Det var først antaget, at 80.000 golfturister ville valfarte til Kerteminde for at se Danish Golf Championship fra den 11. til den 16. august. Der kom dog kun 55.000 – 60.000 tilskuere på Great Northerns anlæg, og de færreste af dem benyttede sig af kommunens mange arrangementer i golfugen. Det gjorde til gengæld mange lokale og almindelige turister, og flere steder i byen var der var en folkefest. Men Kertemindes butikker, restauranter og faste seværdigheder mærkede ikke meget til golfturisterne

Golfugen bød på mange sucesser både på Great Norherns anlæg og rundt om i kommunen.
Det er nu tre uger siden, at golfturneringen Danish Golf Championship blev afviklet på Great Northerns anlæg i Kerteminde. Den største sportsbegivenhed nogensinde i Kerteminde.
En turnering som har kostet Kerteminde Kommune omkring 1,5 millioner kroner at få til byen. Dertil kommer 1 million kroner, som Destination Fyn har betalt til arrangøren GolfPromote. Det fremgår af købsaftalen, som Kjerteminde Avis har fået aktindsigt i.
I købsaftalen står der blandt andet: Danish Golf Championship 2026 er så stor en begivenhed, at dens turismeøkonomiske effekter vil sprede sig til nabokommunerne, da Kerteminde Kommune ikke vil kunne absorbere de mange tusinde overnatninger de forventede 80.000 tilskuere vil medføre. Turneringen forventes at generere en stor turismeøkonomi i både Kerteminde Kommune, Odense Kommune og Nyborg Kommune.
På et pressemøde i 2023 lød det fra eventchefen i Destination Fyn, Jakob Staun: – Det kommer til at skabe værdi bredt på Fyn – ikke mindst i kraft af de mange hotelsenge, der skal redes i Kerteminde, Nyborg og Odense.
Mange øjnede derfor muligheden for at score kassen på at leje deres hus eller sommerhus ud til golfturisterne. Også hoteller som fx Nyborg Strand satsede på de mange golfturister.

Bernd og Bruni var kørt i deres autocamper fra Tyskland. De forstod ikke, hvorfor der ikke var flere, der havde fundet vej til Golfcamping i Over Kærby med udsigt over Great Northern. Foto: Michael Rathje
Men ugen før golfturneringen begyndte, stod det dog klart, at kun de store hoteller i Kerteminde var fuldt bookede. En privat campingplads i Over Kærby, Golfcamping, der var blevet oprettet specielt til golfturister, fik således kun booket ni ud af 60 pladser. Til gengæld meldte Kerteminde Camping og Camp Hverringe om alt udsolgt.
Erhverv og Turisme i Kerteminde forklarede de manglende bookninger med, at mange af golfturisterne var endagsturister, der kørte hjem igen efter en dag på golfbanen. En anden forklaring er, at der ikke kom de 80.000 golfturister, som nævnt i købsaftalen.
– Vi har ikke fået gjort tilskuertallet op endnu. Men jeg har hørt om tal som 55.000 til noget i retning af 58.000, måske 60.000. Så det er ganske fint. Og vi kan ikke klage over det rent sportslige. Det kunne ikke have været bedre. Vi er meget tilfredse og vil arbejde på at gøre det igen, siger Flemming Astrup

Efter fire dages spil kunne danske Jeff Winther søndag eftermiddag løfte trofæet som vinder af Danish Golf Championship. Ved hans side står Flemming Astrup fra GolfPromote. Foto: Jesper Vinzents
Selv om der ikke kom så mange tilskuere som håbet, var selve den sportslige del af golfturneringen en stor succes. På finaledagen søndag kæmpede to danskere på de sidste huller om at vinde Danish Golf Championship, hvor Kerteminde var en af destinationerne for den internationale turnering World Tour. Det blev en spændende afslutning, der endte med en sejr til Jeff Winther og med Rasmus Højgaard på en delt andenplads. Jeff Winther indledte sin sejrstale med ordene: Hold kæft, hvor kan I lave fest i Kerteminde!
Både Kerteminde, det danske publikum og Great Northerns baner blev rost af tv-kommentatorerne, og smukke billeder af banerne med lyden af gæs i baggrunden blev sendt live ud til 67 lande verden over.
Lånte alle cykler for at køre ned til Kerteminde
For Great Northern var turneringen også en stor succes. Det var det hidtil største arrangement på anlægget, der blev indviet for snart 10 år siden. Alt gik som det skulle, og der er basis for kommende arrangementer med endnu flere tilskuere.
– Det har været en succes at få afprøvet vores anlæg her på Great Northern i en turnering på øverste hylde og i den målestok. Det gælder både hvad vi kan levere af kvalitet, gæsternes oplevelse af stedet, og hvor mange gæster vi kan have inde, og hvordan de oplever det, når vi bliver sat under pres eller udfordret. Tilbagemeldingerne fra DP World Tour og de professionelle aktører har været, at det her anlæg kan begå sig på allerøverste niveau med mange flere tilskuere, end hvad ugen bragte. Det har klaret testen, og det med bravur, siger Peer Rysgaard, direktør på Great Northern.

De professionelle golfspillere fra hele verden var begejstrede for Great Northerns anlæg – og for Kerteminde. Foto: Michael Rathje
Peer Rysgaard fortæller, at de professionelle golfspillere også var glade for selve Kerteminde. Alle Great Northerns cykler var udlånt hver aften.
– Spillerne kom fra alle steder i verden, og de syntes, det var et skønt sted at begive sig rundt i på cykel. Men til sidst havde vi ikke flere cykler i garagen, fordi spillerne hoppede på vores cykler og cyklede ned til byen, hvor de både spiste, hyggede sig og slappede af, fortæller Peer Rysgaard.
Kultur og folkefest for en halv million kroner
Ifølge købsaftalen havde Kerteminde Kommune forpligtet sig til at levere ydelser for 800.000 – 1.100.000 kroner i forbindelse med afviklingen af Danish Golf Championship.

Der var god plads alle dage på den store parkeringsplads i udkanten af Kerteminde. Foto: Michael Rathje
Det drejede sig blandt andet om etablering af den store p-plads på en mark vest for Kerteminde, opsætning af toiletvogne, skiltning, pyntning af områder ved arrangementet og udlåning af maskiner fra kommunens entreprenørafdeling.
Kerteminde Kommune forpligtede sig desuden til at bruge en halv million kroner på etablering af en fanzone med storskærm og til at pynte byen op. Pengene skulle også bruges på at øge golfturneringens oplevelsesværdi ved en række tiltag i kommunen, herunder aktivering af lokale foreninger og lokalbefolkningen.
Sammen med Erhverv og Turisme i Kerteminde oprettede Visit Fyn 18 tee-steder, hvor golfturisterne også kunne få kulturelle oplevelser. (Et tee-sted i golf er startområdet, hvorfra man slår det første slag til et nyt hul). Otte af tee-stederne var placeret i Nyborg, Odense og Nordfyns Kommune, de øvrige 10 steder var i Kerteminde Kommune.
De store seværdigheder havde ikke flere gæster
Flere af disse tee-steder var dog i forvejen etablerede seværdigheder, og ingen af dem har mærket noget til de mange golfturister.
To af Østfyns Museers afdelinger. Johannes Larsen Museet i Kerteminde, og Vikingemuseet Ladby, var blevet markedsført som tilbud til golfturisterne. Museumsdirektør Mette Ladegaard Thøgersen oplyser, at besøgstallet i uge 33 var beskedent, på niveau med en almindelig augustuge.
– Men det var, som vi havde regnet med, og vi ser også golfturneringen som en investering i fremtiden, som en mulighed for at vise flaget. Vi har set i andre sammenhænge, at store sportsevents kan give en effekt på længere sigt, siger Mette Ladegaard Thøgersen.
Heller ikke Fjord&Bælt havde flere besøgende under golfugen end ugen forinden. Ifølge direktør Heiko Buch-Illing, havde de nu heller ikke forventet flere besøgende, efter de havde talt med kollegaer på Øresundsakvariet nær Furesø, hvor Danish Golf Championship blev holdt sidste år.
Den nordlige del af Kerteminde Marina og Nordstranden var udråbt til tee-sted nummer 3.
Det undrede dog Waterdrops, at deres længe planlagte arrangement med picnic og salsa i sandet pludselig var et tee-sted i det officielle program for golfugen.
– Vi har ikke været et tee-sted. Hele Nordstranden var et tee-sted, men vi var ikke involveret i de planer. Fredag aften og lørdag morgen var der dog enkelte golfturister hernede, siger formanden for Waterdrops, Jan Baadsgaard.

Der var musik og god stemning til aftergolf på Kerteminde Camping. Foto: Laura Højris From Petersen
Der var til gengæld masser af golfturister til aftergolf på Kerteminde Camping, som også havde alt udsolgt i golfugen og måtte sørge for ekstra transport af gæsterne til og fra Great Northern.
På tee-sted nummer otte, havde Sølykke Golf ved Langeskov lokket med en seks meter høj Golfzilla, der spiste golfbolde og tilbud om natgolf. Ejeren Martin Ludvigsen, fortæller, at han havde forventet at flere ville dukke op.
– Der var da nogle stykker forbi, men det var ikke så overvældende, som vi måske kunne have håbet på. Vi havde måske sat næsen op efter noget mere. Det havde vi nok, lyder det fra Martin Ludvigsen. Han er dog glad for den omtale og reklame, som hans golfbane har fået ved at være det 8. tee-sted.

De lokale ildsjæle i Viby fik lokket mange gæster til. Her er det fra onsdagens solformørkelse. Foto: Emil Andresen
Flere af de øvrige tee-steder blev dog en stor succes med mange besøgende. De lokale i Viby, fik mange turister til at tage en tur til Hindsholm for at opleve møllen, den lokale kunst og musik og se solformørkelsen.
Der var også mødt rigtig mange op for at få en uforglemmelig sommerkoncert med Den Kongelige Opera under åben himmel på Munkebo Bakke, der var det 9. tee-sted.

Med flere end 500 gæster om dagen blev Rosé og skaldyrsfestivalen så stor en succes, at folkene bag regner med at gentage festivalen næste år. Foto: Emil Andresen
Lørdag og søndag var der Rosé- og skaldyrsfestival på 6. tee-sted i Langegade. Begge dage blev alt udsolgt, og her var fest og glade dage midt i byen. En succes, der nok skal blive gentaget.
Endelig var der 18. tee-sted på den nye Leif Larsens Plads i den sydlige ende af Kerteminde Marina. Her var der pyntet op og stillet et par hundrede havemøbler ud, så gæsterne kunne se golf på storskærm, høre musik fra scenen og nyde mad og drikke fra de mange barer og foodtrucks. Fredag og lørdag aften var her trængsel, og det var svært at finde en ledig plads ved et bord. I det hele taget var der i golfugen en folkefest på hele marinaen fra Leif Larsens Plads i syd til den nordlige ende ved Hotel Kerteminde Strand og Restaurant Kalle, der også bød på livemusik.
Golfugen gav ikke den store meromsætning hos byens forretninger
Forud for golfturneringen blev der nedsat en styringsgruppe med tre byrådsmedlemmer og en udviklingsdirektør fra Kerteminde Kommune samt en repræsentant fra Erhverv og Turisme, Great Northern og GolfPromote. I et kommissorium beskrev de deres succeskriterier. For det første skulle alle lokale overnatningsfaciliteter være belagt i ugen, hvor eventet afholdes. For det andet skulle alle lokale restauranter og spisesteder være fuldt bookede i ugen, hvor eventet afholdes.
Allerede midt i golfugen kunne Kjerteminde Avis fortælle, at det stadig var muligt at booke et overnatningssted i kommunen, og at man stadig kunne ringe til en restaurant i Kerteminde og bestille et bord til weekenden.
Det tredje succeskriterie var, at Kerteminde Cityforening skulle udtrykke en oplevelse af øget kundegrundlag og øget omsætning i ugen, hvor eventet finder sted.
Ifølge formanden for Cityforeningen, Hans Kaas, er de endelige tal for omsætningen i golfugen endnu ikke blevet præsenteret for bestyrelsen.
– Det tyder på, at det har væren en ganske positiv uge. Nogle forretninger havde et fantastiske kundeunderlag i den uge, andre har ikke mærket så meget til det. Vi vidste godt, at vi ikke ville få en masse golfturister. De blev oppe på golfbanen, bortset fra fredag aften, hvor der kom mange ned til byen, fortæller Hans Kaas.
Kjerteminde Avis har ringet rundt til en række erhvervsdrivende for at høre, om de har haft en meromsætning i golfugen.
Købmand Søren Lausten Jørgensen fra Spar i Langegade har i forhold til august 2025 haft en omsætningsstigning, men slet ikke i den størrelsesorden, der oprindeligt blev talt om.
– Vi har haft en jævn strøm af kunder, som vi kender det fra Kirsebærfestivalen, loppemarked og hvad vi ellers har af arrangementer om sommeren, men vi er langt fra de omsætningstal, der blev fantaseret om et halvt år tidligere. Dengang blev der jo talt om, at restauranterne ikke ville kunne følge med, og at alle senge i miles omkreds ville blive lejet ud, og det kom ikke til at holde stik, siger Søren Lausten.
– Heldigvis justerede jeg prognoserne hen ad vejen, og vi endte med at holde os på vores sædvanlige bemanding i stedet for at sende ekstra folk på arbejde, siger han.
Søren Lausten Jørgensen mener, at golfturneringen var et fantastisk arrangement, som på langt sigt vil gavne Kerteminde Kommune.
– Millioner af tv-seere over hele verden har set billeder fra Great Northern og Kerteminde, så det har været billig markedsføring for kommunen, siger han.

Uddeler i SuperBrugsen, Troels Olsen, så ikke meget til golfturisterne i golfugen. Foto: Michael Rathje
Troels Olsen, der er uddeler i SuperBrugsen Kerteminde, er enig i, at man skal se på det lange perspektiv, hvis man vil bedømme, om golfturneringen var de 2,5 millioner kroner værd, som Danish Golf Championship har kostet de fynske skatteydere.
– Vi har stort set haft samme omsætning som i august sidste år, muligvis lidt udsving på enkelte dage, men i det store og hele samme resultat, siger Troels Olsen.
Det kom nu ikke bag på brugsuddeleren, at han ikke havde flere kunder i golfugen.
– Slet ikke. Flere af de events, der havde størst succes under golfturneringen, handlede om at spise og drikke, og vi lever af at sælge mad og drikke, siger Troels Olsen.
Han mener, at Danish Golf Championship har gjort meget for markedsføringen af Kerteminde og vil til hver en tid anbefale kommunen at sige ja, hvis man igen skulle få chancen for at beværte så stort et arrangement.
Bjarne Svane, der er indehaver af tøjforretningen Svane Kerteminde i Langegade og Hejtex, hæfter sig ved, at der ikke var så mange mennesker i Kerteminde, som arrangørerne havde håbet på, og de var koncentreret om især Torvet, hvor der blev holdt Rosé- og skaldyrsfestival og Leif Larsens Plads med fanzone, foodtrucks og livemusik.
– Jeg synes, det var et fantastisk arrangement, men vi må erkende, at der ikke var den folkevandring i byen, som mange nok havde håbet på eller forventet, siger Bjarne Svane.
Han ønsker ikke at opgive tal, men er i det store og hele tilfreds med ugens omsætning, men det er primært, fordi han i forhold til samme uge 2025 havde en ekstra åbningsdag. Svane Kerteminde holdt nemlig ekstraordinært åbent søndag den 16. august, den dag golfturneringen sluttede.

Rema 1000 ligger kun få golfslag fra Great Northern, men de mærkede heller ikke meget til golfturisterne. Foto: Michael Rathje
Selvom den nye Rema 1000 på Nordre Ringvej nærmest er nabo til Great Northern kunne de heller ikke mærke noget til de mange tusinde golfturister, der var lige rundt om hjørnet.
– Omsætningen i uge 33 har været den samme som ugen før, men det var også min forventning. Min tese har hele tiden været, at dem, der skal til golf, de tager til golf. Og hvis du indlogeret på et hotel, jamen så har du ikke brug for at købe forplejning. Måske nogle golfturister har været forbi for at købe ind til sommerhuset, men så er der måske andre kunder, der er blevet væk, fordi de har troet, at der ville være sort af mennesker her. Så det går nok lige op, siger købmand Kenneth Neldeborg.
Og hos Restaurant Kalle på marinaen var omsætningen, trods livemusik, lavere end ugen før golfturneringen.
– Omsætningen i golfugen var syv til ni procent mindre i forhold til ugen før. Men der var jo også det arrangement i den anden ende af marinaen (18. tee-sted, red.), hvor der var rigtig mange, der spiste ved de der foodtrucks. Og jeg har jo ikke nogen chance for at hamle op med tre stykker smørrebrød for 100 kroner, lyder det fra restauratør Carsten Nielsen.
Dermed synes golfturneringen ikke at leve helt op til kommunens egne tre succeskriterier på kort sigt.
– Vi vil flytte til Kerteminde
På lang sigt var succeskriterierne blandt andet, at GolfPromote og Great Northern igen vælger at lægge DP World Tour og Danish Golf Championship i Kerteminde. Under turneringen kom det dog frem, at der slet ikke kommer DP World Tour til Danmark næste år. Men hvis turneringen igen kommer til Danmark, vil GolfPromote ifølge Flemming Astrup atter foreslå Great Northern.
– Hvis DP World Tour kommer til Danmark igen og man ikke peger på Great Northern, så er man da ikke for klog, siger han.
Og ifølge direktør Peer Rysgaard er Great Northern mere end parate.
– Det er jo ikke kun Danish Golf Championship, som er vigtig for os. For os er det vigtigt at støtte op omkring dansk golf og udviklingen af den, siger Peer Rysgaard.

Great Northern satser på flere stor golfturneringer i fremtiden. Næste sommer bliver turneringen The Viking afviklet her. Foto: Emil Andresen
Allerede næste år kommer den nye turnering The Viking, en landskamp mellem Danmark og Norge, til Great Northern. Her forventes der dog et noget mindre besøgstal.
Et andet langsigtet succeskriterie var, at Kerteminde får øget turistindtægterne i højsæsonerne 2027 og 2028. Golfturneringen gav Kerteminde en ubetalelig tv-reklame i hele verden, og byen viste sig fra sin bedste side med kulturelle tilbud og en folkefest på marinaen.
Og måske har golfturneringen også trukket nye borgere til kommunen. Følgende udbrud fra en golfturist blev hørt af vores reporter Svend Novrup på Great Northerns bane:
– Jeg har ikke været i Kerteminde før, men efter at have oplevet såvel byens mange attraktioner som denne afslutning, har min mand og jeg besluttet, at vi vil flytte til byen!


