteminde Forsyning. Foto: Arkiv
Der var allerede en initiativretssag på dagsordenen til det kommende byrådsmøde. Her ville Sebastian Nielsen og Michael Nielsen have indsat en ny professionel bestyrelsesformand for Kerteminde Forsyning så hurtigt som muligt.
Der er ikke nok, mener Bettina Eriksen fra Liberal Alliance. Derfor har hun også brugt initiativretten til at få en sag på dagsordenen. Hun vil ikke alene have en ny bestyrelsesformand indsat, hun vil have en helt ny bestyrelse. Da der ikke er nogle fornuftige årsager til ikke at gøre det, står tilbage at man åbenbart ifølge Bettina Eriksen, er bange for at åbne konstitueringen.
– Jeg kan simpelthen ikke se ET eneste fornuftigt argument for, ikke at indsætte en ny bestyrelse, andet end at man er bange for at åbne for konstitueringen, indleder Bettina Eriksen.
Ved valget i 2021 og den efterfølgende konstituering fik Heino Salling og Terje Pedersen en plads hver i Kerteminde Forsynings bestyrelse. Fordi de to pladser er en del af den konstituering, der blev lavet, vil det bringe hele konstitueringen i spil, hvis Kerteminde Kommune vil fratage dem pladserne igen. Det er, ifølge Bettina Eriksen, fordi der kan være usikkerhed om, hvorvidt udvalgsformandsposter og titler, ville gå til de samme partier igen. Dermed mener hun, at dette er politikernes argument for ikke at indsætte en ny bestyrelse i Kerteminde Forsyning. De vil beskytte de poster, der er uddelt, fordi det er en politisk tjeneste, der er givet.
– Dermed varetager politikerne jo hensynet til sig selv over hensynet til borgernes bedste. Det kan jeg simpelthen ikke sidde overhørig, fortsætter Bettina Eriksen.
Sidste gang man havde muligheden og Bettina Eriksen foreslog at indsætte en ny bestyrelse, var ved byrådsmødet i maj måned, hvor det stod klart, at Hans Luunbjerg ikke genopstillede som formand, og Bettina Eriksen selv trak sig. Der valgte man i stedet kun at indsætte Sebastian Nielsen og Michael Nielsen. De to skulle så sammen med Terje Pedersen og Heino Salling arbejde sammen i bestyrelsen og få ro på Kerteminde Forsyning. Sådan er det ikke ligefrem gået.
– Har der nogensinde været mere uro i bestyrelsen i Kerteminde Forsyning, end der er lige nu? Det tror jeg ikke, der har. Det eneste rigtige at gøre, er at indsætte en helt ny bestyrelse og få bragt orden i penalhuset, inden der kommer en ny bestyrelsesformand. Samtidig er det imod god selskabsledelse og -styring med person sammenfald i Kerteminde Forsyning og Klima- Bæredygtighedsudvalget, der er politisk myndighed for Kerteminde Forsyning. Jeg ville da selv forvente, hvis det var mig, der skulle indtræde som bestyrelsesformand, at der var bragt orden i butikken, når jeg skulle indtræde. Det er der jo ikke. Det at tro, man kommer problemerne i bestyrelsen i Kerteminde Forsyning til livs ved at indsætte en ny bestyrelsesformand, det vil nogenlunde svare til at behandle et åbent benbrud med et hæfteplaster, fortsætter Bettina Eriksen
Konstitueringen i Kerteminde Kommune er skævt fordelt set i forhold til antallet af mandater. Socialdemokratiet har med sine 10 mandater blot en enkelt formandspost. Det er Jan Johansen, der er formand for Ældre,- Handicap- og Sundhedsudvalget. Kasper Ejsing Olesen er formand for Økonomiudvalget, men det er han i kraft af at være borgmester, derfor tæller den formandspost ikke med. Konservative har med deres ni mandater to udvalgsformandsposter. Det er Klavs Norup Lauridsen, der er formand for Erhvervs,- og Vækstudvalget samt Jesper Schmidt-Nielsen, der er formand for Arbejdsmarkedsudvalget. Altså har de to partier, der tilsammen har 19 mandater i alt tre formandsposter og tre pladser i Økonomiudvalget – udover borgmesterens garanterede plads. Derudover har de to partier en plads hver i bestyrelsen for Kerteminde Forsyning.
Fire udvalgsformandsposter, fire pladser i Økonomiudvalget, en 1. viceborgmester og to pladser i bestyrelsen i Kerteminde Forsyning er fordelt mellem fire partier, der tilsammen repræsenterer fire mandater i byrådet. Heino Salling er formand for Klima,- og Bæredygtighedsudvalget, bestyrelsesformand for Kerteminde Forsyning og medlem af Økonomiudvalget med Enhedslistens ene mandat. Terje Pedersen er formand for Plan,- og Teknikudvalget, 1. viceborgmester, næstformand i Kerteminde Forsynings bestyrelse og medlem af Økonomiudvalget med DFs ene mandat. Jens Gantriis er formand for Kultur og fritidsudvalget og medlem af Økonomiudvalget med Venstres ene mandat. Slutteligt er Alex Haurand formand for Børne,- Unge- og Uddannelsesudvalget samt medlem af Økonomiudvalget med SFs ene mandat.
Det er derfor, Bettina Eriksen er af den opfattelse, at de små partier vil være i risiko for at miste formandsposter, titler og pladser i Økonomiudvalget, at der er modstand mod at åbne for konstitueringen. Både modstand fra de fire partier selv, men også modstand mod det, fra dem, der er afhængige af de fire partiers støtte i fremtiden.
– Når alle rationelle og fornuftige argumenter entydigt siger, at der skal indsættes en ny bestyrelse i Kerteminde Forsyning, og man fortsat nægter at gøre det, så kan jeg kun tolke det sådan, at det er fordi man er bange for at åbne for konstitueringen. De mennesker, der har været med til at gøre borgmesteren til borgmester, kunne jo opfatte det som et tillidsbrud, hvis der blev åbnet for konstitueringen. Det er jo ikke bare en dysfunktionel bestyrelse lige nu. Den har været dysfunktionel i så lang tid, at alle andre steder ville det her blive betegnet som en skandale. Det er et høj-interesseområde for borgerne i Kerteminde Kommune, og det er en post, der fylder meget på husstandenes budgetter efterhånden. Så er det vores pligt at parkere vores politiske interesser og så leve op til vores ansvar. Det er sådan set derfor, man også betegner et byråd som en kommunalbestyrelse. Som kommunalbestyrelse er det vores ansvar at der er orden i penalhuset i de selskaber kommunen ejer. Det indebærer også god struktur for selskabsstyring, fortæller Bettina Eriksen
Dagsordenen til byrådsmødet 26. oktober blev offentliggjort i dag. Bettina Eriksens sagsfremstilling kan ses her.


