
Alex Haurand fra SF beskyldte konservatives Henrik Madsen for trusler. Foto: Arkiv
Det skortede ikke på debat til byrådsmødet her til aften. Alex Haurand beskyldte Henrik Madsen for trusler. Henrik Madsen mente, han blot havde påpeget et problem, hvis Haurand havde lækket fortrolige oplysninger.
Debatten om fjernvarme i Kerteminde Kommune i fremtiden fyldte det meste af aftenens byrådsmøde. Det kan du læse en længere artikel om i KJ Avis i morgen.
Under det sidste åbne punkt “Sager og skrivelser til orientering”, rejste SF’s Alex Haurand sig imidlertid op. Han var fortørnet over en sms, han havde fået fra Konservatives byrådsmedlem, Henrik Madsen, der også er bestyrelsesformand for KJ Avis.
Ifølge Alex Haurand, havde Henrik Madsen truet ham. Baggrunden for debatten var dette læserbrev, som blev bragt på KJ Avis tidligere i dag. Efter det var blevet bragt, havde Henrik Madsen skrevet en sms til Alex Haurand og spurgt, hvor Haurands partifælle, Torben Andersen, havde oplysningerne fra, der gjorde ham i stand til konkludere, Konservative havde stillet spørgsmål til Hans Luunbjergs formandskab for Kerteminde Forsyning. Ifølge Haurand indehold beskeden ordene “hvis du har lækket de oplysninger, er det jo ret alvorligt og også ulovligt”.
Henrik Madsen svarede Alex Haurand, at han ikke i en eneste artikel, tv-indslag, læserbrev eller opslag på sociale medier, har nævnt Hans Luunbjerg med et ord. Han har sendt en mail, ifølge Henrik Madsen på Kerteminde Forsynings egen opfordring, hvor han har stillet spørgsmål til Luunbjerg som formand. De spørgsmål har udelukkende været behandlet som punkt på et Økonomiudvalgsmøde, hvor det ikke er ført til referat. Derfor var Henrik Madsen overrasket over, hvordan Torben Andersen kunne være i besiddelse af de oplysninger.
Haurand nægtede at have lækket oplysningerne til Torben Andersen eller andre fortrolige oplysninger i øvrigt. Han erkendte, han have givet fyens oplysningerne fra Kerteminde Forsyning, som var blevet behandlet på et lukket møde. Men pointerede samtidig de oplysninger ikke var at betragte som fortrolige.

Henrik Madsen pointerede, han blot havde forklaret Haurand, der var ret alvorligt, hvis han havde lækket fortrolige oplysninger. Foto: Arkiv