Tre unge, der bor i Kerteminde Kommune og går på Nyborg Gymnasium, har inspireret af Kjerteminde Avis’ skoleprojekt i efteråret 2025 skrevet en klumme hver. Teksterne bringes i disse dage

Sophia Østerby Breinholdt skriver om sine og vennernes problemer med for få afgange med bus og tog, når de for eksempel skal hjem fra Odense til Kerteminde Kommune. Hun drømmer om, at toget vil standse i Langeskov hver halve time. Foto: Danny Schjødt Pedersen
”Klokken er 21.30, og fodboldtræningen er lige slut, men toget til Langeskov kørte for et minut siden og bussen otte minutter før. Så står man der.”
Det kan godt være, at toget kommer en gang i timen, men som ung er det slet ikke frihed nok.
Den offentlige transport i Kerteminde Kommune fungerer på nogle måder godt, men ikke godt nok. Der er nogle huller, som skaber udfordringer i hverdagen. Personligt oplever jeg de største udfordringer, når jeg skal med den offentlige transport til og fra min hjemby og Odense.
Mange unge mennesker i Kerteminde Kommune, inklusiv mig selv, tager mod Odense for at ses med venner, gå til sport eller måske gå i byen. Dog oplever jeg, at bus- og togruter ikke altid er tilstrækkelige for mine behov, og jeg er endda så heldig at bo i Langeskov, hvor vi har en togstation.
Nu tænker du måske “men hvad er problemet så?” Det er, at toget kun stopper én gang i timen.
Trygheden i nattelivet er vigtig, og jeg mener, at den offentlige transport spiller en rolle her.
For hvad hjælper det, at der går et tog indimellem, hvis ventetiden er så lang, at man skal opholde sig på banegården eller andre steder i byen, indtil næste tog kommer.
Det er ikke særlig trygt at stå på Odense Banegård i to timer lørdag nat, fordi det sidste tog lige er kørt. Det er nemlig ikke alle, der har forældre, som har mulighed for eller er villige til at køre 15 kilometer til Odense og retur klokken 02 for at hente deres unge mennesker.
Alternativet er, at du forlader festen længe før dine kammerater, og risikerer at komme uden for fællesskabet.
Men det gælder ikke kun, når man er til fest. Unge, der har fritidsjob eller går til sport i Odense, kan også opleve lange ventetider.
”Klokken er 21.30, og fodboldtræningen er lige slut, men toget til Langeskov kørte for et minut siden, og bussen otte minutter før. Så står man der.”
Jeg er helt enig, når politikerne opfordrer os til at benytte den offentlige transport. Men det er svært, når ruterne ikke er tilstrækkelige for ens behov. Jeg forstår godt, at man ikke kan opretholde en busrute, hvis der ingen passagerer er.
På den anden side tror jeg, at man mister nogle i de små udkantsbyer, som af den årsag vil begynde at tage bilen. Det synes jeg er ærgerligt.
Jeg håber, at politikerne vil handle og være med til at forbedre transportmulighederne for de unge i Kerteminde Kommune. Min drøm er, at toget kunne stoppe hver halve time i Langeskov, så mine venner og jeg kunne have mere frihed til at være unge – også uden bil.
Sophia Østerby Breinholdt bor i Langeskov, er 18 år og går i 2.b på Nyborg Gymnasium.
Forord af Malene Meincke, der er rektor ved Nyborg Gymnasium
I efteråret 2025 mødte jeg en mand med en mission. Han var omrejsende i medier og demokrati og turnerede skoler og gymnasier for at forklare børn og unge vigtigheden af, at de ikke alene finder deres viden om verden i de sociale mediers algoritmestyrede virkelighed. Hvis de vil have et fornuftigt og nuanceret billede af, hvad der foregår omkring dem, skal de rette blikket mod de etablerede medier, hvor professionelle journalister med faglig ballast sikrer nuancer, og hvor man tilstræber neutralitet og er underlagt presseetiske standarder. Det lykkes ikke altid medierne at holde standarden, men så kender vi afsenderen.
Han var en meget overbevisende mand, og vi blev enige om, at hvis der skal være den mindste sandsynlighed for, at de unge læser med, så skal der været noget for dem. Vi skal have gang i de unge stemmer.
For det første vil det give de lokale borgere et indblik i, hvad der rør sig hos de unge.
For det andet vil de unge bidrage med stof, der er aktuelt for dem, så lokalavisen ikke kun handler om parkeringskaos, restaurantlukninger og alt muligt andet voksenstof, der for dem umiddelbart er uvedkommende.
Og for det tredje er der den helt store demokratiske klinge. Vi skal have de unge i gang med at læse om verden – den nære og den fjerne – i aviser, hvor det er professionelle journalister, der kuraterer ansvarligt og med respekt for viden, vinkler og den demokratiske dialog. Måske kan det, at de unge får en stemme, lokke flere unge til.
Så nu prøver vi med nogle unge klummer. Tre søde elever fra Nyborg Gymnasium, der bor i Kerteminde Kommune, skriver om, hvad der rør sig hos dem. Jeg håber, I vil tage godt imod dem, for det kræver mod at dele sine tanker med verden og kaste sig ud i en helt ny type skriveri, men de har været så ufatteligt seje.
Manden, jeg mødte, hedder i øvrigt John Jäger, og han er frivilligt medlem af bestyrelsen for Kjerteminde Avis. Til dem, der ikke ved det, er den avis, I læser i lige nu, banket op af en gruppe engagerede lokale borgere i et forsøg på at skabe lokalt forankret og nær journalistik, som er relevant for kommunens borgere – nu forhåbentlig også for de helt unge. Det er også sejt!
Note fra redaktionen: KJ Avis’ skoleprojekt blev ledet af både John Jäger og Jan Kristensen, der udover Nyborg Gymnasium talte om lokaljournalistik og lokaldemokrati på fem folkeskoler.


