Hjemmeplejen advarer mod falske hjemmeplejere efter 10 forsøg på tricktyveri mod ældre i deres hjem

0
144

Ved at udgive sig for hjemmeplejere fra Kerteminde Kommune er to kvinder trængt ind i hjemmet hos ældre borgere. De seneste par uger har Hjemmeplejen fået kendskab til 10 forsøg på tricktyveri mod ældre. Alle sager er meldt til politiet

Hjemmeplejen bil

Hjemmeplejen i Kerteminde Kommune har kendskab til 10 tilfælde, hvor fremmede har forsøgt på eller er trængt ind hjemmet hos ældre borgere. Foto: Michael Rathje

I weekenden lagde Kerteminde Kommune en advarsel op på Facebook. De skrev, at hjemmeplejen i Kerteminde havde observeret to yngre kvinder, der forsøgte at skaffe sig adgang til ældre borgeres hjem, ved blandt andet at udgive sig for at være fra hjemmeplejen.

– Vi kender til 10 tilfælde. I fire af tilfældene er de trængt ind hos borgeren, og to af dem, er der efterfølgende konstateret tyveri, efter der pludselig stod en fremmed i deres stue, siger Mette Juhl, der er chef for Hjemme- og Sygeplejen

De to yngre kvinder har blandt andet forsøgt at skaffe sig adgang til den ældres hjem ved at udgive sig som hjemmeplejere fra kommunen.

– I det første tilfælde, der har de givet udtryk for, at de var fra hjemmeplejen og gerne ville ind, men borgeren smed dem ud, fordi de ikke havde id-kort eller uniform på. I de efterfølgende kendte episoder har det været svært at vide præcis, hvad der er sagt, og hvad der er gjort, men jeg ved, at de to yngre kvinder har haft svært ved at formulere sig på dansk. De har ingen hæmninger, og de er gået direkte ind i borgerens hjem uden at sige noget til de her borgere, der har spurgt, hvad de lavede der, og efterfølgende er de gået deres vej, fortæller Mette Juhl.

Forsøgte at trænge ind til ældre midt i Kerteminde

Det seneste tilfælde fandt sted for under en uge siden.

– I sidste uge forsøgte de at skaffe sig adgang til en af vores borgere i Andekæret i Kerteminde. De var meget insisterende, selvom en af mine medarbejdere bad dem forlade stedet. De blev ved med at forsøge at komme forbi ham og sagde “vand, glas vand”, hvilket også blev afvist. Det var det tiende tilfælde, siger hun.

I de første tilfælde har de forurettede borgere selv anmeldt episoderne til Fyns Politi. Hjemmeplejen har i andre tilfælde hjulpet borgerne, sammen med deres pårørende, med at anmelde sagerne, og i tre tilfælde er det kommunen, som har indgivet en politianmeldelse.

De to personer, der er trængt ind hos de ældre, beskrives som unge kvinder med romabaggrund. Den ene har afbleget hår med mørke toner i, og den anden er mørkhåret og bærer en telefon i en snor omkring halsen.

Ældre kræver mere hjælp og støtte efter tricktyveri

– Politianmeldelserne fra Hjemmeplejen er sket i frustration over, at vi ikke ved, hvordan vi skal kunne passe godt på borgerne. Vi har borgere, som er demente og kræver mere hjælp og støtte nu, fordi de har fået stjålet deres smykker, penge og bankkort, forklarer Mette Juhl.

Hjemmeplejen har nu kontaktet alle de ældre, som de besøger, og fortalt, at de ikke må lukke nogen ind fra hjemmeplejen, hvis de ikke kan fremvise et id-kort. Samtidig har de indskærpet, at alle medarbejdere skal kunne fremvise id-kort for borgerne.

– Det er noget, vi har oplevet før i perioder. Men vi har aldrig oplevet sådan en opblussen i de hændelser. Det er helt forfærdeligt, at der er nogen, der kan være så gemene over for sådan en sårbar borgergruppe, lyder det fra Mette Juhl.

En svær balancegang: Skal advare uden at skræmme

Det var den øverste kommunale chef for Ældre og Sundhed, Susanne Buch, der besluttede at sætte en advarsel op på Kerteminde Kommunes Facebookside.

–  Vi finder det nødvendigt at advare, når vi kan se, at der er sådan nogle personer, der udgiver sig for at være hjemmeplejere, så vil vi selvfølgelig gerne gøre vores til at hjælpe borgerne til at være ekstra opmærksomme. Vi har også gennem alle vores medarbejdere advaret borgerne. Men vi ønsker heller ikke at skabe utryghed, så det er lidt en balancegang, siger Susanne Buch.

Hun kalder hændelserne, hvor personer udnytter hjemmeplejens autoritet, til at trænge ind hos ældre, for meget problematiske.

– Derfor opfordrer vi altid borgerne til at bede om at se et id-kort, hvis der kommer nogen i hjemmet, som de ikke kender. Lige nu står sommerferien for døren, og så kommer der jo vikarer fra os, som man ikke nødvendigvis lige kender, men vikarerne vil også have et id-kort med sig, siger Susanne Buch.

Mads Boel, der er kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi, bekræfter, at politiet har modtaget anmeldelser om forsøg på tricktyveri mod ældre i Kerteminde Kommune, men kan ikke sige, hvor mange det drejer sig om.

– Det er noget, vi ser i ny og næ. Det kommer sådan lidt i bølger. Oftest kalder vi dem omrejsende kriminelle grupperinger eller blot OKG’ere, forklarer Mads Boel.

Han understreger, at der ikke er grund til at piske en stemning op, og han kommer med enkle råd til, hvordan man kan forsøge undgå tricktyveri.

– Vi anbefaler, at man holder sin hoveddør låst, også når man er hjemme. Lad være med at lukke nogen ind, som man ikke har umiddelbart kendskab til. Og hvis nogen skulle være kommet ind, så bed dem om øjeblikkeligt at forlade stedet. Det er ikke vores indtryk, at der er noget farligt ved den her fremgangsmåde. Vi har ikke oplevet voldelige hændelser. Men det er selvfølgelig utrygt alene det, at der står en fremmed person i ens hjem, siger Mads Boel